Copenhell 27: Præst og tro på Helvede!
PopulærJudas Priest, Faith No More, Watain og Lynyrd Skynyrd er blandt de første navne til Copenhell 2027. Læs om alle de 28 første navne til plakaten her!
Der er stadig otte måneder til endnu et helvedes brag på Refshaleøen, men det skal ikke holde Live Nation tilbage fra allerede nu at kunne sætte navn på en god sjat af de navne, der venter os til næste sommer.
Vi har som altid sat ord på dem alle, så du kan få en god idé om, hvad der måtte påkalde sig din opmærksomhed, når Copenhell for 16. gang kalder til samling d. 23. juni 2027!
FAITH NO MORE
En drøm, har Copenhells chefbooker Jeppe Nissen for år tilbage udtalt om at få Faith No More på programmet. Til sommer går den i opfyldelse, når det ikoniske band fra Californien i 2027 igen tager på turné for første gang siden 2016!
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs metaldikator her
JUDAS PRIEST
Final World Tour stod der under Judas Priests navn på plakaten til Copenhell, da de britiske giganter headlinede festivalen i 2011. Men som så mange andre store navne kunne Judas Priest ikke overholde planerne om at gå på pension. Og heldigvis for det. I en alder af 75 år er Rob Halford stadig på toppen, og de seneste danske shows i Royal Arena i 2024 og på Copenhell i 2022 var ganske solide. Og mon ikke gensynet til sommer også bliver en stærk omgang, når et af musikhistoriens mest indflydelsesrige heavy metal-bands for tredje gang står øverst på Copenhells plakat.
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs Metaldikator her
Læs Synderegistret her
PIERCE THE VEIL
Pop screamo. Post-hardcore. Progressiv rock. Kært barn har mange genremærkater klistret i panden, og det giver mening. Hvor finder man ellers store, lyst sungne omkvæd, funky popbeats, punkede riffs, skregne vokaler og … en orgel-solo. Det hele lyder måske lidt af midwest emo, men Pierce the Veil er nu fra San Diego, og midwest emo er blot en af mange genrer, som Pierce the Veil ikke helt passer ind i. Du er nok bare nødt til at dukke op til sommer og selv lytte, især hvis du godt kan lide reddi amerikanske melodier.
LYNYRD SKYNYRD
‘Free Bird’, mand! ‘Sweet Home Alabama’, ‘Tuesday’s Gone’ og alskens andre sydstatshymner fra dengang karsen var knæhøj, og der var tid til at lade guitaren tale sit eget sprog. Med en arv, der strækker sig over mere end 50 år, ærer det nuværende line-up – anført af Johnny Van Zant og Rickey Medlocke – de oprindelige pionerer som Ronnie Van Zant og Gary Rossington.
Find cowboyhatten frem, grib dig en kølig og drøm dig tilbage til en anden tid, helt uden wall of deaths og blastbeats, bare for en stund. Forandring fryder, så træk lige vejret dybt for en gangs skyld og nyd den fede sydstatsrock fra dengang far var ung.
Læs alt om bandet her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Amon Amarth
Så skal vi igen ned og ro!
Amon Amarth vender tilbage til Copenhell for fjerde gang!
I PREVAIL
Har du måske indspillet en Taylor Swift-coversang, der er gået platin i USA? Nej, vel? Nå, men det har I Prevail, og de har også lavet en masse andre metalcore/poppunk/hardrock/numetal/trap/elektronisk musik-agtige sange.
Forvent hoodies og manbuns. Det første er selvfølgelig nemmere at arbejde med end det sidste, men det hele glider ned med et godt omkvæd til sommer.
MOTIONLESS IN WHITE
Motionless in White har mere end to årtier på den læderbukseklædte bag, hvor de har finslebet deres vampyrhjørnetænder og deres stort anlagte gotiske metalcore. Til sommer er det ti år siden, vi sidst så dem på Copenhell, og der var vi ikke udelt begejstrede, men hvem ved? Måske bevæger Chris Motionless og co. os til sommer!
Læs seneste koncertanmeldelse her
CLUTCH
Clutch er vel efterhånden tidens største, bagudskuende rockband. Karismatiske Neil Fallon og co. vender atter tilbage til Refshaleøen og spiller den støvede festivalplads op med deres bluesede og catchy sydstatsriffs. Det er fjerde gang disse garvede gutter fra Maryland spiller på Copenhell, og med en ny single ude har de nok endnu et nyt album med i tasken til sommer samt en masse hits, de kan forkæle os med.
Clutch kommer ikke for at revolutionere hverken sig selv eller musikken. Clutch er derimod metallens svar på et velsmurt og velspillede høstgildeorkester. De er forudsigelige, men tager festen med.
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
KANONENFIEBER
Det tyske black-metal band Kanonfieber væltede os omkuld tilbage i 2021, da de udgav deres debutplade ‘Menschenmühle’. De tog livtag med 1. verdenskrig, hvor unge mænd blev brugt som kanonføde i en frygtelig krig, der bogstavelig talt ikke rigtig flyttede nogle landegrænser, men i stedet bare blev en “menneskemølle”, der kværnede unge mennesker og landes økonomier i en sådan grad, at verden blev kastet ud i en endnu værre konflikt kun få årtier senere.
Den fortælling gjorde Kanonenfieber så godt, at vi siden har fulgt dem, når de har givet koncert i Danmark, og de er vokset, siden de spillede på de små spillesteder med kapacitet til 100 mennesker, til nu at give koncert i Pumpehuset og Amager Bio. De fulgte debutpladen op med den ligeledes virkeligt gode ‘Die Urkatastrophe’, der som forgængeren fokuserer på “Den store krig”, som man kaldte den dengang.
Nu kommer de så til Copenhell. Med den formkurve, vi har set bandet tage på såvel plade som live, så kan det næsten kun blive en kæmpe succes, når de buldrer afsted med sandsække, pigtråd og uniformer fra 1918. Spørgsmålet er bare, om et af festivalens mørkeste slag skal stå på Pandæmonium eller Hades. Det bliver nok førstnævnte, så mød op i god tid, for det er ikke en koncert, du har lyst til at misse eller skulle nøjes med at se på lang afstand.
Op foran, ned i skyttegraven!
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
ORBIT CULTURE
Sverige har mange stolte traditioner inden for metal, men Orbit Culture er et af de bands, der også bringer håb til den næste generation. Eksjö-svenskerne kombinerer den tekniske præcision fra djent og groove metal med tyngden fra den klassiske melodød, og resultatet er både brutalt og fængende.
Efter store turnéer med giganter som In Flames, Machine Head og Slipknot har de allerede lagt sig lunt i selen som et af de navne, der kunne bryde igennem til de bredere masser i de kommende år. Med friske numre i bagagen fra sidste års ‘Death Above Life’ kunne de snildt ende ud med at forvandle Refshalen til en massiv væg af energi næste sommer!
STATIC-X
Static-X fandt succes med deres industrielle take på numetal omkring årtusindskiftet, blandt andet med singler som ‘Push It’ og ‘I’m With Stupid'. Forsangeren og kernemedlemmet Wayne Static døde dog på tragisk vis som blot 48-årig i 2014, men fire år senere gendannede de originale medlemmer Tony Campos, Koichi Fukuda og Ken Jay bandet sammen med en ukendt sanger, som under navnet Xer0 og med robotmaske og højt ledningehår hylder Wayne Statics ikoniske frisure og look.
Bandet måtte i foråret aflyse alle koncerter på grund af helbredsproblemer, men i 2027 er de altså tilbage og at finde på Refshaleøen.
Læs alt om bandet her
Læs seneste pladeanmeldelse her
BRUTUS
Belgiske Brutus imponerede os med Unison Life i 2022, men bandet var endnu mere betagende, da de i 2023 spillede på Copenhell første gang. Brutus bevæger sig i feltet mellem post-hardcore og alt-rock, hvor der er plads til store følelser og hooks, som bliver leveret med kant og nerve.
Lige nu står der “Writing new music” på deres Instagram-profil. Lad os håbe, at de når at blive færdige til sommer.
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs seneste interview her
WATAIN
Siden dannelsen i 1998 har Watain slået deres navn hårdt fast som et af Sveriges førende black metal-bands. Efter tre årtier indstiller Watain i september 2028 karrieren, så koncerten på Copenhell til sommer bliver formentlig Watains sidste festivalshow på dansk jord.
Senest Watain gæstede Copenhell var i 2014, hvor frontmand Erik Danielsson smed en tændt fakkel ned i hovederne på publikum. I Amager Bio i 2022 kastede han svineblod ud over gæsterne, der stank så voldsomt af svinestald, at Amager Bio i dagene efter måtte hyre et rengøringsfirma ind til at fjerne den modbydelige lugt, der havde klæbet sig fast i salen.
Forvent ægte satanisk black metal, når Watain brænder Copenhell ned til grunden!
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs Metaldikator her
GWAR
Meningerne var delte blandt gæsterne, da Gwar lørdag aften lukkede Copenhell i 2011. Også her på redaktionen, hvor nogle fandt showet med det bizarre thrash-band underholdende, mens Anders Molin, der anmeldte, fandt det så hjernedødt, at han kvitterede med den totale bundkarakter 0 firkanter.
Godt eller skidt, så skulle koncerten vise sig at blive historisk, da showet blev det sidste på dansk grund med frontmand David Brockie, der i en alder af blot 50 år i 2014 omkom af en overdosis heroin.
Brockie havde siden dannelsen i 1984 ført an som karakteren Oderus Urungus i Gwars sci-fi-univers. Men Gwar kom videre, og når de til sommer igen gæster Refshaleøen efter seksten års fravær, så er det stadig i de vilde kostumer og med massevis af blod og slim klar i kulissen til at blive smidt i hovedet på de forreste rækker. Plat eller perfekt på programmet? Bedøm selv og vær forberedt på sangtitler som ‘I'm in Löve (With a Deåd Dog)’ og klassikeren ‘Hail, Genocide!’
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
FU MANCHU
Gennem fire årtier har Fu Manchu været blandt amerikansk stoner-rocks fanebærere. Det er blot to år siden, at vi sidst så dem på Copenhell, hvor de spillede en solid koncert. Så fyr op for piben, når vi igen skal se Fu Manchu på Refshaleøen ... og nyd især deres suveræne cover af Blue Öyster Cults ‘Godzilla’.
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
HUMANITY’S LAST BREATH
Endelig på Copenhell!
Svenskerne har gennem årene arbejdet sig frem mod et udtryk, hvor strengene knap nok længere lyder som guitarer, men snarere som noget stort, mekanisk og tungt, der sprænger alt udefrakommende. Deathcore er den nemme genrebetegnelse, “moderne ekstremmetal” måske mere rammende, for deathcore, djent, doom og såkaldt thall flyder sammen til én stor, aggressiv masse.
Bag projektet står i høj grad Buster Odeholm, der også har sine fingre i blandt andet Vildhjarta og Thrown og samtidig har markeret sig som en af den moderne metals mest karakteristiske producere. Det kan høres.
På Devilution oplevede vi dem på et udsolgt Stengade i 2023, hvor ordene blandt andet var tungt, ondt og atmosfærisk. En ganske brugbar deklaration.
Du er næppe klar til det overfald, du skal opleve på Refshaleøen til sommer, så forsøg at forberede dig!
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
ANGEL DU$T
Angel Du$t inkluderede oprindeligt medlemmer af Turnstile og Trapped Under Ice, men nu er det kun forsanger Justice Tripp, der er tilbage af bandets oprindelige medlemmer. Med deres seneste album, ‘COLD 2 THE TOUCH’, fulgte to nye bandmedlemmer, men stilen er stadig den samme; punkrock med opfindsomme lån fra surfrock og andre melodiske afkroge, der passer fint ind en sommeraften.
HAYWIRE
Boston og hardcore har kendt hinanden længe, og Haywire er blandt dem, der lige nu sørger for, at forholdet fortsætter med at være både højlydt og voldsomt.
Debuten ‘Conditioned for Demolition’ fra 2024 placerede dem solidt i en tradition af hardcore, punk og Oi!, hvor numrene er korte, omkvædene store, og et fælleskor helst skal lyde som et rowdy crowd på Copenhell, der råber med. Knyttede næver, breakdowns og en melodisk sans gør Haywire til mere end blot endnu et navn fra den store amerikanske hardcoreundergrund.
Det er med andre ord et band med både momentum og potentiale, der rammer Copenhell til sommer. Og hvis energien fra pladerne bliver overført bare nogenlunde direkte til Refshaleøen, skal der næppe gå mange minutter, før folk foran scenen begynder at flytte sig temmelig hurtigt rundt.
PINTGLASS
Hvis du tænker, at et bandnavn som Pintglass lyder, som om bandet er en flok dumme, britiske hardcorebøller, der synger om bajere og let antisocial adfærd, så har du sådan set ret. Det er pissedumt, men jo altså ikke dummere end dem, der maler St. George’s Cross på rundkørsler og hænger engelske flag op i lygtepælene. Geezers do need excitement, og i det mindste har disse frontallapsudsfordrede unge mænd fundet en sjov måde at tjene op til deres ASBO-tilhold på.
For fans of: Bajere, high-vis-veste og sjov slåsselade.
COILGUNS
Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med schweiziske Coilguns, så står det altså for egen regning … men det kan du i det mindste nu få rettet op på, for det er tid godt givet ud!
Oprindeligt opstod de med rødder i tyske The Ocean og har siden 2011 udgivet et utal af EPer, splits og albums på guitaristens eget label, Hummus Records, altid med DIY-ånden stærkt under huden. Et sted i krydsfeltet mellem noise rock og post-hardcore, med mange af udgivelserne indspillet live i studiet, ufiltreret og råt, lige som den slags skal skæres.
Støvet vil bestemt rejse sig over Refshalen, når Coilguns kalder til samling!
KING YOSEF
Enmands-bandet King Yosef, som er lig med Tayves Yosef Pelletier, har formodentlig taget nogle turnébandkammerater med sig, når bandets industrielle hardcore rammer ulven lige i face til sommer. Tænk unheimliche, elektroniske atmosfærer, metallisk klingende slagtøj, tunge breakdowns og et stemningsbarometer på røvdårligt humør. Seneste plade, sidste års ‘Spire of Fear’, er optaget og mikset af Converges Kurt Ballou, og den lyder lyder godt på den onde måde. Og King Yosef har turneret med blandt andre Pertubator, Author & Punisher og HEALTH. Det bør borge for kvaliteten.
Vi håber på smadder og et sent koncerttidspunkt på Gehenna.
ONDT BLOD
Du ser måske bandnavnet og tænker, at vi er ude i endnu en omgang atmo-black, men ved gud nej! Tænk snarere i retning af skrål-along vibes af den pop-punkede skole, men trods alt ikke mere catchy end, at de også kan skrige igennem og skrue bissen på, når vreden over systemet går dem mest på klingen.
Det er blot en måned siden, at deres seneste udspil ‘Bauta’ udkom efter otte års stilhed fra Kirkenes-punkerne, og gnisten lever videre, omend med lidt mere at det melodiske modspil end tidligere – hør ‘FinnmarKING’ ovenfor og døm selv, om du trænger til det der skud ondt blod til sommer!
FERAL NATURE
Feral Natures sanger Selma Bahner gæstede John Cxnnor under deres seneste brag i Pumpehuset, og minsandten om hun ikke også agerede afløser for Victor Kaas under EYES’ koncert til Support Our Scene, så vi er ikke ubekendte med hendes vokals kvaliteter herhjemme. Det er bestemt også på tide, at det norske hardcore-band får lov at indtage en stor dansk scene.
I øvrigt gæster Konvents Rikke List nummeret ‘Oath’ på bandets seneste EP, ‘Cradle of Twigs & Bone’ (med vokalproduktion af St. Digues Kasper Deichmann), så måske er der lagt i ovnen til en fællesnordisk oplevelse på Copenhell 27?
TEAR DUNGEON
“Tear Dungeon is here to tear a hole in the sun and probably your ass”, lyder det nok så smagfuldt fra texanernes Bandcamp-side. Ingen bløde kanter her - med gimp-masker og teaterblod er vi ude i en omgang punk helt ude på hærgens overdrev. Attituden melder hardcore-brøl med tons af energi og distortion til at holde pitten i omdrejninger.
Deres anden plade ‘Squirm’ udkom her i fredags, så hør selv og døm – Tear Dungeon ligger i hvert fald lunt i svinget til Boneyard-scenens skralde-æstetik, men mon ikke moshen også får ben at løbe på i skoven til den tid?
BAD BREEDING
Kan du lide din punk krads og politisk, som skåret efter den anarcho-hærgede skole, så er Bad Breeding lige bookingen til dig. Fem albums er det blevet til siden den selvbetitlede debut i 2016, og opgøret med kapitalismen og de neoliberale, for ej at forglemme verdens kontinuerlige forfald, er emner, der ligger dem nært, både lyrisk og i den intense vrede, der gennemsyrer alt det, briterne står for.
Uanset om der står sol og glade dage over Refshaleøen, så skal Bad Breeding nok gøre sit til at minde os om, at der er andet og mere i verden end blot at se igennem fingre og vende den anden kind til – de har noget på hjerte, og det vil vi bestemt få at føle, når Copenhell kalder!
BABE HAVEN
Sangtitler som ‘Suck It Up’, ‘Uppercut’ og ‘Die (and Rot)’ siger lidt om, hvad Babe Haven er for en størrelse. Lillie Della Penna og Naomi Poesel spiller queer punk med sange om at gøre op med normerne, med riot grrrl-attituden udenpå tøjet som en vigtig spiller i den metalliske ende af punk-scenen.
Med to albums i ryggen, den seneste værende 2024s ‘Nuisance’, er Babe Haven allerede kommet solidt ud over rampen på den anden side af Atlanten og har opbygget et stærkt live-omdømme, så Copenhell-folket har noget at se frem til her, med budskaber om inklusion og modstand i højsædet – og vil du have en forsmag på herlighederne, så kan North Carolina-duoen faktisk allerede opleves her fredag d. 16. oktober på BETA!
The Barbarians of California
Gør klar til mosh og cirkelspark, når amerikanske The Barbarians of California kommer til Copenhell med en potent blanding af metalcore og hardcore punk!
Ladrones
Hele vejen fra Guadalajara i Mexico kommer Ladrones til Refshaleøen til sommer med en blanding af metal, hiphop og lokal mexicansk folkemusik i carry-on-tasken. Forvent skarpe, rytmisk interessante riffs, akustisk nistrengs-guitar og mexicansk klingende melodier. Den her er for de eventyrlystne, men vi spår, at det kan blive både interessant og underholdende.
