En særlig melankoli

Svenske Katatonias særlige melonkoli og lyd rendyrkes også på bandets 7. album, "The Great Cold Distance". De svenske melankoli-rockere Katatonia har efterhånden 15 år på bagen, og med dette nye udspil leverer Stockholmerne deres syvende fuldlængde skive. "The Great Cold Distance" er Katatonia som man kender bandet: gennem-melankolsk, med frontmand Jonas P. Renkses velkendte vokaltone i lydbilledets centrum.

Med "The Great Cold Distance" er Katatonia definitivt ude i rendyrkelsens ærinde fremfor eksperimenternes. Ingen Depeche Mode-agtig elektrohybridrock her, ligesom hos Paradise Lost for et par par tilbage. Katatonias musikk er fremdeles flydende low tempo melankolirock, der kun meget lejlighedsvist gives rigtig hårdhed og tyngde, men Katatonia har til gengæld en særlig lyd, tone og stemning, som bandet i sandhed forstår at rendyrke.

Der er ikke meget headbanger-appellerende her, tværtimod påkalder Katatonia en form for fordybelse, der står i fuld kontrast til en fredag aften med fylderier og fuld-volumen festrock som AC/DC, The Darkness eller Guns N' Roses.

Der er - som skrevet - en gennemført stemning og desuden ganske gode sange på dette album, men noget massivt mesterværk er dette udspil nu ikke. Bandets fans vil dog helt sikkert elske "The Great Cold Distance", mens nye lyttere bør starte - eller supplere - med melo-milepælen "Discouraged Ones" (1998).