Stærk sound og stil
Populær
Islandske Sólstafir fik med en strømafbrydelse en alt for brat afslutning på en stærk musikalsk oplevelse fra et band, der virkelig havde hele pakken som rockband.
De islandske rockere i Sólstafir er en sjov størrelse visuelt. Musikken er atmosfærisk rock på en måde, som musikskribenter ynder at beskrive som noget med maleriske lydflader eller andre forsøg på at forklare, at musikken har et eftertænksomt islæt, der sætter tanker i gang hos lytteren.
Men bandet er overraskende at se på, som en slags blanding af nordiske vikinger og magelige cowboys. Det er et overbevisende visuelt udtryk, og selvom påklædningen må have været varm en så lummer dag på Refshaleøen, så var det det værd, for bandet tog sig skide godt ud på scenen. Frontmand Aðalbjörn "Addi" Tryggvason var en superstærk frontmand, overbevisende og med sin stærke vokal også en stor drivkraft i bandets levering af den smukke, utroligt tunge musik. Der var ikke mange ord fra scenen i starten af koncerten, men der var alligevel masser af kontakt til det endnu ikke alt for store publikum.
Men at han og resten af bandet i den grad havde ramt noget i publikum til trods for det tidlige tidspunkt, viste sig i den lidt uheldige afslutning. Strømmen på scenen gik simpelthen i slutningen af det, der var blevet præsenteret som sidste nummer, og det sidste, man fik at høre, var lyden af trommernes akustiske buldren, da kun scenelyset var tegn på, at det ikke var strømmen på hele Refshaleøen, der var gået. Det var, som om det gav en endnu større grund til at klappe, huje og pifte i respekt for den utroligt stærke koncert. Bandet bukkede som tak og gav desuden publikum det velkendte knytnævebanken på venstre side af brystkassen i benovet retur.
Tung lyd – dunkel banjo
Lyden var virkelig stærk, utrolig tung og med god plads til de enkelte instrumenter, som vokalen så imponerende knyttede sig til. Musikken var vedkommende, levende og insisterende. Sceneshowet overbevisende, men især skabt af frontmanden, der fik travlt med kram og håndtryk til de forreste rækker, da han til sidst lagde guitaren fra sig og iført en slags kaptajn-kasket tog store dele af et nummer stående på hegnet ved fotograven.
Bandet skive 'Ótta' fra 2014 vist sig virkelig at fungere godt live. Titelnummeret i sig selv var det mest overbevisende svar på, om noget banjo kan fungere i metal/hård rock. Ja, var svaret, for sikke en dyster stemning, den skaber. Instrumentet var et finurligt krydderi i et enkelt nummer, men alt fra trommer og bas over guitar og vokal var på samme måde ligeså gennemført og overbevisende udført.
Sólstafir var virkelig en god måde at komme i gang med fredagens program på. Et større publikum og et senere tidspunkt ville have givet et lille løft, men faktisk nåede bandet så langt ud over scenekanten selv her i fuldt dagslys, at det alligevel gav god mening, at programlæggerne måtte lægge de islandske mørkemænd så tidligt på dagens program.