Møl med symfonisk storhedsvanvid
‘The Moth’ er Devin Townsend uden sikkerhedsnet: Bombastisk, rørende, latterlig og måske det tætteste, han kommer på sit livsværk.
War Beyond Words
The Moth
Ode to My Eye
Enter the City
Covered By Causes
Lexin
Runaways
A Proxy for God
The Mothers
Orion
Stay There
Home At Night
Intermission
Lexin Returns
The Clergy
Prepare For War
The Big Snit
Silver Princess
A Life In Review
Metamorphosis
Stained Hearts
Let Go
We Don’t Deserve Dogs
Det har taget næsten et årti. Siden Devin Townsend første gang luftede idéen om ‘The Moth’ – en symfonisk rockopera om, ja, peniser og vaginaer, men siden hen vinklet om til en fortælling om liv, død, køn og eksistentiel selvlede – har projektet levet som en slags mytologisk størrelse blandt fans. Noget, der lød for ambitiøst selv efter Townsends standarder. Naturligvis er resultatet derfor præcis så overdrevet, storladent og skamløst cheesy, som man kunne frygte. Eller håbe på.
For ‘The Moth’ er ikke bare endnu en Devin-plade. Det er Devin Townsend uden sikkerhedsnet.
Hvor forgængeren ‘PowerNerd’ virkede relativt ligefrem, er ‘The Moth’ det komplette modsvar: 24 numre, et symfoniorkester, gæstemusikere i hobetal og en struktur, der skylder mere til musical og klassiske symfonier end til metal. Det her er ikke et metalalbum med symfoniske elementer. Det er en symfoni med metalelementer.
Og dét er vigtigt at forstå, før man trykker play.
Hvis dit forhold til Townsend primært bygger på Strapping Young Lads industrielle vold eller de mere afdæmpede, country-agtige sider af Casualties of Cool, kan ‘The Moth’ meget vel føles som en alt for lang tur i prog-metal-musicalens mest flamboyante afkroge. Men for dem, der elsker den canadiske excentrikers maksimalisme, er det her tæt på et festmåltid.
Albummet føles som kulminationen på alt det, Townsend har kredset om i tre årtier: den monumentale wall of sound-produktion, de absurde stemningsskift, de næsten Disney-agtige følelsesudbrud og den evige balance mellem kaos og forløsning. Hvis ‘Empath’ samlede trådene fra hans karriere, så forsøger The Moth at spænde endnu videre og væve helheden sammen til ét gigantisk livsværk.
Det lykkes langt hen ad vejen.
Efter en lettere famlende åbning folder albummet for alvor vingerne ud med ‘Enter the City’ og især ‘Covered by Causes’, hvor Townsend og Anneke van Giersbergen leverer nogle af pladens smukkeste vokalharmonier hen over afdæmpede strygere og akustisk elegance. Senere viser singlerne ‘Prepare For War’ og ‘The Big Snit’ tænder med metallisk pondus og præcis den teatralske patos, Townsend stadig er en mester i at gøre mærkværdigt rørende.
Produktionen fortjener i sig selv ord med på vejen. Townsend har tidligere fået kritik for at drukne sine ideer i egen mur af lyd, men her rammer han balancen imponerende præcist. Orkester, kor, guitarer og synths smelter sammen i en massiv, men overraskende luftig helhed. Hvis nogensinde en plade har været skabt til overdreven hi-fi-entusiasme og Atmos-anlæg, metal eller ej, så er det den her.
Men ‘The Moth’ er også et album, der i perioder forveksler ambition med nødvendighed.
Nogle af de mange intermezzi føles mere som bindevæv end som egentlige kompositioner og virker retningsløse uden at tjene noget formål i sig selv, hvor bl.a. den fem minutter lange ‘Intermission’ tester tålmodigheden. Værst står det dog til på ‘Orion’, der lyder som om nogen har hældt trompeter, hanegal, powerriffing, skønsang og pruttelyde i samme gryde og glemt at smage til. Selv for Devin Townsend virker det momentant som for meget af det gode.
Heldigvis er det undtagelsen.
For når ‘The Moth’ rammer, rammer den med en følelsesmæssig tyngde, som kun ganske få kunstnere tør være bekendt. Albummets egentlige finale, ‘Stained Heart’ med det sigende refræn “A stained heart is a strong start” er en rørende Anneke-duet og et ditto rørende punktum på et værk, der i bund og grund handler om at lære at leve med sit eget rod. Om at acceptere sine fejl, sin uro og sin ballast gennem livet.
Det lyder næsten kvalmende højstemt på papir. Men Devin Townsend slipper af sted med det, fordi han altid har været kompromisløst oprigtig i sit storhedsvanvid, og også sætter det på en spids med et skævt humoristiske greb på vejen.
‘The Moth’ er kaotisk, ujævn og på tidspunkter direkte latterlig. Det sidste er så også en del af charmen, men samtidig er dette nogen-og-tredivte album i Devins karriere også storslået, dybt personligt og sandsynligvis det tætteste, han kommer på sit magnum opus.
Du kan tænke det som en musical – spækket med spektakulære scener, episke armbevægelser, dramaturgi i højsædet og en vis grad af cheese. Kendetegn som taget ud af Devins musikalske håndbog, og således et perfekt match. Hvis du elsker disse elementer i hans musik og kan tåle lidt cheese, så er der masser at elske ved ‘The Moth’.