Doom-mestrernes soniske voldtægt
Populær
Updated
Loppen lagde lokaler til en allerhelvedes tung og særdeles høj aften i selskab med Om. To mænd og ét ton tungt tråd, vægten er altdominerende i doomgenren. Ikke bandmedlemmernes fysiske vægt, forstås, men selvfølgelig den musikalske tyngde, der oftest definerer genren, som aldrig har givet sig ud for at være rig på andet end langsomt tempo og en bastant lyd.
Med rødder som går helt tilbage til Black Sabbaths tidligste riffs, har doom mere eller mindre været her, lige så længe der har været heavy metal til. Og hvad angår musikalsk vægt, er Californiens guitarløse duo Om et af de absolut kraftigste. Det beviste de fredag aften på Københavns bedste, intime spillested, Loppen.
Der er flere grunde til at dykke ned i Det Sorte Hav, der udgør Oms musik. Ikke mindst er der forgreningerne til både det hedengangne undergrundsband Asbestosdeath og ikke mindst den indflydelsesrige gruppe Sleep (1990–1998), som stadig står som en af de allervigtigste banebrydere indenfor nyere doom: Sammen med Kyuss’ ”Blues for the Red Sun” og Monster Magnets ”Spine of God” regnes Sleeps andet udspil, den Alejandro Jodorowsky-konnoterede ”Holy Mountain” (alle tre fra 1992), stadig som en epokegørende milepæl inden for stooner- og doomrocken.
Scott Kelly, sanger og guitarist i gurubandet Neurosis, har desuden udtalt: ”Om is the heaviest band to ever walk the face of the earth”, hvilket er et helt stort kompliment, taget Neurosis’ egen tjenestealdersstærke ondskab i betragtning.
Knoglepulveriserende kontanthed
Sidste år spillede Om en koncert i Jerusalem, der varede et sted mellem fem og seks timer. Udfordringen er som regel stor hos det eksperimenterende band fra appelsinstatens mørkere afkroge, som indtil videre har udgivet tre studieplader, der i alt dog kun tæller ni lange numre. Det var derfor på sin vis gyngende grund, man begav sig ud på, da man denne fredag aften besøgte Loppen i selskab med godt omkring hundrede andre publikummer.
Bassist og metalcrooner, Al Cinsneros, ligner umiskendelig meget sin gamle Sleep-kollega, nuværende High on Fire-medlemmet, Matt Pike: Med mørkt, glat, fedtet hår, et nærmest demonstrativt tag på strenginstrumentet, og en underlig, iøjefaldende hypnotisk hovedrysten styrer han vokal og basgang med sikker, overbevisende hånd. Og det på trods af at der uden tvivl er de metalkonservative, der vil tugte Om på forhånd for bandets tilsidesættelse af guitaren, metalvåbnet nr. 1.
Til trods for kompositionernes knoglepulveriserende kontanthed, hersker der samtidig et nærmest asketisk meditationselement i Oms simple musikalske univers. Det er ikke blot tungt for tunghedens skyld.
Jo, bevares, det er helvedes tungt, men det vil og gør samtidig både mere og andet. Ensartethedens insisterende rytmer inviterer lytteren med på et tykt musikalsk syretrip, hvor både kroppen og tankerne giver sig hen til musikkens sanselige hensigt og ditto formåen, og hvor også vokalen bruges som et æstetiseret instrument.
Lige så transcendental, musikken til tider kan være, lige så virkelighedsnær bliver den til gengæld, når lydbilledets decibelniveau sprænger øregange itu og er af så jordskælvende højder, som det var tilfældet denne aften. Var det et udtryk for Christiania-revoltens ånd, var det blot tåbeligt og provokatorisk unødvendig: Musikken er sgu’ anti-borgerlig nok i sig selv.
Mindeværdig aften
Det var ikke alt sammen et lydbillede fra helvede: Cisneros’ bas og vokal var faktisk af en brillant styrke og lød i nærheden af det perfekte. Det forholdsvis nye medlem bag tønderne, Emil Amos, havde dog med rette taget sikkerhedshøreværn på: Trommerne var - lilletrommen og bæknerne specielt – så skrigende, skingrende høje, at man seriøst var bange for, at blodet any time skulle begynde at fosse ud af ørerne på én. Av, hvor gjorde det ondt.
Amos er generelt et farverigt indslag i doomtyngdens majestætiske monotoni, og det skyldes ikke kun aftenens fremtrædende gule t-shirt. Han har overskud til at rejse sig fra bag trommesættet ved hver given anledning.
Som sportsudøveren, hopper han her lidt på stedet, varmer op inden næste trommeinferno sætter ind, og som antisportsudøveren sluger han stående, vaklende, stadig trippende indholdet af den ene Thy Pilsner efter den anden, som – tomme eller ej – i ny og næ også bruges som slagtøjssubstitutter.
Når Loppen er god, er den rigtig god, men denne aften var Loppen sgu’ for høj. ”If it’s too loud you’re too old”, lyder heavy-flosklen. Not entirely true. Når en koncert er oppe på et lydniveau, så det bliver en slags sonisk voldtægt, man udsættes for, og som tilmed overskygger flere af musikkens kvaliteter, så er det blot formålsløst og stupidt.
Det var en mindeværdig aften på både godt og ondt. Ørene frekventeredes stadig at en hylende tone, og havde det ikke været for denne unødvendige bi effekt, stod man udelukkende tilbage med minder fra en suveræn, dyster aften i doommestres selskab.
Med rødder som går helt tilbage til Black Sabbaths tidligste riffs, har doom mere eller mindre været her, lige så længe der har været heavy metal til. Og hvad angår musikalsk vægt, er Californiens guitarløse duo Om et af de absolut kraftigste. Det beviste de fredag aften på Københavns bedste, intime spillested, Loppen.
Der er flere grunde til at dykke ned i Det Sorte Hav, der udgør Oms musik. Ikke mindst er der forgreningerne til både det hedengangne undergrundsband Asbestosdeath og ikke mindst den indflydelsesrige gruppe Sleep (1990–1998), som stadig står som en af de allervigtigste banebrydere indenfor nyere doom: Sammen med Kyuss’ ”Blues for the Red Sun” og Monster Magnets ”Spine of God” regnes Sleeps andet udspil, den Alejandro Jodorowsky-konnoterede ”Holy Mountain” (alle tre fra 1992), stadig som en epokegørende milepæl inden for stooner- og doomrocken.
Scott Kelly, sanger og guitarist i gurubandet Neurosis, har desuden udtalt: ”Om is the heaviest band to ever walk the face of the earth”, hvilket er et helt stort kompliment, taget Neurosis’ egen tjenestealdersstærke ondskab i betragtning.
Knoglepulveriserende kontanthed
Sidste år spillede Om en koncert i Jerusalem, der varede et sted mellem fem og seks timer. Udfordringen er som regel stor hos det eksperimenterende band fra appelsinstatens mørkere afkroge, som indtil videre har udgivet tre studieplader, der i alt dog kun tæller ni lange numre. Det var derfor på sin vis gyngende grund, man begav sig ud på, da man denne fredag aften besøgte Loppen i selskab med godt omkring hundrede andre publikummer.
Bassist og metalcrooner, Al Cinsneros, ligner umiskendelig meget sin gamle Sleep-kollega, nuværende High on Fire-medlemmet, Matt Pike: Med mørkt, glat, fedtet hår, et nærmest demonstrativt tag på strenginstrumentet, og en underlig, iøjefaldende hypnotisk hovedrysten styrer han vokal og basgang med sikker, overbevisende hånd. Og det på trods af at der uden tvivl er de metalkonservative, der vil tugte Om på forhånd for bandets tilsidesættelse af guitaren, metalvåbnet nr. 1.
Til trods for kompositionernes knoglepulveriserende kontanthed, hersker der samtidig et nærmest asketisk meditationselement i Oms simple musikalske univers. Det er ikke blot tungt for tunghedens skyld.
Jo, bevares, det er helvedes tungt, men det vil og gør samtidig både mere og andet. Ensartethedens insisterende rytmer inviterer lytteren med på et tykt musikalsk syretrip, hvor både kroppen og tankerne giver sig hen til musikkens sanselige hensigt og ditto formåen, og hvor også vokalen bruges som et æstetiseret instrument.
Lige så transcendental, musikken til tider kan være, lige så virkelighedsnær bliver den til gengæld, når lydbilledets decibelniveau sprænger øregange itu og er af så jordskælvende højder, som det var tilfældet denne aften. Var det et udtryk for Christiania-revoltens ånd, var det blot tåbeligt og provokatorisk unødvendig: Musikken er sgu’ anti-borgerlig nok i sig selv.
Mindeværdig aften
Det var ikke alt sammen et lydbillede fra helvede: Cisneros’ bas og vokal var faktisk af en brillant styrke og lød i nærheden af det perfekte. Det forholdsvis nye medlem bag tønderne, Emil Amos, havde dog med rette taget sikkerhedshøreværn på: Trommerne var - lilletrommen og bæknerne specielt – så skrigende, skingrende høje, at man seriøst var bange for, at blodet any time skulle begynde at fosse ud af ørerne på én. Av, hvor gjorde det ondt.
Amos er generelt et farverigt indslag i doomtyngdens majestætiske monotoni, og det skyldes ikke kun aftenens fremtrædende gule t-shirt. Han har overskud til at rejse sig fra bag trommesættet ved hver given anledning.
Som sportsudøveren, hopper han her lidt på stedet, varmer op inden næste trommeinferno sætter ind, og som antisportsudøveren sluger han stående, vaklende, stadig trippende indholdet af den ene Thy Pilsner efter den anden, som – tomme eller ej – i ny og næ også bruges som slagtøjssubstitutter.
Når Loppen er god, er den rigtig god, men denne aften var Loppen sgu’ for høj. ”If it’s too loud you’re too old”, lyder heavy-flosklen. Not entirely true. Når en koncert er oppe på et lydniveau, så det bliver en slags sonisk voldtægt, man udsættes for, og som tilmed overskygger flere af musikkens kvaliteter, så er det blot formålsløst og stupidt.
Det var en mindeværdig aften på både godt og ondt. Ørene frekventeredes stadig at en hylende tone, og havde det ikke været for denne unødvendige bi effekt, stod man udelukkende tilbage med minder fra en suveræn, dyster aften i doommestres selskab.
