Katatonia har ikke levet forgæves

Et bud på et par mørke skiver til den endnu lange vinter. Casper Villumsen har lyttet til de Katatonia-inspirerede bands Swallow the Sun og The Eternal. Firebox har gang i de doomede, gotiske lydflader med deres udgivelser fra hhv. finske Swallow the Sun og australske The Eternal. Begge bands låner lidt fra et svensk band, der gennem årene har præsenteret den mørke musik på meget forskellig vis. Nemlig mægtige Katatonia.

Swallow the Suns åbner ”The Giant” kunne være taget direkte fra ”Brave Murder Day” dog allieret med en meget bedre lyd, mens The Eternals ”Everlasting” snildt kunne have været med på ”Discouraged Ones”.

Finnerne holder stilen hele vejen: doomet død, med en anelse stemningsskabende ”clean”-vokal, hvor The Eternal viser større variation. For eksempel er omkvædet i ”Hollow Inside” typisk Paradise Lost (fra "One Second" skiven og frem).

The Eternal er mest spændende af de to bands. Variationen i sangene og vokalen fra den dygtige sanger, der skaber en række fede, catchy omkvæd gør virkelig meget for den gumpetunge og krystalklart producerede hård rock, der leveres. De numre, som trods alt har flere taktslag i minuttet end et hjerte hos en person i ro, gør sig klart bedst. De mest langsomme numre minder mest af alt om mørket fra My Dying Bride, men med en bedre vokal, der dog her mangler det skumle og obskure.

Swallow The Sun er tæt på at være i samme liga som genrens bannerførere, men der mangler lidt endnu. Stemningen er som den skal være; kold som en kulsort vinternat i en skov, hvor det eneste lys kommer fra en fjern fakkels blafren i den isnende vind.