OM 25: Er der noget galt med Neckbreakker?
Neckbreakker kan deres kram, og det beviste de fredag aften på Odense Metalfest. Men er det nok?
Det er et scenevant band, der træder på podiet 20:45 fredag aften. Et tydeligt hovednavn, der selvsikkert indtager scenen til Slayers ‘Dead Skin Mask’ og minder os om, at de på fem år har taget turen fra den silkeborgensiske undergrund til at have kontrakt med Nuclear Blast og have varmet op for netop Slayer; et af verdenshistoriens største metalorkestre.
“Fuck, hvor bliver det fedt!”
Nogenlunde sådan og afarter af samme udtryk er tydelige på vej fra Musikhuset Postens foyer og ind på Postens store scene, der fra i år under Odense Metalfest hedder Valhal Stage – og man har været meget lidt opmærksom i samtalerne, hvis ikke man har fornemmet, at store dele af publikum netop har set frem til denne koncert, hvorfor da også salen er fyldt – og fyldt med mærkbar positiv energi fra start. Det summer ligesom i luften, og folk er tanket godt op med forfriskninger og forventninger.
Det føles nemlig som om, at nogen tænder for strømmen. Sådan pludseligt. Publikum eksploderer kollektivt. Eller, i hvert fald er folket på fra start, ligesom Neckbreakker, der heller ikke lader til at skulle varmes op. Lidt inde i showet hopper hele salen for første gang denne dag. Det er mellem 500-800 mennesker. Det er meget hurtigt, det er mange mennesker, og det er meget imponerende.
Der var god energi til Foot To Face, Guttural Disgorge skar Helheim Stage midt over, og Torch It fik også godt gang i pitten – men lige her, lige nu, er det en fyldt Posten, der fester til Neckbreakker, og man må virkelig overgive sig. Bandet har fra første færd så meget kontrol over salen, at mange bands nok ville se lidt jaloux til fra sidelinjen. Eller i hvert fald erkende, at de har brugt halve karrierer på det, som Neckbreakker har brugt fem år på.
Der er alvorligt godt gang i festen, i pitten, og forsanger Christoffer Kofoed siger ikke meget mellem numrene, men styrer fornemt slagets gang med hænderne som en voldelig Moses, der bogstaveligt talt deler vandene – altså salen – i to, kun med gestik og armbevægelser. Publikum reagerer prompte, og bølgerne slår efterfølgende sammen som et frådende, rødt hav. Det er teater, det er fest og det ér ret fedt. Og sådan bliver det ved.
Ilde hørt, vel modtaget
Hvad der ikke er fedt, er genkendelsen. For bag den enorme energi og de hårdtpumpede breakdowns ligger noget andet: en genkendelse, der hurtigt bliver til gentagelse. Neckbreakker lyder som alt og alle. De lyder som mange af de dødsmetalbands, vi alle har lyttet til de sidste 30 år. De lyder som Baest og andre fine, danske delikatesser. Som produktet af de sidste ti års YouTube-tutorials i moderne death metal-produktion. Det er tungt, stramt og præcist, men også forudsigeligt og absolut formelagtigt. På mange måder er lyden af Neckbreakker alt hvad der er galt med dansk mainstream-metal anno 2025: Ingen personlighed. Ingen risikovillighed. Ingen nysgerrighed. Kun effektivitet og meget, meget lidt kreativ udforskning eller udvidelse af dødsmetalgenren. Også her på scenen lige nu – bandet har ikke sin egen lyd. De er ikke særegne musisk, de er ikke originale, de gør ikke noget, som de ikke har studeret andre gøre. Neckbreakker er dansk metals svar på Jensens Bøfhus: folkelige, solide, uden smag for overraskelser. Du får, hvad du forventer, soft ice og icebergsalat – og du labber det i dig. Buffeten inviterer til kvantitet frem for kvalitet, for du vil hellere have det trygge, det bløde, det vante. Intet stikker ud, intet kan gå galt. Heller ikke her til aften, og her opstår en slags dualitet.
For Neckbreakker er gode til det, de gør. De spiller hamrende godt. De er gode til at optræde, og skulle en enkelt eller to stadig have sin tvivl om effektiviteten, skulle de måske have kigget forbi Odense Metalfest fredag aften – Neckbreakker havde hele salen i deres hule hånd. En perfekt udregnet algoritme, der spiller dansk dødsmetal og får gang i gulvet. Det virker, og det er fermt.
Det skal gutterne i Neckbreakker have – de er kommet hertil og headliner en dansk metalfestival, netop fordi de har vilje. Fordi de har knoklet, haft disciplin og er eminent gode på deres instrumenter. Den disciplin er beundringsværdig, og måden, bandet denne aften skabte en af årets bedste fester på Odense Metalfestival, er ikke tilfældig. Det er tydeligt. De vil det her, og de er gode til det. Nu mangler de at finde deres egen lyd. Det, der får dem til at stikke ud og ikke bare ende i puljen af danske halvglemte bands, vi om ti år ser en klon af headline en dansk festival med indstuderede moves og klassiske riffs.
Neckbreakker leverer det til punkt og prikke, og de gør det godt. Bare spørg folket. Så godt, at man næsten glemmer at spørge: Er der overhovedet nogen hjemme bag soft ice-maskinen? Neckbreakker beviser, at man kan få salen til at eksplodere uden at sprænge rammerne. Spørgsmålet er så, hvor længe festen holder, hvis man ikke tør åbne døren.
