Nye toner, tungere toner

Nye toner, tungere toner

Folkmetallen er lagt på hylden til fordel for en tungere stil. Der klæder bandet, men behager måske ikke deres fanskare.

Kunstner
Titel
The Glorious Dead
Trackliste
Fall Of The Eagle
March of the Giants
Written in Blood
The Glorious Dead
I Valkyriernes Skød
Overlord
The Flames of Lindisfarne
Blood Sacrifice
God Emperor
Karakter
4

Den nordiske historie og kultur er blevet fortolket med nutidens instrumenter gang på gang og har efterhånden affødt et væld af temabands, om jeg må kalde dem det. Gimmick-bands ville være for groft. Det skorter ikke på repræsentanter for genren, og selvfølgelig har Danmark sine eksemplarer, selv om de ikke har opnået samme internationale succes som især svenskere og finner. Vanir har måske planer om at ændre på det. Med denne tredje release er oompa-rytmer og folkemusik i omfattende grad skiftet ud med tungere riffs, mens de danske tekster er skåret ned til en enkelt sang. Det betyder lidt mindre niche, men meget mere konkurrence. Genren klæder dem godt, men ‘The Glorious Dead’ er ikke helt uden problemer.

Første nummer smider de tunge riffs og den nye vokal på banen. Eks-trommeslager, nu forsanger, Martin Holmsgaard Håkans growl kradser i halsen, men er overbevisende stærkt og et vigtigt element i den nye stil. Vokalen, sammen med guitarernes drivkraft og trommernes tærsken, fortæller om et Vanir, der er mere synomymt med Amon Amarth end Korpiklaani. Om det er en ændring til det bedre, er der sikkert mange fans, der er uenige i, men jeg må sige, at jeg er positivt overrasket. Andet nummer har lige så meget gennemslagskraft, med endnu mere groove og absolut livepotentiale i omkvædets ‘Forward! Forward! Forward!’. Der trækkes stærkt på den svenske melodød, men stadig med plads til sækkepibe og referencer til Thor, og ‘March Of The Giants’ er bestemt et af albummets styrker. 

Tredje nummer, ‘Written In Blood’, buldrer i gang med sækkepiben endnu mere klar i lydbilledet, hvor den ellers har en tendens til at være en skinger effekt i baggrunden. Lige med ‘Written In Blood’ giver sækkepiben sangen en interessant karakter, men jeg fristes ellers til at spørge, hvorfor lige sækkepibe? Det er et instrument uden nogen direkte relation til skandinavisk vikingekultur, og så er den bare ikke særligt charmerende. Efter et helt album bliver det svært at skille den fesne hyletone fra ens egen tinnitus. I Vanirs tilfælde lader sækkepibeføringen heller ikke til at være specielt avanceret, især ikke forhold til guitarspillet, således at den ender med at trække det overordnet høje niveau ned. Det bliver nemt mere en gimmick end en bærende komponent i musikken. Den har måske haft en naturligere plads i folkemusikken, mens genreskiftet har hevet tæppet ud under den på ‘The Glorious Dead’. Jeg ville i hvert fald ikke være overrasket, hvis den blev droppet helt.

Ved flere og flere gennemlytninger bliver det dog klart, at uden sækkepibe ville Vanir risikere at ligne deres inspirationer for meget. ‘The Glorious Dead’ og ‘The Flames Of Lindisfarne’ er eksempler, der kommer faretruende tæt på førnævnte svenskere og deres landsfællers ikoniske dødsmetal, men der er samtidig klare beviser på, at ligheden ikke behøver at være så slående. ‘I Valkyriernes Skød’ præsenterer en dødsdoomet version af Vanir, der på dansk viser absolut klasse. Med den får vi også en god dosis melodi ind over, mens Håkans rå vokal holder det brutale niveau. Det samme gælder ‘Overlord‘, hvis omkvæd virkelig hænger ved. Man kan ærgre sig over, at vokalen er lidt enslydende gennem hele pladen i modsætning til Vanirs tildligere materiale, men hvis man kan værdsætte et imponerende growlrange, der rækker fra kortvarige skrig til ren rallen, så kommer man til at nyde Vanir. Overordnet er vi nok flere, der vil nyde Vanir med deres nye stil.

Jeg er spændt på at se, om det holder live. Og især hvordan et livesæt kommer til at hue publikum, der med 'The Glorious Dead' meget sandsynligt kommer til at være en tvedelt skare.