Når skovbunden synger
Langsomt, tungt og med blikket vendt mod nord: Maunah debuterer med en moden doom-plade, der finder styrke i både mørket og lyset.
Solin Vaugna
Theinajau
Saivør
Vætna
Hjarta
”Maunah er lyden af fortvivlelse og åben himmel. Maunah er blade, der knaser under fødderne, og skovbundens kulde, der trænger gennem sålerne. Maunah er solens varme på ansigtet og ilten, der fylder lungerne.”
Det kunne lyde som den slags sovset selvpromo, der har fået en tand for meget naturromantik, og det er da også kapslet fra deres Bandcamp-side – men faktisk viser ordene sig at være en forbløffende præcis vejrudsigt. Maunahs debutalbum er gennemsyret af en nordlig kulde, mørk og fugtig som fyrretræer i regnvejr, men også med varme pift, nærmest dyrisk livsbekræftende. Her ligger doomens tyngde side om side med en mere folk-tonet sans for natur, rum og eftertanke.
‘Hjarta’ er umiskendeligt en plade, der vinder ved genhør. De første par gennemløb forsvandt for mit vedkommende lidt i baggrunden, da de blev hørt på farten, men den kræver sin plads og tid til at sætte sig, og Tue Madsens produktion giver netop musikken den plads. Lyden er rummelig og organisk, og med Maunahs dynamiske vekselvirkninger egner pladen sig bedre til at blive indtaget derhjemme, uden hørebøffer om ørerne. Der er luft mellem instrumenterne, og det er i den luft, at en stor del af Maunahs magi opstår.
Siden ‘Heimaland’-EPen er Maunah blevet signet på Prophecy Productions, og selv om tre af pladens seks numre er genindspilninger fra dengang, er ‘Hjarta’ et tydeligt skridt frem. Hvor ‘Heimaland’ kunne savne en bedre definition imellem de enkelte numre, uagtet alle de tre numre går igen her på debutpladen, træder sangene nu klarere i karakter som selvstændige størrelser. Referencer til både Sólstafir og Sigur Rós kan spores under den doomede paraply, men Maunah har tydeligvis fundet deres eget sted i landskabet.
På genindpilningen af ‘Heimaland’, der åbner pladen, folder de sig langsomt ud over længselsfulde guitarlinjer, mens Søren Sol Koldsen-Zederkofs rene, forvitrede vokal bliver pladens umiddelbare åbenbaring. Han synger ikke egentlige ord, men arbejder med stemmen som et ekko af menneskelig tale, hvor følelse og tone erstatter det leksikalske. Et enkelt greb, men et stærkt et af slagsen.
‘Solin Vaugna’ viser efterfølgende, hvor sikkert bandet arbejder med deres dynamik. Et nummer, der vokser tålmodigt fra det underspillede til det svulmende, uden noget føles forhastet. På ‘Theinajau’ bliver udtrykket tungere og mere råt, hvor riffene bliver skærende og sorgfulde, mens Koldsen-Zederkofs tone bliver mere rå og angstfyldt, inden ‘Saivot’ igen lader deres folkede hjerte træde i karakter. Når tyngden momentvis vender tilbage, kommer den ikke som et angreb, men som et forløsende element, som et værktøj til at dykke dybere ind til dit følelsesregister, og effekten er virkelig rørende. Maunahs øre for doom er katarsisk, og det er i momenter som disse, at det for alvor kan mærkes.
Og så er der ‘Vætna’, pladens vidunderlige åndehul. Netop som en doom-plade ofte kunne begynde at tabe pusten, går Maunah endnu længere ned i gear, endnu mere følt til værks. Det er modigt, og det er her, deres sans for pacing virkelig lønner sig.
Titelnummeret afslutter albummet med samme tålmodige fremdrift. Selv har Koldsen-Zederkof betegnet ‘Hjarta’ som pladens bankende hjerte, og det kan mærkes, som den bygger sig adstadigt op lag for lag, indtil forløsningen løfter sig op mod de tyndere luftlag. Den store finale har et lille strejf af episk sovs, der skærer lidt i ørerne på undertegnede, men det sagt, så er ‘Hjarta’ samtidig så veludført og placeret her som en drømmende afskeds-vise, at det er svært ikke at lade sig rive med.
Med ‘Hjarta’ har Maunah skabt sig et navn, der bør række udover de danske grænser. Mange bands kan kun drømme om at debutere med en plade som denne, der allerede føles så moden, eftertænksom og følelsesmæssigt nuanceret, som den gør. Det er doom med jord under neglene, nordlys i luften og plads til at trække vejret, og den slags doom hænger ikke just på træerne.