Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

På Roskilde Festival skal vi i år være høje på ild!

Populær
Updated
På Roskilde Festival skal vi i år være høje på ild!

Sort konfetti ud over det hele! Endelig skal vi headbange til High on Fire på Roskilde! Derudover skal vi blandt andet opleve en masse finsk metal fra fineste, godkendte hype-skuffe, ligesom vi skal hyggedrikke og holde festligt i hånd til en omgang amerikansk solskinspunk. Roskilde 2017 tager form.

Kunstner
Titel
+ Oranssi Pazuzu + Against Me! + Atomikylä + Show Me The Body
Koncertarrangør

High on Fire
About... bloody... time...! Og det pointerer vi ikke kun, fordi High on Fire selvfølgelig er bandet, der har skrevet det hæsblæsende suveræne nummer, som nærværende metal-site er opkaldt efter. No way, José. Vi pointerer vigtigheden af at opleve High on Fire på Roskilde af den simple grund, at trioen fra Oakland live er et af de absolut bedst spillende metalnavne i dag. Overhovedet. Frontmand og næsehorn in disguise, Matt Pike, havde sin længe ventede debut på Dyrskuepladsen sidste år, hvor han gæstede festivalen med sit andet band, Sleep. At se ham vende tilbage allerede i år får en til at spekulere på, om de monstro har fået ny booker af metalmusik hos Roskilde Festival. Sidder der en fanboy af Matt Pike i metalbookerstolen? I så fald skal han ikke høre et ondt ord for det herfra. Når High on Fire gæster festivalen, er der dømt Slayer vs. Motörhead with a twist for fuld blæs. Vi glæder os! 



Læs alt om High on Fire her.


Oranssi Pazuzu
Hvis High on Fire er en af langtidsfavoritterne her på redaktionen, er Oranssi Pazuzu en af de nyere. Sidste års udgivelse ’Värähtelijä’ blev af flere skribenter fremhævet som en af favoritterne ved årets afslutning, og tager man i betragtning, hvordan de leverede sidst på KB18, kan vi kun se frem til at høre finnernes vilde og fortættede blanding af black, doom, psych og space rock blive fremført på Roskilde Festival. At de oven i købet kommer som del af en finsk pakke med tre bands, der kommer til at spille i forlængelse af hinanden en sen aften, gør det blot mere spændende.



Læs alt om Oranssi Pazuzu her.

Atomikylä
Som barn af søstergrupperne Oranssi Pazuzu og Dark Buddha Rising, der deler øvelokale i byen Tampere i Finland, er Atomikylä (der betyder atomby på finsk) et sideprojekt, som inkluderer medlemmer fra begge nævnte grupper. Men Atomikylä er ikke bare et uforpligtende jamband, det er et psykedelisk, dronende metalband i egen ret, der har to album på bagen, senest ’Keräily’ fra sidste år, og selvom deres musik er løsere og mere improviseret end Oranssi Pazuzus, er der stadig masser af tyngde og doomyness at hente for de nysgerrige.



Mr. Peter Hayden
Dagens mest udskejende annoncering er dog utvivlsomt Mr. Peter Hayden, der ligeledes er fra Tampere, men som modsat de andre finner tager space rockens kosmiske musikalske rejser helt ud. Bandet har stadig til gode at udgive et album, hvor et nummer har en spilletid på under 30 minutter, og den seneste mammutudgivelse ’Archdimension Now’ var et dobbeltalbum bestående af blot to numre på henholdsvis 68 og 58 minutter! Der er altså lagt i ovnen til en længere koger, når Mr. Peter Hayden skruer op for deres dronende og eksperimenterende kosmos-metalrock. Et band, som vil udvide din bevidsthed.



Against Me!
Der skal selvfølgelig være noget at vugge i takt til med fadøl i hånd, hvorfor Roskilde gør klogt i også at annoncere Against Me! Det popvenlige punkband fra Florida har eksisteret siden sidste halvdel af 90’erne, og selvom der nogenlunde har været omtrent det samme antal udskiftninger i bandets line-up, som de har udgivet studiealbum (diskografien tæller syv fuldlængder), har de med den nyligt transkønnede Laura Jane Grace i front alligevel formået at holde deres ørehængende tromler succesfuldt kørende. Against Me! er et band med noget på hjerte, der på let, melodiøs vis samtidig formår at charmere.

Show Me the Body
Banjo-riffs og weed! Det giver mening, at Show Me The Body kommer på Roskilde. Med deres åbenlyse New Yorker-karisma og deres eksperimentelle og lo-fi take på et mic af tidlig Red Hot Chili Peppers og Bad Brains, er der på én gang noget smart og uartigt over bandets debut fra sidste år. Og ja, ud over at frontmand Julian Cashwan Pratt synger, spiller han også banjo – med masser af støj på! Og trommeslageren Noah Cohen-Corbett har angiveligt en tendens til ofte at fyre den fede på scenen. Der lægges kort sagt i kakkelovnen til en forhåbentlig trippet og musikalsk vedkommende koncert – som vi i øvrigt meget gerne ser placeret på Pavilion. Til trods for at ’Body War’, som bandets debutplade hedder, er fuld af melodiøsitet, er der noget herligt korrumperet over numrene og over selve lyden, som giver udspillet en legesyg fandenivoldskhed.

">

Dertil kommer følgende navne på Rising-scenen:

Auðn

Fra den bette flække Hveragerði i det sydlige Island finder vi en lille sort, mørk klump lava omdannet til et både melodisk smukt og bittert black-metal band. Siden bandet tog sin begyndelse i 2010, er det blevet til en stigende mængde omtale grundet gruppens energiske liveshows - og lovende takter, som også har sikret dem en pladekontrakt med det store franske selskab Season of Mist. Deres nye album forventes at være ude i løbet af 2017 – og skal forsøge at leve op til deres snestorm af en debut fra 2015.

Ştiu Nu Ştiu
Hvad er det smukke uden det grumme? Det er der ikke så få metalbands, som gennem tiden har spurgt sig selv om. Også svenske Ştiu Nu Ştiu (rumænsk for “jeg ved, at jeg ikke ved”), der er blevet kaldt de nye konger af dunkel metal. Der er både højt til loftet og langt nede i kælderen, når svenskerne høster deres black-fikseret doom-metal, så jorden fryser til is og kun varmen fra helvedes port udstikker et lys i mørket. En optræden, der sagtens kunne gå hen og blive et af årets store overraskelser på årets Roskilde.



Tvivler

Det er sjældent, at man kan snakke om super-grupper på den danske hardcore-scene, men ikke desto mindre vil det ikke være for meget, at kalde Tvivler det. I front for det firemandstore dansksproget hardcore-band finder vi Thomas Burø, der tidligere har åbnet sine lunger i legendariske Lack. Nu er han tilbage med blandt andet medlemmer fra Town Portal og Children of Fall. Det er hidtil blevet til to ep'er i 'Negativ Psykologi'-rækken, mens den tredje af slagsen er ude senere i år. Til trods for modersmålet har Tvivler allerede spillet flere shows uden for landets rækker, og det er da også en uimodståelig sonisk levering, som bandet disker op med, der overgår alle jordiske landegrænser.