Kend dem på knækket
Gaspedalen er i bund, og ‘Within the Viscera’ lægger habilt fra land som første langspiller fra Silkeborgs unge dødsmetalhåb.
Putrefied Body Fluid
Shackled to a Corpse
Nephilim
Purgatory Rites
Unholy Inquisition
Absorption
SILO
Face Splitting Madness
Før kendte vi dem dog under det fortsat mest velkendte navn herhjemme, Nakkeknækker, men fremover altså med navneskiftet og åbningen til det store udland for øje. Neckbreakker er dog stadig sig selv, som de unge forkæmpere for den groove-døde skole herhjemme, omend der er sket en hel del, siden jeg første gang så dem spille på Onkel Dannys Plads til armbåndspåsætningen inden Copenhell i 2022. Det her mentale aftryk af vilje og overbevisning, som deres dødsmetalliske bombardement stormede udover scenekanten, kunne allerede noget for dem der – men al den live-erfaring aside, så er det egentlig imponerende, at det først er nu, fire år efter deres dannelse, at debuten endelig er ude.
Er det for at give sig selv tid til at pudse yderligere på numrene, eller er eftersmagen stadig den samme? Og, hvad mere væsentligt i anmelderens gerning er, har det så været ventetiden værd?
Eftersmagen dengang i 2022 var for denne skribents vedkommende meget med eftersmagen af “det nye Baest” i baghovedet. Hvordan end man så må have det med Aarhus-åndsfællerne er så temmelig irrelevant – pointen er blot, at det altid giver mere for et band at have sit eget udtryk, og noget der ikke blot minder om en andens.
Og det er så her, hvor Neckbreakker på sin vis vinder point her på ‘Within the Viscera’.
‘Horizon of Spikes’ lægger for med lettere nedbremsning, som bliver gashåndtaget sluppet, inden nummeret finder sit steady, beskidte groove, hvor den unge Anton Bregendorf allerede flere gange får flashet sine skills bag trommesættet. Pulsen sidder på kornet, og bliver også presset i ny og næ, så man godt for en stund kan glemme, at denne mand vel kun lige er rundet de 18 – han mestrer i hvert fald at lyde af mere, og bærer en virkelig central rolle i lydbilledet pladen igennem.
Et tidligt højdepunkt sammen med ‘Silo’, der hen mod slutningen pulser indladende afsted, nærmest trippy i sin groove-ladede stil – og det er uden tvivl i momenter som det, at intentionen og aggressionen for Neckbreakker står skarpest!
Som debutant er der dog ofte småting, der kræver lidt finpudsninger, som enten kan tale i bandets favør eller ej, fordi det uprøvede nu også kan have sin charme. Det kan ‘Within the Viscera’ heller ikke løbe fra – produktionen er fx enormt macho-pumpet i bedste ProTools-agtige facon, hvor eftersmagen af kompression og steril loudness war masseproduktions-død er altdominerende. Når alt sendes via det filter kræver det mere af sangskrivningen for at stå ud, og her må jeg tilstå, at det efter fem lyt stadig er svært at skelne numrene fra hinanden.
Undtagelser som førnævnte og ‘Unholy Inquisition’, hvor de også giver sig selv tid til at jamme ud og vise, hvad de gør så godt i live-settingen, er dog solide hver for sig, og minder os på hver sin vis om den Nakkeknækker-feeling, vi kender fra, når pitten bliver mest svedig.
Ikke, at resten af pladen ikke også gør det – men når alt kommer til alt, så smager det nok stadig for denne skribent af kompetente stiløvelser. Kompetente, jovist – men stadig stiløvelser. Det er alt sammen hørt før, og det gør, hvad det til nøds skal. Rytmeskiftene er skævt indlært på den helt rigtigt fængende måde. Små licks på både guitar og bas er skolerigtigt indlejrede, og visse harmoniseringer løfter da også sekvenser her og der, men altså. Charmen og personligheden er bare ikke nær så smittende, fordi sangene aldrig rigtig løfter sig. Den høje klinge er da overbevisende nok, men også lige lovligt mættende i det lange løb, når da ikke fx ‘Nephilim’ for en stund sætter tempoet ned i et guitarhook som taget ud af Alice In Chains-nummeret ‘Dirt’. Banddynamikken og pulsen taler som sagt absolut i deres favør, men der skal altså også gode sange til – og dem har denne debut desværre ikke mange af.
Med det sagt, så er ‘Within the Viscera’ dog stadig en solid debut, der både viser Neckbreakkers styrker og svagheder, men til gengæld med live-groovet massivt indlejret i alt det, de laver. Og hvis ambitionerne også får mere plads i sangskrivningen, så kan Neckbreakker bestemt blive spændende at følge. Live er de i hvert fald et powerhouse – og i sig selv imponerende, at de har fået så megen omtale og havnet på Nuclear Blast, inden debuten overhovedet er på gaden. Mere pleasende tunger vil sikkert også hævde, at personligheden stadig skærer igennem på plade, og det er da sådan set også til dels en pointe i. Men skal vi nu vælge at være lidt mere nuancerede, så bevæger ‘Within the Viscera’ sig bare sjældent over det jævnt svedigt bøllede, og det hjælper desværre ikke altid at skrue alt op til 11.
Vil I ikke også gerne lidt mere end det?
Igen – ikke, at det gør noget, når det er scenekanten der venter, som fx til release-showet i morgen på Voxhall med Rot Away og Kampvogn. Men kommer jeg til aktivt at sætte pladen på igen?
Næppe, men viljen er der – viljen til at sejre, og til at komme ud på de store scener, og Neckbreakker-eventyret er også blot lige startet!