Copenhell 2016: Guide til fredagen
PopulærAndendagen på årets Copenhell åbner for programmets udladning af thrash, død og black med bands som Megadeth, Artillery, Entombed A.D, Amon Amarth og Abbath. Men også power metal, djent, retrorock og den mørkeste, dystre musik. Og kongen, selveste King Diamond.
GRUMPYNATORS - Pandæmonium 12:30
Fordi: Det er frem med frynserne og pomaden, når danske Grumpynators indtager Copenhell med deres selvudnævnte motorbilly-metal. Eller som Gaffa andetsteds her på nettet skrev i deres anmeldelse af gruppens debut-album, ‘Wonderland’, fra sidste år: “en slags Volbeat, hvor det mere er humoren end alvoren, der er i højsædet.” Forvent derfor masser af shout-outs til rockens store navne tilsat atmosfæren af larmende maskiner på to hjul og fyraftensøl, når det fire mand høje band sparker fredagen i gang på årets festival.
For: fans af Volbeat og Motörhead med et glimt i øjet og pomade i håret
Pensum: 'Wonderland'
SÓLSTAFIR – Hades 13:15
Fordi: Disse anerkendte islændinge har med garanti det tunge, landskabsmalende skyts med, når de gæster Copenhell – i øvrigt deres første besøge på en dansk musikfestival siden Roskilde i 2010. Efter at have dyrket en barok blanding af viking og black/rock metal i begyndelsen af karrieren har trekløveret (ikke medregnet ny tour-trommeslager) med tiden bevæget sig væk fra deres musikalske udgangspunkt og spiller i dag en anderledes form for melankolsk postrock. Bandets senere storladenhed lægger vægt på det sørgmodige og smukke. Hvorvidt den skrøbelige og billedafhængige musik vil fungere i dagslys, lader vi indtil da flagre i den islandske storm. Eller ... hvem ved ... måske de skruer op for rocknumrene og bare blæser derudad.
For: black metal cowboys, folk med fuldskæg og alle os, der tror på spøgelser i musikken.
Pensum: Sandsynligvis lægges der vægt på numre fra ’Ótta’ (2014).
MONUMENTS – Pandæmonium 14:00
Fordi: Det er årets moderne prog metal-band. Monuments er bandet, hvis du kan lide det. Does it Djent? Yes it does! Der vil være masser af ”Chug, chug chuggah”, når den engelske kvintet vælter Pandæmonium-scenen. Monuments er sandsynligvis det band, der gennemsnitligt har flest strenge pr. streng-instrument på dette års Copenhell. Det i sig selv er grund nok.
Bandet er dannet i 2007 og har redet på den bølge af moderne, djent-inficeret prog metal, der for alvor tog fat i 2009-2010. Det er siden da blevet til to album, der generelt har modtaget positiv kritik. Især bandets 2014-udgivelse ’The Amanuensis’ er en plade med flere stærke numre, som helt sikkert bliver luftet. Koncerten er lidt tidligt på dagen, men en udmærket mulighed for at få moshet tømmermændene væk eller måske bare nyde en tidlig eftermiddags-drink i selskab med finurlige guitarsoli og Chris Barrettos harmoniske vokal. Djent on!
For: fans af Periphery, Intervals, Sikth.
Pensum: ’I, The Creator’, ’Empty Vessels Make The Most Noise’, ‘Atlas’.
TREMONTI – Hades 15:00
Fordi: Creed og Alter Bridge ikke spiller. Det kunne ellers være sjovt. Det nærmeste, man kan komme, er Mark Tremonti, der spiller guitar i de to andre bands. Han startede sit eget solo-projekt under eget navn tilbage i 2011. Modsat den post-heavy rockede lyd, der præger Creed og Alter Bridge, spiller Tremonti solid alternativ metal med lånte elementer fra thrash metal.
Ud over frontmanden består bandet af bassist Wolgang William Van Halen, der, som navnet antyder, er søn af Eddie Van Halen. Når han ikke spiller med Tremonti plejer han pladsen som bassist i Van Halen. Altså rigeligt med stjerne-støv at finde på Hades, når Tremonti gæster. Bandet har udgivet tre album siden dannelsen, hvoraf det seneste, ’Dust’, udkom i april i år, så mon ikke bandets sætliste kommer til at bære præg af det?
For: fans af Alter Bridge, Sevendust, Godsmack.
Pensum: ’Wish You Well’, ’My Last Mistake’, ‘Sympathy’.
BEARTOOTH – Pandæmonium 15:45
Fordi: Du får en unik mulighed for at mixe alle dine yndlings-elementer fra metalcore med fandens catchy popmusik. Alt sammen pakket ind i en klassisk amerikansk, evigglad highschool-attitude og en snert af punk og hardcore. Har du tilfældigvis nogle røde plastikkopper liggende derhjemme, er det til denne koncert, at du skal fylde dem med øl og skråle med. Det her er en koncert bygget op om kompromisløse energiudladninger, masser af breakdowns og jump-along. Alt det bedste fra den amerikanske pop-core-scene.
Beartooth er dannet i 2012 af forsanger Caleb Shomo (tidligere Attack Attack!) og har siden da udgivet to album, hvoraf det seneste blev udgivet i juni i år. Der er rig mulighed for at høre gamle klassikere og nyt materiale. Amerikanernes koncert har potentiale til at blive en af årets helt store overraskelser eller bare umådelig underholdende. Bandet er signet hos Red Bull Records, hvilket i sig selv siger en del om, hvad der kan forventes. Party on!
For: fans af We Came As Romans, Issues, Of Mice And Men.
Pensum: ’In Between’, ’The Lines’, ‘Aggressive’.
AMON AMARTH – Helviti, fredag 16:30
Fordi: De svenske dødsmetallere altid er garanter for en fest. Ofte medbringer de et vikingeskib på scenen for at understrege det univers, de bevæger sig i, musikalsk og lyrisk. Med Odin og Thor i baghånden brøler Johan Hegg som en ægte viking, når han forsøger at hidkalde de nordiske guder. Der bliver også ofte hamret noget mjød ned i svælget via kohornet i læderbæltet, hvilket blot er med til at understrege, hvor gennemført Amon Amarths vikingetema er.
De gav et brag af en koncert på Copenhell for tre år siden, hvorfor det lugter af en succes allerede på forhånd, når Amon Amarth bliver annonceret til at stå på den store scene fredag eftermiddag. Husarerne er lige blevet sat fri og klar til at sparke weekenden i gang med en gang melodisk dødsmetal, hvor Amon Amarth denne gang er albumaktuelle med ’Jomsviking’, som vi med garanti får et par skæringer fra.
For: fans af Ensiferum, Children of Bodom, Dark Tranquillity, Týr, Wintersun, Turisas.
Pensum: ’The Avenger’, ’With Oden on Our Side’, ‘Twilight of the Thunder God’, ‘Jomsviking’.
EPICA – Hades 18:15
Fordi: Nederlandske Epica er et af de største bands inden for den forkætrede symphonic metal-genre og årets eneste indslag i genren, som onde tunger kalder for Melodi Grand Prix-metal.
Epica er måske ikke ekstreme efter metallens traditionelle ekstremitetskendetegn, tyngde og hastighed. Men måler man på graden af bombastiskhed og storladenhed, er Epica så sandelig mere ekstreme end de fleste andre. Det er første gang, bandet spiller i Danmark (det er generelt pudsigt, som patosladede metalgenrer som symphonic metal, power metal og black metal alle har et mindre publikum i Danmark end i andre lande), og det er altså en forholdsvis eksklusiv koncert, Copenhell kan præsentere. Er man til svulmende melodier, vekslen mellem kvindelig skønsang og mandlig brølevokal, er Epica uomgængelige.
For: fans af Within Temptation, Nightwish, store følelser, opulente soundtracks.
Pensum: ’The Quantum Enigma’.
">
ENTOMBED A.D. – Pandæmonium, fredag 18:30
Fordi: Entombed som band blev splittet for et par år tilbage, hvor forsanger Lars-Göran Petrov tog sit gode tøj og gik, hvor han så dannede Entombed A.D. i stedet. Dels fordi rettighederne til navnet stadig var hos grundlægger Nicke Andersson. Mens det originale Entombed nu også så småt begynder at røre på sig, er det dog stadig Entombed A.D., der løber med opmærksomheden. Derfor spiller de på Copenhell, og vi kan forvente masser af klassiske Entombed-sange samt naturligvis en del fra den nye ’Dead Dawn’, der ifølge vores anmelder stadig indeholder ”en klassisk svensk, smadret dødsmetallyd”. Det ser vi frem til fredag aften på Copenhell.
For: fans af Entombed, Dismember, Grave, Unleashed.
Pensum: ’Left Hand Path’, ’Clandestine’, ’Wolverine Blues’, ‘Dead Dawn’.
MEGADETH – Helviti 19:45
Fordi: De seneste tredive år har der været et utal af seksstrengede Flying V-imitatorer, men ingen har formået at kanalisere den på en gang sofistikerede, progressive og drønarrige thrash metal ud af så overbevisende sortsynet et røvhul som mesteren selv. Mustaine er en helt. Punktum. Han er manden, der formår at give lyden af den evigt varslende dommedag et hæst, dirrende skær af vedkommende indædthed, og ikke mindst er han musikeren, der stadig formår at smide solide metalplader på gaden, bravurunderstreget med dette års ’Dystopia’.
For: nykristne, helsefreaks og alle os, der havde patches på denimjakkerne, før det kom på mode.
Pensum: ’Peace Sells… but Who’s Buying?’ (1986), ’So Far, So Good... So What!’ (1988), ’Rust In Peace’ (1990).
KADAVAR – Pandæmonium, kl. 21:00
Fordi: Berlin-trioen Kadavar spiller 60’er- og 70’er-inspireret støvet, bluesy og dynamisk psych rock, der skiller sig ud fra mængden i en tid med overflod af retrorock-bands, hvor langt de fleste trækker på samme periode og genrer. Dertil er bandet også yderst leveringsdygtige live.
For: fans af Black Sabbath, Earthless, Uncle Acid, Truckfighters.
Pensum: ‘Kadavar’, ‘Abra Kadavar’, ‘Berlin’.
TRIVIUM - Hades 21:30
Fordi: Trivium gav i 2012 på selvsamme scene en overbevisende reklame for, hvorfor bandet fortjener en tur tilbage i det københavnske helvede. For når bandet med Matt Heafy i front rammer topformen, så er der lagt op til en metalfest, hvor alle kan være med. Med lige dele hyldest til giganterne på thrashscenen og et godt tag på moderne metalcore forstår Trivium at levere metal med fine, melodiske vokalmelodier.
For: fans af Metallica, Machine Head og fans af melodisk metalcore.
Pensum: ‘Ascendancy’, ‘In Waves’.
REDWOOD HILL – Pandæmonium 22:15
Fordi: Selvom det, trods gode anmeldelser, ikke er blevet til et egentligt gennembrud for københavnske Redwood Hill, gæster de alligevel Copenhell for imponerende 3. gang. Det er tungt, dystert, melankolsk og indadvendt post-black, som ikke rummer mange melodier, men masser af ondsindet stemning og toner af undergang.
For: fans af The Psyke Project, Cult of Luna, Isis.
Pensum: 'Descender'.
KING DIAMOND – Helviti 23:00
Fordi: Der burde ikke skulle skrives så meget her. King Diamond er vores egen superstjerne i heavy metal. Han har inspireret alt og alle inklusiv de helt store drenge i Metallica. Han har været på Copenhell før, hvor koncerten gav genlyd. Nu er Kongen vendt tilbage, og denne gang spiller han hele ’Abigail’. Det bliver noget helt specielt, som man vil kunne huske. Det er en af de koncerter, hvor det bare gælder om at være på pletten og få oplevelsen med. Ellers fortryder man det med stor sandsynlighed. Mødepligt foran Helviti fredag aften.
For: fans af Mercyful Fate, Venom, Metal Church, Dio.
Pensum: ’Fatal Portrait’, ’Abigail’, ’The Eye’.
ABBATH – Hades 00:45
Fordi: Straks efter afskeden fra Immortal dannede Abbath Doom Occulta et nyt band, som naturligvis tog navn efter Abbath selv, og allerede i januar var første skive klar – nemlig ’Abbath’. En tand mere lettilgængelig og fængende end udgangsbandet, men stadig grumt og norsk og meget råt, og derfor kastede vi fire stjerner efter debuten. Abbath har potentialet til at blive årets black-fest på Copenhell.
For: fans af Immortal, norske skove og sne.
Pensum: ’To War!’, ’Ashes of the Damned’.
ARTILLERY – Pandæmonium 01:15
Fordi: Sidste gang, Artillery besøgte Copenhell, var i 2011, hvor de i sidste øjeblik havde fået den lettere umulige opgave at afløse for Kyuss Lives!, der var strandet i en lufthavn i Canada. Selvom brødrene Stützer og co. efter omstændighederne – og tilmed på festivalens største scene (hvor bagtæppet nærmest blev et frimærke højt over bandet – red.) – dengang leverede en godkendt koncert, sætter vi gerne en skilling på højkant på, at det i år bliver endnu bedre. Pandæmonium vil uden tvivl klæde bandet bedre end Helviti, og når de samtidig har det nyere album ’Penalty by Perception’ med sig i bagagen, kan man vist roligt sige, at gutterne fra Taastrup er sikkert udrustet til opgaven. Hvilket bedre sted at hylde denne institution i dansk metalhistorie end på Copenhell er der?
For: fans af Metallica, Venom, Mercyful Fate.
Pensum: ’By Inheritance’ (1991).