Doomede serenader med grå stænk
Paradise Lost demonstrerede, hvorfor de stadig er blandt genrens sværvægtere: Et opdateret sæt og en Holmes i hopla løftede VoxHall på rutinen alene.
Tragic Idol
True Belief
One Second
Once Solemn
Faith Divides Us - Death Unites Us
Pity the Sadness
Beneath Broken Earth
Nothing Sacred
Tyrants Serenade
Requiem
Mouth
Say Just Words
No Celebration
Ghosts
Silence Like the Grave
Selvom Aarhus kun er 3-4 timer væk, og det meste af min familie bor der, har jeg imponerende nok slet ikke været i fastlandets hovedstad i hele 2025. VoxHall har jeg nok samlet set besøgt 3-4 gange, siden det tog over for Huset tilbage i senhalvfemserne, og således er det lidt af en særlig bedrift, at jeg står her denne søndag aften.
Og så alligevel ikke, for efter at have fulgt dem i over 30 år, er antallet af Paradise Lost-koncerter på undertegnedes CV også så småt blevet tocifret, og så skal sådan en chance da heller ikke forpasses, selvom det er lidt længere væk, end jernhesten kan bære.
Allerførst får skotske Cwfen en halv time til at tune den udsolgte sal ind på aftenens doomede program. Et band, der på mange måder giver os alt det, man kunne forvente af et supportnavn til Paradise Lost. Gothet tristesse. Den sorte garderobe. Numre, der opfylder genrens præmisser, uden for alvor at gøre noget dybere indtryk, men i det mindste med en sanger med sans for det teatralske. Den sorte maske står malet over Agnes Alders øjne, som hun med store armbevægelser og tagen sig til hovedet vrider sig i skrig og deler sin melankolske skønsang direkte fra hjertekulen. Det er klart Alder, der løfter helheden med masser af sælgende personlighed, mens sangene lunter ret ubemærkelsesværdigt af sted som en knap så inspireret udgave af DOOL, men i det mindste gør de da sit til at sælge varen, med lidt tillærte danske gloser til lejligheden.
Et kvarter senere er alt på plads til, at Saturnus kan tage over. Et band, jeg ligesom hovednavnet har fulgt i årtier, hvor store huller der end har været imellem udgivelserne. Lige så lange som deres numre tenderer til at være, lige så få udgivelser er der at trække på – men det gør det da i det mindste nemmere at favne hele repertoiret til sådan et supportgig som i dag, hvor vi når at få ét nummer fra hver af deres fem fuldlængdere.
Har du set dem siden 2023's ‘The Storm Within’, er der ikke just nogen overraskelser at komme efter her. Titelnummeret får først sat hele Saturnus’ melodisk doomede værktøjskasse i scene. ‘Empty Handed’ hæver pulsen som det mere catchy indslag i sættet, før de næsten meditativt dvælende ‘Forest of Insomnia’ og ‘I Long’ sender tankerne på himmelflugt, inden den obligatoriske lukker ‘Christ Goodbye’ minder os om dengang, der også var lidt dødsmetal at spore i deres doomeskapader. Små skønhedsfejl som i, at vokalen gennemgående ikke stod så skarpt, og de luftige elementer i det hele taget blev en smule udvasket i lydbilledet, hører mere til småtingsafdelingen, mens det til gengæld var meget værdsat, at Mika Filborne (keys) joinede dem i aften som eneste gang på denne tour, mens han er optaget med sine studier – jeg forestiller mig i hvert fald ikke, at aftenens take på ‘I Long’ ville have nået samme højder med hans keys over backingtrack.
I modsætning til Saturnus har Halifax-doomsterne til gengæld et nyt album at promovere. Sidste års ‘Ascension’ bibeholdt Paradise Losts solide stilkurve det seneste årti, og det er da derfor også næppe overraskende, at sættet åbnes med ‘Serpent on the Cross’, åbningsnummeret og singlen derfra. En glimrende, fyrrig sag, hvor det hurtigt står klart, at hovednavnet er blevet tildelt klart bedre lydforhold end supporten. Guitarist Aaron Aedy storsmiler som altid med brede guitarstrokes, mens resten af bandet holder den mere alvorlige facade, og sådan kan du grundlæggende karakterisere enhver Paradise Lost-koncert udadtil. Altså, udover bufferen i front, Nick Holmes, der til tider kan være mere vittig end andre i sin udtrykte livslede, samt både kan have sine gode og dårlige dage med stemmen.
Hvor stærk han end lyder på bandets seneste plader, så er det dog ikke, fordi han rammer helt det samme snerrende bid fra start i fx ‘Serpent…’ eller den melankolske tristesse i ‘True Belief’ et par numre inde. Det hjælper dog på det, efterhånden som vi når halvvejs ind i sættet, hvor især ‘Pity the Sadness’ genopliver den mere kradse side af hans brøl, og en solid udgave af ‘Nothing Sacred’ fra deres senhalvfemser-Depeche Mode-fase rent faktisk bevæger mere i dag end dengang, alene p.g.a hvor bedre rundet en sanger Holmes er i 2026, når ellers det hele spiller.
Paradise Lost kan til gengæld, hvor meget jeg end holder af dem, være enormt forudsigelige, hvor jeg fx sidste år decideret måtte udvandre fra deres show på Brutal Assault af ren kedsomhed. Det er derfor lækkert på denne tour af se dem ryste posen lidt, hvor vi med blot få undtagelser får ét nummer fra samtlige af deres plader fra ‘Shades of God’ og frem. Så kan man jo stå hver især og savne mere fra ‘Icon’ eller ‘The Plague Within’ eller hvad pokker man nu måtte favorisere, men med det sagt er det fedt også at få hørt efterhånden sjældent spillede sager som titelnummeret fra ‘Tragic Idol’ eller et glimrende take på ‘Requiem’ fra 2007's ‘In Requiem’, samt den energiske ‘Once Solemn’ fra ‘Draconian Times’. 
Bandet gør intet for at gentænke noget, spiller alt efter bogen, men det gør sådan set heller ikke spor, for med et repertoire som det, de serverer for os i dag, kommer vi bredt nok ud i de fleste facetter af, hvad der gør Paradise Lost til det stornavn, de fortsat er her i 2026, med et udsolgt VoxHall en hel måned på forhånd. Så kan jeg personligt nok så meget savne ‘Gothic’-skiven repræsenteret i aften, men i det mindste er det stadig med 4/5 af gruppen fra deres spæde opstart i 1988 intakt, og med Jeff Singer som et forrygende fit tilbage bag tønderne, hvor han får tilføjet et mere energisk punch til fx åbneren og ‘Requiem’. Holmes får da også flere gange gjort sig vittig på bandets bekostning i kommentarer som: “the next track is very old ... because we got a lot of old songs ... because we are in fact quite old”, og det kan vi jo sådan set dårligt dementere. Hvor gammel det så end får mig selv til at føle mig, men det må jeg så selv leve med …
I det hele taget endnu en solid aften i Halifax-legendernes selskab, med tiltrængt udskiftning i sættet, og med et publikum, der var påfaldende entusiastiske og klappeivrige af en Paradise Lost-koncert at være. Ikke, fordi Holmes, Mackintosh & co. gjorde noget ekstraordinært – varen blev serveret helt som vi kender den, og sættet var da også lidt til den korte side på 80 minutter – men med så stærkt et bagkatalog kræver det ikke så meget andet end de gode sange, Holmes’ stemme på en god dag og Aedys storsmilende væsen for at hæve denne søndag aften til noget særligt.