RF'14: Rullestenenes rutine

Populær
RF'14: Rullestenenes rutine

Årets ubestridte hovednavn på Roskilde, The Rolling Stones, gav en noget slingrende koncert, der bestemt havde sine højdepunkter, men som også understregede at alderen nu for alvor trykker hos de gamle Rullesten... på nær altså hos Mick Jagger.

Dato
03-07-2014
Genre
Trackliste
1. Jumpin' Jack Flash
2. Let's Spend the Night Together
3. It's Only Rock 'n' Roll (But I Like It)
4. Tumbling Dice
5. Wild Horses
6. Doom and Gloom
7. She's So Cold
8. Out of Control
9. Honky Tonk Women
10. You Got the Silver
11. Can't Be Seen
12. Midnight Rambler
13. Miss You
14. Gimme Shelter
15. Start Me Up
16. Sympathy for the Devil
17. Brown Sugar

Ekstranumre:
18. You Can't Always Get What You Want
19. (I Can't Get No) Satisfaction
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Mange havde blæst det op til en verdensbegivenhed, ikke mindst Roskildes arrangører: Rolling Stones stod øverst på plakaten til årets festival. Men dette London-band kan man så også, for en gangs skyld, med rette kalde "levende legender". Det er allerede to år siden, at de aldrende herrer kunne fejre 50-årsjubilæum som band, så veteraner kan de også stemples som. "Rullestolene" kalder andre dem galgenhumoristisk.

Historien strækker sig under alle omstændigheder helt tilbage til 60'erne, hvor Mick Jagger og Keith Richards mødtes om en fælles interesse for den amerikanske blues. I samme årti konkurrerede deres band The Rolling Stones med The Beatles om hitlisteplaceringerne. Beatles var muligvis de største, men de var også de mest tilpassede og velfriserede, og deres musik tog afsæt i Merseybeat-poppen, snarere end i den sorte blues.

Beatles er som bekendt længe hedengangne, men Rolling Stones fortsætter ufortrødent, og de har gennemlevet flere dødsfald, skilsmisser, bandmedlemmers exit og ikke mindst et heftigt forbrug af hårde stoffer og alkohol, som der står på deres turne-t-shirts denne gang. Både Jagger og Richards fyldte 70 i fjor, og trommeslager Charlie Watts er såmænd 73 år gammel, mens den yngste Rullesten, Ronnie Wood, er 67. Så ja, alle vittighederne om plejehjem, kørestole, etc., er egentlig berettigede. Stones insisterer fortsat på at spille rock'n'roll-hittene fra 60'erne og 70'erne, som var de ikke blevet ét år ældre siden.

Det sagt, så var Rullestenene faktisk et overraskende vitalt bekendtskab, da de gæstede Danmark sidst, henholdsvis i Horsens 2006 og i Parken i 2007. Men mens det evigt unge egern Mick Jagger stadig ikke har ét gram fedt på kroppen og stadig ræser rundt på scenen (Iggy Pop må være en af de eneste jævnaldrende fysisk evnende konkurrenter, der har gennemlevet et lignende heroinmisbrug), så har det lille årti tæret mere på især Keith Richards. Han har fået en ordentlig dunk at bære rundt på, og han lød desuden til at være særligt mærket af gigten i fingrene under Stones' over ni kvarter lange koncert på deres egen gamle Canopy-scene.

Hver sin karakter

Ligesom dengang i Horsens skulle Stones også lige ryste rusten af sig i de første numre, og mens de gjorde det på en egentlig tiltalende febrilsk vis, så hakkede 'Jumpin' Jack Flash' og 'It's Only Rock 'n' Roll (But I Like It)' lige vel skødesløst af sted i starten. Men der var på flere måder også snarere tale om et rockshow af den storproducerede slags, end en stringent spillet koncert. Det blev ikke blot understreget af det gigantiske videolærred, der erstattede bagtæppet og vekslede mellem arkivbilleder fra "dengang" plus mere tidssvarende og alligevel kitschet 3D-grafik, men også af fyrværkeriet, der eksploderede bagved Orange-scenen undervejs, eller "helvede" på scenen under 'Sympathy for the Devil'.

Men det var selvfølgelig først og fremmest musikken og musikerne, de fleste (forhåbentlig) var kommet for at opleve. Og hér var det slående, hvordan hvert bandmedlem nu er en karakter i sig selv; Mick Jagger som imponerende indpisker, der "talte dansk" (dvs. læste op fra en formentlig fonetisk tilpasset teleprompter) til publikum; Richards, det tilbagelænede og formentlig berusede anker, som mest hang ud bagest på scenen sammen med Charlie Watts, hvis unikke jazzede trommespil ikke syntes mærket af alderen, og så festklovnen Ronnie Wood, der fes rundt og lavede stumfilmsfagter og -grimasser, når han fik spotlys. Hyrebassisten gennem mange år, Darryl Jones, passede bare sit arbejde.

Rigeligt på rutinen

Og sådan trillede Rullestenene lettere ujævnt af sted, inklusive Keith Richards' obligatoriske to numre på vokal, uden Jagger på scenen. Lad det bare være skrevet, at 'You Got the Silver' fungerede noget bedre end 'Can't Be Seen'. Men højdepunkterne var der dog, og de faldt især, når den gyngende rockrecept blev afbrudt til fordel for en ballade som 'Wild Horses' eller i de mere bluesede stunder, hvor en kvarterlang version af 'Midnight Rambler' med det tidligere medlem Mick Taylor på gæsteguitar, viste, at Rolling Stones stadig kan jamme, når de frivilligt bevæger sig en smule der ud, hvor de måske ikke helt kan bunde. Det samme gjaldt i øvrigt andre nyere og skæve indslag som 'She's So Cold' (stemt ind på sætlisten af fansene) og ildevarslende 'Out of Control'.

Ellers blev der spillet rigeligt på rutinen, hvilket vel også dårligt kan undgås med sange, som man har fremført 1.000 eller flere gange før. Men det var synd for 'Honky Tonk Women', 'Start Me Up' og 'Sympathy for the Devil', at de måtte lide under, at Stones spillede med halv kraft, måske fordi de vidste, at de 80.000 publikummers fællesskrål og fest alligevel druknede musikken. Om det så var derfor eller på grund af alderen, skal være usagt. Men alderen har formentlig spillet ind, for Stones rejste sig til dåd mod den forudsigelige afslutning, dels i form af en ellers noget langtrukken 'Gimme Shelter' med indlagt showoff-passage til en af korsangerinderne, 'Brown Sugar' og '(I Can't Get No) Satisfaction' med en lidt malplaceret 'You Can't Always Get What You Want' sandwichet ind og tilsat stort sangkor på scenefløjene.

Det var en blandet fornøjelse, og Rolling Stones' første koncert på Orange understregede endnu engang, at man ikke er sikret store oplevelser, bare fordi man booker de allerstørste rockbands til at spille på Danmarks største festivals største scene. Ligegyldigt om det er Stones, Springsteen eller Metallica, der spiller op. Hvor banalt det end lyder, så kommer de uforglemmelige koncerter oftest uventet – man kan ikke købe sig til dem eller gentage dem ved at booke et navn, der tidligere har skabt magi. Og selvom alderen trykker, så lignede Rolling Stones nu stadig et slæng, der har tænkt sig at spille, til et af nøglemedlemmerne falder om. Respekt for det. Også selvom den eventuelt næste koncert på dansk grund næppe bliver bedre ...