Metaldiktator: Judas Priest – 'Stained Class'
Populær
I 1978, på tærsklen til NWOBHM'ens gennembrud, var Judas Priest allerede et hestehoved foran alle andre og lagde endnu en grundsten i metalkatedralen. 'Stained Class' er på mange måder deres allerbedste plade og skulle den føre til selvmord, så er det såmænd nok dét værd.
2. White Heat, Red Hot
3. Better by You, Better than Me
4. Stained Class
5. Invader
6. Saints in Hell
7. Savage
8. Beyond the Realms of Death
9. Heroes End
Judas Priest er på mange måder et mindst lige så vigtigt band i metallens historie som deres med-Birminghamsters (det må det jo hedde), Black Sabbath, og det er ikke kun på grund af lædertøjet og nitterne. Bevares, Iommi og co. var tidligere ude og lagde fundamentet for metalgenren, hvilket de stadig – fuldt fortjent – høster æren for, men Priest er mindst ligeså essentielle i forhold til at definere genrens lyd og indhold.
Priest kommer først på banen et par år senere og selvom de laver mesterlige plader, så har de dels mere tydelige inspirationer, dels er der på mange måder flere udstikkere og tilløb, end der er helstøbte metalplader. Nu ved jeg godt at der er lagt i kakkelovnen til et større flammehav i kommentarsporet, for er 'Sad Wings of Destiny' og 'Sin After Sin' da ikke udødelige mesterværker? Er de ikke det ypperste, bandet nogensinde har præsteret? Er de ikke ikoniske eksempler på helt igennem tungt og skarptslebent Metal?!
Svaret er nej. Eller rettere, svaret er, at de første plader da bestemt er forrygende, men det er først med 'Stained Class'. at Priest virkelig får spændt læderharnisket og lavet et genredefinerende mesterværk.
For hvis Sabbath tidligere lagde metalfundamentet med deres seks første plader, så placerer præsten nu den bærende søjle i metallens katedral med 'Stained Class'. En plade, der ikke bare revitaliserer heavy metal-genren men også rager tårnhøjt over hele NWOBHM-fænomenet, baner vejen for de mere ekstreme subgenrer og i det hele taget bare er kulminationen på halvfjerdsernes metalpotentiale.
Sikke en plade! Fra de første medrivende toner af 'Exciter' og lige til 'Heroes End' klinger ud ved man bare, at her er metallens bankende, skrigende hjerte fandeme. Glem alt om Sabbath, glem alt om alle andre – ja, glem i det hele taget alt, bortset fra 'Stained Class'. Så længe vi har den, så ville vi stadig have fået firsernes heavy metal, speed metal, thrash metal og så videre, og så videre.
Åbningsnummeret, klassikeren, 'Exciter' bliver ofte fremhævet som essentiel for den mere speedede thrashs fødsel (ingen kan vel for eksempel rigtigt forestille sig at Slayer har deres inspiration andre steder fra?). På samme måde er det svært at forestille sig ét nummer, der indkapsler alle metallens elementer og stemninger lige så perfekt som 'Beyond the Realms of Death'. Det er da også de to man altid hører på opsamlinger og deslige, men det er i grunden mærkeligt, for titelnummeret og 'Saints in Hell' fortjener mindst lige så stor hæder og det gør langt størstedelen af numrene faktisk. For pladens sange holder alle et tårnhøjt niveau med masser af energi og opfindsomhed - også uden at der er tale om numre, der for så vidt er svært tilgængelige for en garvet metallytter. Nuvel, man kan måske hævde at 'Invader' og 'Savage' ikke er udødelige klassikere i Priests repertoire og det er da nok også sandt at de blegner lidt i forhold til bandets bedste sange, set over hele karrieren. Omvendt er det svært at forestille sig at de ikke ville være blandt de allerbedste numre på snart sagt alle samtidige metalplader.
Historien betyder selvfølgelig noget, men det er faktisk ikke af historiske årsager, man skal høre 'Stained Class'. Man skal høre den for metallen! Og for at høre hvorfor Priest er og bliver det vigtigste metalband. Det er muligt at Iommi er kongen, der svinger SG-sceptret majestætisk over metallens rige, men (ypperste)Præsten har som bekendt en magt, der rækker udover det verdslige og op (eller måske rettere ned) i selve metalparadiset - og her er 'Stained Class' altså pladen, der for alvor slår portene op på vid gab. Ja, faktisk rækker den så langt udover den triste og grå verden, vi lever i, at den angiveligt fik et par ungersvende til at skyde sig engang i midtfirserne. Reelt er der dog langt større grund til at begå selvmord over ikke at høre pladen.
Det er nemlig en plade, der på én gang er tidsløs, definerer store dele af firsernes metallyd, men samtidig også er meget en halvfjerdserplade med masser af det "spræl", der hører halvfjerdsermetallen til. Det hører man ikke mindst i rytmesektionen, der (endnu) ikke er forvist til at være en slags udvidet metronom for guitaristernes lir, men også i numrenes sammensætning og arrangement. Man hører det på godt og ondt også i produktionen, der, selvom den på den positive side er klar og tydelig, endnu ikke helt har det punch, man senere kommer til at forbinde med Priest. Hvis pladen havde været produceret som fx 'British Steel', så er der ingen tvivl om at den ville være blevet langt mere anerkendt og sikkert også haft større kommerciel gennemslagskraft.
Lidt spekulativt kan man vel sige, at succesen med comeback-albummet 'Painkiller' måske viser den status 'Stained Class' kunne have haft, med en anden produktion. De to albums er i øvrigt også de eneste, hvor Priest går all-out heavy metal hele pladen igennem. En anden parallel er at begge plader starter med et epos om metal-frelseren, der stiger ned i blandt os og kaster sin metalliske stråleglans over en syndig verden. Dét, og så at der ikke er noget "good time heavy metal rock" på nogle af pladerne; det er små metalfabler om syndefald, død, frustration, fortvivlelse og vrede, med metallen som det eneste, frelsende lyspunkt. Begge plader fortjener også en høj stjerne hos alle rettroende metalfans (selvom man måske nok har hørt begge pladers åbningsnumre lidt rigeligt).
Som det gik, blev 'Stained Class' ikke en kæmpe succes, men nærmere en underlig blanding af en milepæl og en parentes, både i Priests karierre og videre udvikling og i metalpublikummets bevidsthed. Priest slog som bekendt ind på en mere direkte, rocket og hårdtpumpende vej med de næste plader, hvilket gav dem deres kommercielle gennembrud og velfortjente ikonstatus. På den måde kan man sige at 'Stained Class' blev afslutningen på deres mere eksperimenterende halvfjerdserstil, men samtidig må man også sige, at de fedeste sange på alle deres senere plader altid er de sange, der trækker mest direkte på de stemninger, den riffstil og de kompositionsteknikker, de perfektionerede på 'Stained Class'. Ingen ved deres fulde fem ville foretrække 'Living After Midnigt' fremfor 'The Sentinel' og det er nok fordi den sidste faktisk tåler sammenligning med 'Stained Class', imens den første "bare" er et rockhit, som tilfældigvis er skrevet af Judas Priest.
I bredere forstand må man nok sige at pladen mere nyder status som indflydelsesrig kultklassiker, end som egentligt anerkendt mesterværk - selvom den da oftest er begyndt at få en mere retfærdig topplacering, når Priests bagkatalog skal rangeres. Det er 100% fortjent at den kommer til ære og værdighed, for det er den bedste Judas Priest plade, der på én gang viser dem på toppen af deres musikalske og kreative formåen, viser hvorfor de er så uomgængelige i metallens historie og ganske enkelt bare er proppet med formidable metalsange fra ende til anden.