Odense Metalfest 2023: Lørdag

Speed, klassiske dyder og fritidsjobs – festen kunne åbenbart godt blive vildere.

Jeg når det lige. Jeg svinger fra garderoben og ind i den lille sal da lokale Blodrus skal til og på scenen og åbne dagens program. Klokken er kun 14:00, men gulvet er pænt besat. Jeg er en af dem, der ikke kender Blodrus særlig godt og det er jo altid spændende, så jeg snupper en hurtig kop kaffe i baren. Har man små børn der vågner kl. 05:00, kan kaffe være et udmærket stof at starte dagen ud på sådan en Dag To på en festival.

Blodrus har ikke brug for kaffe – de gennemtæver lydmuren fra første sekund og servicerer os alle med en brat opvågning af den der dødsmetalliske slags. Den bedste medicin. Relativt oldschool i sit snit, men det klassiske er jo klassisk af en grund. I hvert fald virker det.

“Danny er kommet til at skrive en Volbeat-sang, vi har lovet ikke at kvæle ham,” bedyrer forsangeren, og folk griner. Det er jo sejt ikke at kunne lide Volbeat, og rigtig nok har bandets nye nummer da også en groovy kvalitet over sig. Som ny udi Blodrus kan jeg for mig selv konstatere, at bandet er allerbedst når de er hårdest og ondest muligt.

En udmærket og fin koncert med et band, der på dagen måske ikke fremstod supererfarne – og måske heller ikke er det? – men som får kickstartet dagen på fornem vis. 

At folk er glade kan tydeligt mærkes. Ikke at de ikke var det første dag, men stemningen er mere “sat” netop nu. En tydeligt rolig og “hjemmevant" ro svæver over folk, der nysgerrigt kigger på merch eller får sig et kig på de tatoveringer, der er i gang, eller som der reklameres med i de fremlagte ringbind. Det er en særlig ting for Odense Metalfest; tatoveringsdelen er fremhævet, og publikum kan til enhver tid lægge sig på briksen og få en tusch mens de følger med i koncerterne på Big Stage. Metal og tatoveringer hang sammen i Syddanmark i “gamle” dage, og med Michael Hvolgaard Andersen og Jakob Schultz som styrmænd på en festival, som er Everything Oldschool, holdes denne tradition naturligvis i hævd.
En historie om et metalmiljøs spæde start, vi sidste år interviewede Jakob Schultz om.

Der er et eller andet med Hard Lessons. Man kan virkelig godt lide dem. Måske har det at gøre med den aalborgensiske umiddelbarhed – eller også er det deres hardcores simple kvalitet. Simpelt er i dette tilfælde godt, og også derfor har jeg glædet mig til koncerten på årets festival. Den lille scene er oplagt til hardcore, og det varer heller ikke mange sekunder før Hard Lessons har fået tændt op for gulvet. Der er nu for alvor kommet smæk på dagen, og som sædvanligt har bandet godt tjek på at få folk med. Peter Sandvig fra det lokale hardcoreband Mite er pludselig med på vokal – en absolut intensivering af aggressiviteten. Den vokal er virkelig hidsig. Ikke så overraskende er også både Søren Berlin fra mægtige Earn Your Scars samt forsangeren fra tyske Mindslaver med indover den første rigtige fest på dagen. Nye toner får vi også – det er både tungt og hurtigt og alt i alt har vi at gøre med en super start på dagen, med et veloplagt band. Man ved ligesom hvad man får med Hard Lessons. Det er effektivt, gedigent og simpelt. Det er god stemning og fest – flere som dem, tak.

“Vi er ikke til koncert, vi er til undervisning”
Og selvom jeg endnu engang får det fedt af at se Hard Lessons, er dagens store navn for mit vedkommende dog Dysgnostic. De er det stik modsatte – det er hverken simpelt eller rart. Det er koldt, ondt og komplekst. Bandet udgav sidste år albummet ‘Scar Echoes’ og fik her på Devilution rosende ord med på vejen. Helt berettiget, og samtidig er det vel nok heller ikke for alle. Også derfor er der godt med luft mellem os som bandet træder på scenen. Det er ikke verdens mest befolkede koncert, og det er jo heller ikke verdens mest folkelige musik.

Det er hurtigt meget tydeligt, at Dysgnostic leverer en magtdemonstration, og at salen måske især og til gengæld er fyldt med kendere og elskere. Skal du høre dødsmetal for første gang, så er Dysgnostic måske ikke den mest oplagte gateway. Det er brutalt og komplekst. En acquired taste, og da sanger og bassist i Terrorpy Jonas Viuff pludselig hvisker mig i øret at: “Vi er ikke til koncert, vi er til undervisning,” må jeg nikke anerkendende, selvom at jeg hverken har samme forstand eller evner udi det musiske som disse yderst velspillende herrer i dansk dødsmetal.

Dygsnostic spiller fedt og dygtigt, og det er naturligvis ikke en koncert med et kæmpende gulv. Det er mere indadvendt, selvom der dog til hver en tid er god stemning under showet. En rar lækkerbidsken på dagens program, og programsat på det perfekte tidspunkt stilen taget i betragtning.

Og så er det altså blevet tid til pause. Mere kaffe, flere syltede agurker – der i dag ingen steder flyver. Mere strøm på telefonen og et kig ud på de regnvåde bænke udenfor.

På Odense Metalfest er der i år flere borde og bænke end det første år, og det er fedt. Bruger man 24 timer af en weekend på en metalfestival er det rart indimellem også at kunne sidde ned og hvile mellem shows og moshpit. Det er også der, det ofte er oplagt at lære nye tilrejsende metalhoveder at kende, for indenfor kan man jo heldigvis ikke høre så meget. Udover i barerne indimellem, som her i den tilvalgte pause er godt fyldt med tørstige sortklædte. En pause lige nu betyder også at jeg går glip af store dele af Avarice. Men det jeg ser er godt, for når de er tungest klirrer glassene i baren og den lille scenes gulv er fyldt med glade mennesker. En god stemning og et drive, der passer godt ind netop nu.

Speed, klassiske dyder og fritidsjobs
Man forestiller sig, at hvis man er fan af Steel Inferno, så er man også ankommet på en Puch Maxi, måske med mullet og det hele. I hvert fald er stilen lagt, og stilen er god, da de kl. 19:00 kickstarter aftenens program på Big Stage. Salen fyldes hurtigt, og festen når nye højder.

Måske er det en stiløvelse, måske er det karikeret, men det er godt. Det er ultrafedt og virksomt. Alle i salen lader nemlig til at være med, og forsanger Chris Rostoff formår virkelig at performe og formidle. Steel Inferno er et brand, og det skal de passe på, for midt i de klassiske dyder er de stadig unikke på den danske scene. Samtidig er koncerten på Odense Metalfest også en showcase på hvor glad man kan være på scenen – sjældent på festivalen, hvis overhovedet, har man oplevet et så glad og positivt band. Spilleglæden stråler ud af bandet og den positive energi forplanter sig ned i publikum, der til gengæld får startet en fest.
Fra Steel Inferno går på, til festivalen lukker, er der permanent fest, og man kan ikke andet end at blive smittet af det fandenivoldske, samt glæden.

De næste par timer er en lang eksplosion af hardcore.
Tyske Mindslaver starter ud, og personligt er det en af de koncerter jeg har set mest frem til - netop fordi det med sikkerhed vil antænde et hidsigt gulv, og det er hvad der sker. Mindslaver har hverken opfundet den flade eller dybe tallerken, men de har hvad der skal til – og der går også kun et minuts tid fra Mindslaver går i gang til, at et af de hårdeste og hidsigste moshpits har formet sig. Det er med sikkerhed den koncert på den lille scene med flest stage dives, mest mosh og bedst energi generelt og overhovedet på festivalen. Man kan ikke tage fra Mindslaver at de forstår sig på dén kunst. 

Min kammerat skal have tørt tøj på. I hvert fald trænger han til det, så vi starter med en kold forfriskning, inden No Turning Back skal tage stafetten videre. På toilettet møder jeg to unge gutter, den ene mere beruset end den anden. De er helt blege og hænger understøttende på hinanden. “Hvordan fuck skal vi komme ud på arbejdet?” siger den ene. Hård stil. Jeg håber, de fandt på noget. Vigtigst er metallen, trods alt.

Da No Turning Back træder på scenen fortsætter den gode stime af aktiv hardcore, og her altså i en helt anderledes, erfaren version. Det er potent, effektivt og ligesom koncerten forinden overtænder gulvet da også på dette show. Helt klassisk for genren er der rigeligt med samlende taler mellem numrene, og der får man sig så pusten. Props til ham, der uforvarende gik ind i pitten med favnen fuld af fadøl, og big up til Andreas Truelsen fra Plaguemace, der lavede festivalens eneste stage dive fra Big Stage. Det var alligevel voldsomt, og tæt på halsbrækkende, men samtidig et godt billede på stemningen under No Turning Back, der gik hen og blev en af de mest aktive på festivalen.

Det er godt set af Odense Metalfest at sætte lidt hardcore ind hist og her for at friske op og genantænde publikum. Det virker, og stemningen stiger – også for en dødsmetaller uden den helt store passion for hardcore som mig selv.

Danske Sylvatica kan lige klemmes ind mellem No Turning Back og aftenens hovednavn Asphyx, og lidt indeklemt føles det faktisk. Bandet er højaktuelle med det tredje album ‘Cadaver Synod’ og giver en ganske udmærket koncert. Det passer måske bare ikke ind netop nu, og man står tilbage med en følelse af at det lidt er en stemningsdræber. Lidt synd, for det er trods alt et yderst velspillende band vi oplever. Folk er relativt stillestående, men mange har også lige givet den gas i et par timer – andre sunder sig inden Asphyx.
Sylvaticas melodød med folkelementer passede ikke ind i situationen, sådan går det indimellem. 

Asphyx er oftest fede live, tænker jeg og begiver mig op foran scenen som de skal til at gå på.
De har den der über-erfarne kvalitet, og de lægger sig da også yderst tungt og dikterende som de sidste krampetrækninger på Odense Metalfest 2023. Bandet er velspillende og i hopla, og det er som om folk er bevidste om, at det er sidste chance på gulvet, som hverken mangler moshpit eller fællesskål. Vi får de nye numre med de gamle, elskede klassikere, og Martin Van Drunens vokal er fed som altid – den der særegne blanding mellem desperation og brutalitet, og oftest serveret i et setup med en vægtig og god lyd.

Også her netop nu. Asphyx er ikke bare et hovednavn, det er også en sound perfekt som det sidste navn på plakaten. Det rolige, vægtige doom med den hurtigt flænsende død. 

Da jeg er på vej ud af garderoben overhører jeg en samtale mellem to, hvor den ene siger: “Nogle gange bliver den der larm bare for meget, andre gange giver den den bare vildt meget energi”. Sådan kan vi vel alle have det, og i hvert fald er der plads til begge følelser på Odense Metalfest.
Man begynder så småt at ane i hvilken grad at Odense Metalfest skiller og vil skille sig ud på sigt. Programmet indeholder klart mere hardcore end andre metalfestivaler, og det fungerer. Faktisk hørte jeg flere tale om, at festivalen var blevet tilvalgt netop fordi at den udover for eksempel død og thrash også byder på hardcore. Det er et særkende, og med en milliard danske festivaler med samme slags program er det vigtigt når valget skal tages.

Hvad man også mærker er den lokale opbakning. Medierne skriver som altid kun om en eller anden “Dj Has-been”, der sætter USB-stikket i mixeren på Storms Pakhus, det ved vi. Men metalfolket af både den lokale samt tilrejsende slags dukker op og skaber god stemning – det er det vigtigste. Den stemning var der intet i vejen med på Odense Metalfest, der servicerede os med fynsk hygge og et ganske habilt program.

Læs om fredagen her