Definition på mangel < mangel på definition
Lack opnåede en status som genrecentrum og genrebrydere på hardcorescenen i nullerne. Nu de er tilbage, hvad definerer så Lack i et nyt årti?
Snakecharmer
Heads held high
Old workers
Kids with kalashnikovs
Lemons
The activist
Mapmakers
Shipyard
Da bandet over en periode på otte år slap tre album løs i begyndelsen af det nye årtusinde, var det med konstant forandring som grundpræmis. Udgangspunktet var (post-)hardcore, men formlen for den slags blev hele tiden udfordret i en for en gangs skyld positiv omgang moving the goal posts. Lack endte på et højdepunkt, i mine ører, med ’Saturate Every Atom’, hvor det endda lykkedes bandet at skrive en formidabel, ægte ørehænger med ’Bombing the Moon’. Undervejs i årtiet opnåede Lack status som scene-legender, og det er med en form for ærefrygt, at jeg forsøger at sætte ord på bandets aktuelle, eponyme gendannelsesalbum.
’Lack’ er, skal jeg skynde mig at sige, absolut ikke en skuffelse. Tværtimod virker det, som om de 18 (!) år siden det forrige album ikke har tæret på bandets kreativitet og musikalske mod. De er gået til opgaven med deres ”heads held high”, for nu at citere et af albummets mere triumferende højdepunkter. Tiden har heller ikke sløvet Lacks knive. Støjen skærer stadig gennem luften, og Thomas Burøs stemme og ord kan åbne blodårer. Ligeledes står kompositionerne skarpt i Jacob Bredahls smukke og meget levende produktion. Det er lidt som at være der selv i studiet.
Og vi bliver udfordret på ’Lack’. ’Boltguns are painless’, som åbner albummet, er vel på sin vis en vegansk hymne om, at vi dræber, når vi spiser, men sangen kan også ses i en bredere kontekst. Hele vores vestlige livsstil er en dræber, og det er mere eller mindre en umulighed at eksistere i dagens Danmark uden at deltage i det dødsspil, der foregår mellem den vestlige verden og resten af kloden. Vores overforbrug, vores udnyttelse og udbyttelse er systemisk. Det er en urovækkende tanke, men ikke en tanke, vi bør ignorere.
’Lack’ er, nok ikke så overraskende, eksplicit politisk, og det har jeg nul problemer med. Apolitisk musik findes ikke. Hvis din kunst er villet apolitisk, er den politisk i den forstand, at den, om man vil det eller ej, så støtter den bestående (u-)orden. Og lad os nu være ærlige. Verdens tilstand lige nu er ikke ligefrem optimal, vel? Derfor hilser jeg den direkte kommunikation i sange som for eksempel pro-sexarbejder-kampsangen ’Lemons’ velkommen. Og den sang er ikke alene i at kombinere et direkte budskab med absolut underholdende og fængende, frisindet, kompositorisk tæft.
Det er et virkelig velspillende band, som med en levende, dynamisk tilgang danner rammen om Thomas Burøs vokal. En vokal, som med sin lyse klang og spændvidde fra det inderlige til det storladne og videre til komplet aggression formår at få ordene til at leve. Eller som på ’Mapmakers’, hvor Burøs stemme fanger en sørgmodig og frustreret grøde på stemmebåndene. Uh, det går lige i hjertekulen, mens guitar, bas og trommer vandrer fremad med et ubønhørligt antrit. Det er fascinerende, hvordan Lack kan spille så effektivt uden at gribe til klichéer. Eller, måske rettere, deres brug af klichéer er mangefacetteret, elegant og legende. De spiller 4D-skak med rockens virkemidler og kan frit fabulere. Dermed kan Lack tillade sig øjeblikke som begyndelsen af ’Shipyard’, hvor vokalharmonier og opbygningen mod crescendo er genkendelige elementer, men midt i de oprørte og omskiftelige vande, som ’Lack’ er, føles det sjovt nok som det modige valg lige dér.
Men vi kom jo ikke nærmere på et svar på det oprindelige spørgsmål. Hvad definerer så Lack anno 2026? Ikke en skid. Det er Lack, der definerer sig selv. Igen og igen.