Velartikuleret frustration
PopulærSelvom de kun er på deres anden ep, er det allerede lidt af en no-brainer at forholde sig til en ny Tvivler-plade: Man ved, hvordan det kommer til at lyde, og man ved, at det bliver godt.
Nænsom
Voldsom
Overflod
Det er jo ikke overraskende, når man sammensætter et band af medlemmer fra Lack, Town Portal og Obstacles, og selvom Tvivler ikke er en ligelig blanding af de tre, har de Obstacles' tyngde kontrasteret med Town Portals lethed med begges præcision og umiddelbare melodiøsitet og så ikke mindst Lacks poetisk ladede frenesi.
Hvis man nu er af den urokkelige overbevisning, at Lack var det bedste danske band nogensinde, er Tvivler en god kompensation for, at Lack i sin tid tog den fornuftige beslutning at stoppe, mens ilden stadig brændte i dem. Tvivler er så mere punkede i lyden, end Lack endte med at være, og registeret er indtil videre begrænset, også i Thomas Burøs vokal, der er hvinende og skrigende hele vejen igennem. Lysten til at eksperimentere med udtrykket synes han at have fået ud af verden i drone-duoen Beautiful Burning World og noiserock-trioen 300Hz, og resten af Tvivler forsager gladeligt de math-rockede krummelyrer og skæve takter til fordel for en full-on emo punk.
Og det er fint: Der er en tid til eksperimenteren og grænseafsøgning og en tid til at indse, hvad man gør allerbedst. Det betyder så også, at der absolut ingen overraskelser er på ‘Negativ Psykologi #2’. Der er fire hurtige dansksprogede sange med tilpas meget rum til at bryde det hele op flere gange i løbet af hvert nummer, så forudsigeligheden på den anden side heller ikke kommer til at virke som en sovepude. Tvivler er ikke lyden af en 40-årskrise, hvor der bliver søgt tilbage mod nogle rødder for at prøve at genfinde sig selv i en scene, der er blevet sovset ind i nostalgi: Om noget er det lyden af krisen – aldersuafhængig – indset og blæst helt ud. Sådan som det også afspejles i teksterne. Der er skader, der er uoprettelige, og den modenhed, som andre hardcore-punkere har det med at finde i en akustisk guitar og et slækket tempo, høres kun som en erkendelse af, at modenhed ikke gør det hele særlig meget lettere at bære.
Hos Tvivler er verden stadig fucked. Den er også stadig forunderlig. Der er ingen lette løsninger i slogans, ikke længere, men det betyder ikke, at vreden og desperationen er mindre. Bare mere artikuleret.