Drømmende og vedkommende
Populær
Updated
Cult of Lunas koncert i Stengade var både smuk og unik, rapporterer vor imponerede anmelder. Aftenen blev sat i gang af svenske Convoy, hvis guitarist/keyboardspiller også har hjemme i Cult of Luna som elektronik og keyboardspiller. Musikken var ganske udmærket indie rock, men trods Heavyjam.dk's åbne musiksind ligger det udenfor nyhedsbrevets arbejdsområde, og vil derfor ikke blive omtalt yderligere.
Stengade 30 er et meget passende sted for metalkoncerter i Danmark. Størrelsen og indretningen åbner op for perfekt intimitet mellem band og publikum. Det var også gældende denne aften - på godt og ondt. Scenen er lille og Cult of Luna er en oktet! Om det var disse forhold, der gjorde, at bandet nøjedes med, at stå seks mand høj på scenen denne aften vides ikke. Men i hvert fald var forsangeren, der normalt står for den "rene" vokal og percussionisten fraværende.
Man skulle tro, at savnet af en forsanger ville have en utrolig negativ indvirkning, men det var ikke tilfældet. Naturligvis står det hen i det uvisse, hvor fed en koncert, der ville være blevet leveret med et fuldtalligt band, men undertegnede savnede intet denne aften. Absolut intet.
Unikke lydbilleder
Cult of Luna leverer utrolige lydlandskaber skabt af de tre guitarister i samarbejde med de mange samples og keyboards. Alt leveres svinetight, ikke mindst pga. en dygtig trommeslager og en ditto bassist. På sin vis er det "knald eller fald" om, man formår at blive opslugt af musikken. Alligevel virker det nærmest umuligt andet, når bandets medlemmer så tydeligt er helt væk i musikkens mange detaljer, og synes at give alt af sig selv. Smukt er det. Unikt.
De tre guitarister spiller intelligent sammen, men det er ikke the-Iron-Maiden-Way, her er en mening med overvægten af guitarer. Allerfedest var de lækre stykker, hvor der blev spillet slide guitar. I den lange intro havde bassisten endda valgt guitaren frem for de dybe toner, så her var hele fire guitarer samtidig. I kan selv gætte jer til mængden af udstyr på den lille scene...
Lys i mørket
Det var drømmende og vedkommende. Det var smukt, også når der blev braget igennem, og flowet mellem de stille stykker og de hårdere partier var utroligt. Konstant var der et eller andet, der spillede og de eneste ord, der blev ytret fra bandets side var helt til sidst med sætningen "Tusind tack".
Det var som et filmsoundtrack, primært som lyden til et mareridt, men krydret med en masse dybsindige og flotte toner. Den sjældne, lidt neandertaler-agtige råbevokal fra den ene guitarist passede fantastisk ind. Når den ellers var der, for det var tæt på et instrumentalt show.
Denne aften var Cult of Luna et billede af lyset og mørket, livet og døden. Og undertegnede drømmer stadig. Men mest om mørket, på en bizar og fortryllende måde.
Stengade 30 er et meget passende sted for metalkoncerter i Danmark. Størrelsen og indretningen åbner op for perfekt intimitet mellem band og publikum. Det var også gældende denne aften - på godt og ondt. Scenen er lille og Cult of Luna er en oktet! Om det var disse forhold, der gjorde, at bandet nøjedes med, at stå seks mand høj på scenen denne aften vides ikke. Men i hvert fald var forsangeren, der normalt står for den "rene" vokal og percussionisten fraværende.
Man skulle tro, at savnet af en forsanger ville have en utrolig negativ indvirkning, men det var ikke tilfældet. Naturligvis står det hen i det uvisse, hvor fed en koncert, der ville være blevet leveret med et fuldtalligt band, men undertegnede savnede intet denne aften. Absolut intet.
Unikke lydbilleder
Cult of Luna leverer utrolige lydlandskaber skabt af de tre guitarister i samarbejde med de mange samples og keyboards. Alt leveres svinetight, ikke mindst pga. en dygtig trommeslager og en ditto bassist. På sin vis er det "knald eller fald" om, man formår at blive opslugt af musikken. Alligevel virker det nærmest umuligt andet, når bandets medlemmer så tydeligt er helt væk i musikkens mange detaljer, og synes at give alt af sig selv. Smukt er det. Unikt.
De tre guitarister spiller intelligent sammen, men det er ikke the-Iron-Maiden-Way, her er en mening med overvægten af guitarer. Allerfedest var de lækre stykker, hvor der blev spillet slide guitar. I den lange intro havde bassisten endda valgt guitaren frem for de dybe toner, så her var hele fire guitarer samtidig. I kan selv gætte jer til mængden af udstyr på den lille scene...
Lys i mørket
Det var drømmende og vedkommende. Det var smukt, også når der blev braget igennem, og flowet mellem de stille stykker og de hårdere partier var utroligt. Konstant var der et eller andet, der spillede og de eneste ord, der blev ytret fra bandets side var helt til sidst med sætningen "Tusind tack".
Det var som et filmsoundtrack, primært som lyden til et mareridt, men krydret med en masse dybsindige og flotte toner. Den sjældne, lidt neandertaler-agtige råbevokal fra den ene guitarist passede fantastisk ind. Når den ellers var der, for det var tæt på et instrumentalt show.
Denne aften var Cult of Luna et billede af lyset og mørket, livet og døden. Og undertegnede drømmer stadig. Men mest om mørket, på en bizar og fortryllende måde.
