Albummet, der næsten kunne det hele
Populær
‘Shadows Of The Dying Sun’ er stadig trofast mod Insomniums klassiske lyd, tekstunivers og artwork, men inkorporerer også de meget nødvendige nyere elementer.
Revelation
While We Sleep
Black Heart Rebellion
Lose To Night
Collapsing Worlds
The River
Ephemeral
The Promethean Song
Shadows Of The Dying Sun
Det kræver kun et par enkelte takter, før man lurer Insomniums oprindelsesland. Det er den finske metal med alt det keyboard, al den melodi og al den growl/clean vokal-kontrast, der genkendes i alt fra Amorphis til Omnium Gatherum'. Ikke så overraskende siden sidstnævntes guitarist Markus Vanhala er blevet medlem af Insomnium. Insomniums variant er så formskåret, at den næsten helt sikkert har et vers i mellemtempo, der ryger i ned halvtempo i omkvædet, med et melodisk riff henover. Det er nemt at genkende, når man har luret systemet.
Og første nummer på deres nyeste udspil indfrier alt, hvad man har haft fantasi til at forvente sig, og minder mig på en god måde om mine første oplevelser med Insomnium, dengang ‘Down With The Sun’ “hittede for vildt”. Andet nummer, singlen ‘While We Sleep’, fungerer også helt godt, med vokal, der kunne ses som inspireret af Katatonia. Brutaliteten fra sidste album ‘One For Sorrow’ er med igen, med den tand mere tempo og lidt grovere growl (når det ikke lige er dramatisk spoken-word), der leder tankerne østpå og minder mig om en del om Dark Tranquillity, og egentlig også Amon Amarth - men kun i forhold til growlet. Så det bliver ret hurtigt klart, at vi har med en blanding af det ældre udspils mere dystre og langsomme elementer, og det sidste udspils hurtigere, mere brutale elementer. Lidt fra begge verdener, og det må være en smagssag, om man synes, den balance sidder i skabet eller ej. Personligt kedede sidste single, ‘Black Heart Rebellion’, mig noget så grusomt, for jeg hører ikke Insomnium for blasts og grinds. Derfor er det også langt mere typiske sange som ‘Lose To Night’, der siger mig mere.
En god balance
Det betyder ikke, at det, som Insomnium har lavet med ‘Shadows Of A Dying Sun’, er dårligt. Bestemt ikke. Det var i allerhøjeste grad nødvendigt med lidt rusken op i den dystre finne - og jeg forstår også virkelig godt dem, der modtager de anderledes dynamikker med kyshånd. Det er godt skrevet, spillet, og fandens godt produceret, så de to førnævnte elementer virkelig kommer til sin ret. Med lækre organiske trommer og klar guitarlyd, så kontrasterne mellem det sørgmodige og det hårde rigtig kan fornemmes. Understøttet af den store variation i vokal, der som sagt spænder bredt og minder om alt fra Jonas Renkse til Johan Hegg.
Jeg bifalder dog, at Insomnium stadig holder fast i den sikre struktur, for det er jo deres kendetegn og det, de gør virkelig godt. Det, der er i Insomniumsammenhæng er nyskabende, er noget, vi hører jævntligt fra andre bands, og der synes jeg egentlig, at typerne fra Gøteborg gør det bedre. ‘Ephemeral’ kommer dog tæt på den svenske standard. Så jeg må indse, at Insomnium har ramt meget godt, med en god balance mellem den klassiske lyd og de nyere elementer. Jeg kan ikke lige forestille mig den fan, der ville blive vildt skuffet over ‘Shadows Of The Dying Sun’ - selv ikke jeg selv, på trods af indledende utilfredshed over enkelte singler.
Der må dog afsluttes med en overvejelse om, hvad det næste mon bliver. Nu er de der, hvor 15-års episkhed måske risikerer at blive udvandet, og deres album- og sangtitler næsten er til at lave en titelgenerator ud af. Og alligevel ville det være ærgerligt, hvis de bare lød som alt andet skandinavisk melodeath. ‘Shadows Of The Dying Sun’ slap de heldigvis godt fra.