NMF 25: Nordlys over Næstved
Aurora rører atter på sig, og leverede en glimrende opvisning i, hvor vi har dem i 2025 efter tyve års pause fra scenekanten.
Aurora Borealis
Story of My Life
Ever Since
Lost
Parallel Universe
Black Tears
… eller, det vil sige: det første gendannelsesshow var jo egentlig på RUST tilbage i maj, men selvom jeg var nok så fysisk til stede, så hjalp det nok ikke at være landet samme morgen efter fem ugers backpacking på den anden side af kloden og være så ivrig over gensynets glæde, at jeg endte med at drikke mig så lam, så jeg dårligt husker koncerten. Nuvel, når jeg nu vidste, at chancen ventede igen på Næstved Metalfest, så er skaden heller ikke værre end som så, og det er derfor med en markant lavere promille, at jeg træder ind på den indendørs scene Bastionen kl. 19:30, klar på at se, hvor Aurora vil føre os hen med deres nye numre.
Sidste år stillede jeg spørgsmålet, hvor Aurora blev af, og hvor de to guitarister Thomas Broberg og Allan Iversen opdaterede os om, at fire af de fem oprindelige medlemmer fra tiden omkring debutpladen ‘Eos’ (1998) altså havde fundet sammen igen og arbejdede på nyt materiale med deres nye sanger Kim Egebjerg Frandsen. Indtil videre er det kun en demoudgave af nummeret ‘Story of My Life’, der har set dagens lys – en mere ligefrem sag, der får lidt andre, mere vokalbårne sider frem i bandet, omend melankolien stadig lever tydeligt videre fra dengang - men i dag løftes tapetet for meget mere af, hvad sønderjyderne har i vente til os.
Ligesom til Saturnus tidligere på dagen er det vores kulturminister Jakob Engel-Schmidt, der præsenterer dem, og som tilsyneladende ligesom undertegnede har fulgt bandet lige siden førnævnte ‘Eos’. Hvad end man må mene om hans politiske virke, så er det nu dejligt at have en kulturminister med kærlighed til metallen, og ikke mindst til en så undervurderet størrelse som Aurora.
‘In Pain’ lyder titlen på åbningsnummeret, der lyder lige så dyster som titlen antyder, med lækre, melodiske forløb, som Frandsen så vrider og vrænger sig henover. En spændende introduktion, der fører os videre til en god, gammel kending i form af ‘Aurora Borealis’. En kompleks sag, som eksekveres knivskarpt med stramt samspil hele vejen rundt, hvor især Carsten Terps basforløb og melodiforløbene mellem de to guitarister Iversen og Broberg får alle nuancerne i spil. Selvom Frandsen er af en lidt anden skole, så gør han sin forgænger på vokalen glimrende efter, med lige tilpas snerrende bid, omend det til gengæld hurtigt bliver tydeligt, at han stadig har lidt at arbejde med som frontmand, når det kommer til at gemme sig bag mikrofonen. De korte snakke mellem numrene bliver også primært brugt på at sige skål, så lidt usikkerhed er der nok i spil, men det skal nu nok komme – i det mindste afspejler det sig ikke i vokalen, hvor han viser sig som et glimrende fit for de sønderjyske transcendentalmetallere.
Fem nye numre har de med til os i aften, og som det er, når man hører sange for allerførste gang, kan det kræve lidt, før de for alvor bundfælder sig. Den velkendte af dem, ‘Story of My Life’, bevæger os mere live, især i den sidste del, hvor tempoet stretches ned i tempo, effektivt udført, så man virkelig kan mærke hvor ferme de er til at leve sig ind i materialet. Umiddelbart er det dog ‘Lost’ midtvejs i sættet, der vinder stærkest i dag med mange lækre overgange, der virkelig flyder skarpt fra overgang til overgang, som et klart højdepunkt for koncerten, mens den efterfølgende ‘Parallel Universe’ stadig virker som et work in progress – men måske det blot kræver større fortrolighed med materialet.
Under alle omstændigheder er det tydeligt, at Aurora stadig har meget med sig fra dengang. Der er stadig en iboende mørke og melankoli, samt det drømmende aspekt, der nok knytter sig til den transcendental metal-betegnelse, de selv tillagde sig i tidernes morgen. Fortsat funderet i metallen, omend jeg også indimellem fornemmer en vis forkærlighed for The Cures mere dystre sider, og tempoet også tenderer til at ligge lidt tungere, hvilket giver mere luft til at demonstrere andre facetter af, hvor Aurora vil hen alle disse mange år senere. En udvikling, jeg ser meget frem til at følge – og efter denne koncert at dømme har de i hvert fald samspillet helt på det tørre.
Gendannelser har det med at resultere i en sløj gengivelse af fortidens bedrifter – det er bestemt ikke det indtryk Aurora efterlader os med, og selvom vi får to fortræffelige throwbacks til de nok så go’e, gamle dage med ‘Black Tears’ og ‘Aurora Borealis’, så er det skønt at se et band, der ikke blot knytter sig til fortiden, men også tror på deres nye materiale ... ved første lyt smager det i hvert fald af meget mere!