Vredens smerte

Paradise Lost er tilbage i det fede, metalliske spor på "In Requiem". De gæve englændere i legendariske Paradise Lost har genfundet sig selv på dette album, "In Requiem". Guitarerne er blevet stemt ned i helvede som i de gode gamle dage. Introen på et nummer som "Prelude To Descent" er så tungt, at det nærmest må graves ud af højttalerne.

Det er et meget beskidt album, der forener de supertunge mudrede, ”loose” spillede guitarer med det hymniske fra keyboards og leadguitar. Tankerne ledes langt tilbage i bandets karriere til albums som ”Shades of God” og ”Icon” mixet med de poetiske og fængende omkvæd, som bandet har præsteret på de seneste albums.

Der er kommet meget mere metal end gotik på dette opus. Den let rodede lyd kreeret af Rhys Fulber (Fear Factory) og Mike Frazer (AC/DC m.fl.) passer perfekt, ligesom valget af
førstesinglen ”The Enemy”. Et rigtigt tungt metalnummer, der bare rykker. Et overraskende valg, og det bliver fedt at få dette nummer ind i Paradise Losts efterhånden pænt kedelige
livesæt.

11 sange – og ikke en eneste, som bare er fyld – jo, englænderne har fundet vredens smerte og forbundet det med det episke. På denne måde lever de igen, og dermed skulle albummet nødigt blive bandets rekviem.