Da dansk melodød trådte sine barnesko
Populær
I denne artikel kommer Villumsen ind på Withering Surface, et band som han har fulgt mere eller mindre fra begyndelsen, og som nu har fået genudgivet sine første to albums.
1. 'Scarlet Silhouettes, cd-cover
2. 'The Nude Ballet', cd-cover
3. Bandfoto, 'Scarlet...'-session
4. 'Unique' demokassette
5. Bandfoto, 'Unique'-session
I 1995 stod denne skribent sammen med sin skriver-kollega, Anders Molin, nede i Metalized-shoppen i Badstuestræde og kiggede på noget, der i dag er ganske old-school: demoer på kassettebånd. Molin røg dengang hjem med Cyanotics ’Promo 95’, mens det blev til Withering Surfaces ’Unique’ til mig.
Der var gode takter i den professionelt trykte 4-sangs promo fra Næstved-drengene, om end produktionen fra Take One-studiet i Roskilde lod noget tilbage at ønske. Musikalsk ville Withering Surface gerne være det nye store indenfor melodisk dødsmetal, som man kendte det fra Sverige. Det var stadig et noget famlende band, som ledte efter nøglen til sin sangskrivning, men det rullede alligevel hurtigt for gutterne, der efterfølgende hurtigt så sin debut udkomme med én sang fra demoen og otte nye.
Udover at bandet havde potentiale, så var en af årsagerne til at det gik så stærkt med fremdriften måske at frontmanden var Michael H. Andersen, der igennem mange år havde kontakter til branchen via sine magazines og diverse distributionsforetagender. I dag er Michael i øvrigt labelboss på Mighty Music og involveret i Targets virke indenfor distribution, salg, marketing og meget mere.
Glimrende afskedskoncerter
I 2005 takkede bandet af med fine afskedskoncerter, som vi under heavyjam-dagene også anmeldte (læs fra København her og fra Aalborg her). Udover en fed fest og dermed en god afslutning fik man også gode anekdoter om bl.a. dengang, at Michael i ren pinlighed måtte købe samtlige eksemplarer af debuten, da den af uransaglige årsager var havnet på tilbud i den lokale Aldi!
Måske derfor har det ikke været så let at fremdrive Withering Surfaces første par albums, hvis de ikke skulle findes "secondhand", og VME genudgiver nu 'Scarlet Silhouettes' og 'The Nude Ballet'. Selvom bandet måske ikke slog igennem for alvor, så forsøgte de hårdt og blev bedre og bedre, og at rock n’ roll-livsstilen skulle prøves vidner en underholdende tour-dagbog også om (læs her: part 1 + part 2).
Den vidtfavnende debut
('Scarlet Silhouettes', Euphonius Records/VME)
Der var sket ting og sager fra demoen året før, og der blev satset stort: Studio Fredman blev besøgt i 1996 – stedet, der med Fredrik Nordström havde stået for klassikere fra At The Gates, In Flames og Dark Tranquillity. Danskerne slap ikke fra besøget med en helt så tidløs produktion som 'Slaughter of the Soul', men det skyldtes måske, at bandet ikke helt havde en 100 % rød tråd mellem numrene.
De hurtige åbnere, titeltracket og 'Beautybeast' besad stor energi og fine riffs, der var ren melodisk dødsmetal. Sidstnævnte havde Michaels ven, Bjarke Ahlstrand, på gæstegrowl, og han var i øvrigt på dét tidspunkt vært på P3's "Metal-Go!". Men i andre sange – og måske i kraft af den store brug af keyboards og den ret hæse, skrigende stemme – virkede bandet også inspireret af et navn som Cradle of Filth, der var begyndt at røre kraftigt på sig.
Men også gothic-stilen havde ramt Withering Surface, hvilket 'Your Shadow, My Shelter' og næsten-balladen 'Farewell' afslørede. Sidstnævnte i øvrigt med skøn sang fra en ung kvinde, som bandet vist mødte på en bar under på en pause fra studiet og indspilningerne.
Teknisk var bandet ikke helt så skarpe som fx Dark Tranquillity på 'The Gallery' eller med samme evne til at skære alt overflødigt bort og have et komprimeret og skarpt produkt som 'Slaughter of The Soul'. Derfor er genudgivelsen mest interessant for sin charmerende lyd og muligheden for at følge med i den danske scene, dengang hvor vi danskere som oftest blev beskyldt for at kopiere de trends, som metalscenen i udlandet dikterede. Det er et underholdende tilbageblik, men man må også være ærlig og sige, at pladen nok ikke vil appellere til så mange metalfans, der først er stået på metalgenren efter fx år 2000.
Genudgivelsen byder også på to bonusnumre, som altså ikke var på cd'en i 1997. Det er 'Fading Mask' der var at finde på den strengt limiterede 7" udgivelse 'Forever Fragile'. Det andet track er 'Whorebride' i en live-optagelse fra Roskilde Festivalen 1999.
(karakter: 3)
Positiv udvikling og fængende sangskrivning
('The Nude Ballet', Euphonious/VME)
Atter tog Withering Surface til Göteborg og Studio Fredman, og det kom der 'The Nude Ballet' ud af i 1998. Bandets andet album var en realitet og viste et modnet band, hvor Michael havde fået bedre styr på sin vokal, og variationer ikke blot var for variationens skyld, men fordi det faktisk lød fedt. Lyden er fyldig, og der er blevet god plads til bassen og den lidt irriterende keyboardsovs på debuten er her kraftigt reduceret til mere passende passager.
Withering Surface kunne med simple metalriffs skrive ganske fængende sange – fx den Sarnath-inspirerede 'Will She Defy' (Sarnath var et ganske ukendt band fra Finland, som Michael havde skrevet om i sit 'zine og vennen Bjarke havde præsenteret i radioen). Samtidig byder flere sange på lækkert basspil og kantslags-trommeri, der kunne minde om nogle detaljer på Dark Tranquillitys 'The Gallery'.
Alligevel skal det fremhæves, at bandet med denne udgivelse havde fundet sine egne ben at stå på. Det specielle var en vis enkelhed i sangene, der gjorde at kunne man lide melodi og fængende omkvæd pakket i en metallisk lyd, så kunne man i hvert fald ikke andet end at headbange bare en smule. Uagtet om man kunne snuppe growls eller ej.
'Dancing With Fairies' er et af albummets hits, og det fulgte blandt andet med på kompilationen NRG Attack Vol. 2, der akkompagnerede et nummer af det trykte NRG-magasin. At "fairies" i teksten nok var brugt i en anden mening end, hvad ordet ellers kan betyde, havde bandet senere meget morskab over, og dette var da også en af anekdoterne i bandets afslutningsshow.
Også her snydes man ikke for bonus-numre, der denne gang gælder 'Forever Fragile' fra samme session som 'Fading Mask' og så 'The Oath', der ellers er at finde på en tribute fra 1997 til Mercyful Fate.
(karakter: 3 - på vej mod 4)
ANBEFALING: Læs også interviewet med Michael om bandets historie her.