Hvor blev Withering Surface af?

Det er ikke så mange år siden at Withering Surface smed håndklædet i ringen, så mange ved nok godt hvor de blev af, men i anledning af genudgivelserne af de to første albums skal bandets historie belyses.

VME har netop smidt genudgivelser af danske Withering Surfaces debut og dennes opfølger. Anmeldelserne af de to skiver finder man her.

Intet lå derfor mere naturligt end at tage kontakt til bandboss Michael H. Andersen for at få nogle gode anekdoter fra gruppens tid.

Hvordan blev bandet dannet?

- Vi startede tilbage i 1994, inspireret af bands som At The Gates, In Flames, Eucharist, Paradise Lost og Sentenced. Jeg havde i et stykke tid haft lyst til at starte et melodisk, doom-klingende death metal band, og til en koncert i Næstved mødte jeg Kaspar og Jimmy, henholdsvis bas og guitar, som begge havde samme musikalske referencer som mig selv.

- Efterfølgende tog jeg fat i Allan, som jeg kendte fra thrash metal-bandet Mortifere og i baghånden havde jeg Jakob Gundel (nu Stella Blackrose og Invocator), som spillede trommer i mit andet band, Crawcell. Kemien, kreativiteten og energien var der med det samme. Vi var unge og skulle bevise en masse, hvilket vi også kom til.

Hvor mange udgivelser nåede I at lægge navn til?

- Den første udgivelse var vores demokassette-udgivelse 'Unique' fra 1995, der endte med at sælge tæt på 1000 eksemplarer, og endda blev licenseret til Columbia (mener jeg det var!). 'Unique' skaffede os pladekontrakten på Euphonious/Voices of Wonder, der stod bag vores to første albums 'Scarlet Silhouettes' fra 1997 og 'The Nude Ballet' fra 1998. Begge albums blev indspillet i Studie Fredman, og vi var et af de første udenlandske bands, Fredrik Nordström arbejdede med - det her var før Dimmu Borgir m.fl. Desuden udkom begge skiver på licens i Japan.

- Efter de to første albums, var vi ude af vores pladekontrakt med Euphonious og gik i gang med at shoppe efter en ny deal , mens vi på eget selskab udsendte 'Forever Fragile' – en 7" EP. Vi endte med at signe med Copro fra UK, der netop havde haft stor succes med bandet Earthtone 9 og derfor kunne garantere os stor fokus, et fint set-up og en pæn slat penge til at indspille vores tredje album 'Walking on Phantom Ice'. Den valgte vi at forevige i svenske Berno Studio, og den så dagens lys i 2001. Rent musikalsk var det her vi "peakede", og det var her vi fik de mest spændende oplevelser.

- For at holde gryderne i kog udsendte vi 2003 endnu en EP – 'Ichor' - igen på eget selskab, og den bød på uudgivet materiale og live-optagelser. Copro magtede desværre ikke opgaven og havde ingen økonomi tilbage, så de lod os gå… Endestationen blev italienske Scarlet Records, der udgav vores svanesang 'Force The Pace' i 2004. Fuck, hvor er tiden gået hurtigt siden!

Hvad var din største oplevelse med bandet?

- Spontant vil jeg sige vores turné i UK med Arch Enemy og Opeth var en kæmpe oplevelse. Det var lige efter vi havde udsendt 'Walking…', og verden var for alvor begyndt at åbne sig for os, vi havde fundet vores egen musikstil og fik gode anmeldelser overalt.  Samme sommer spillede vi på Wacken Open Air som det første danske ekstrem metal-band. En enorm oplevelse! Husk på, at på dette tidspunkt var der ingen danske metalbands, der for alvor spillede i udlandet. 

- Vores optræden på Roskilde Festivalen et par år forinden samt nomineringen til en Grammy for 'The Nude Ballet' var også store ting på CV’et, men i virkeligheden nok sjovere end deciderede store oplevelser for os som personer/band.

- Og når nu jeg i gang, så husker jeg glad tilbage på de mange uger vi tilbragte i Göteborg i Studie Fredman med at skabe vores to første albums. En masse sjove stunder med folk fra især In Flames og den øvrige Göteborg-metalscene, samt en Fredrik Nordström der endnu ikke havde fundet ud af han selv ville spille metal (i Dream Evil) på det tidspunkt.

Hvor tæt var I på at "breake", hvis du selv skal sige det?

- Vi var trods blandt de største metalbands i DK før "den nye bølge" med Hatesphere, Raunchy og Mnemic (lad os holde Volbeat ude af det her…). Dengang var det Konkhra, Illdisposed, Iniquity samt Exmortem, og på den anden side bands som  Aurora, Blazing Eternity, Saturnus og os. Mercenary var et band fra Aalborg med folk der havde halvkikset overskæg - det var først med deres senere materiale, de for alvor blev populære. Grope og Dominus var begge også ret store.

- I udlandet vil jeg også mene, vi var blandt de største danske metalbands i slutningen af halvfemserne og starten af årtusindeskiftet. Vi spillede flest koncerter i udlandet, havde udenlandsk kontrakt og et stort netværk. 

NÅR MANGE JERN I ILDEN BLIVER EN HÆMSKO

Hvad betød din mangeårige erfaring med zines mv. for startskuddet på bandets karriere?

- Det betød en del i starten. Via mit fanzine Emanzipation 'zine (som jeg startede tilbage i 1991), havde jeg en del kontakter i den internationale undergrund, og derfor var det klart nemmere at få anmeldelser og interviews på vores demo. Udover det, var det også via mine kontakter, vi spillede vores første turné i Tyskland med tyske Night In Gales og Purgatory i 1996 og kontaktede Studio Fredman osv.

- Men set retrospektivt tror jeg ikke, at min baggrund var en positiv ballast i det længere løb. Senere følte jeg det ofte som en ulempe, når jeg talte med folk fra musikbranchen: "Nå ja, du har også et band ud over at have gang i tusinde andre ting (Mighty Music, label manager for Roadrunner og Music for Nations i DK, Mighty Magazine/Emanizipation, Thorium og utallige andre ting der i sidste ende første til Target)". Begrænsningens kunst har altid været svær for mig! Måske vi havde nået længere, hvis jeg kun havde haft Withering Surface og et job som skraldemand ved siden af?

Hvorfor gik I i opløsning?

- Vi følte, vi havde nået det, vi kunne nå med den musikstil, vi spillede og overvejede ikke rigtigt på noget tidspunkt at ændre os radikalt. I 2004 havde WS været i gang i 10 år, og den bås vi var endt i, kunne vi ikke komme ud af. Vi tænkte på at skifte navn og alt muligt, men valgte at spille vores sidste koncert på Loppen i februar 2005 (anmeldt her).

- Desuden gjorde det også ondt at spille et par udenlandske tours, der ikke var ordentligt organiserede. Vi havde simpelthen ikke samme iver og drivkraft som et band som Hatesphere, der har ofret langt mere end os.

Ses I eks-bandmedlemmer stadig hinanden?

- Ja da. Den sidste konstellation af bandet skiltes jo som venner, så der er intet dårlig blod mellem os. Selvom jeg ikke ser Allan og Kaspar så ofte mere, betragter jeg dem stadig som nogen af mine bedste venner, fordi vi har oplevet så mange ting sammen og kender hinanden så godt – på godt og ondt.

- Efterfølgende har de også begge været en del af mit andet band Thorium, som stadig er forholdsvis aktivt, selvom vi har kørt på lavt blus på det seneste. Allan er dog ikke en del af bandet længere, men det er Kaspar og også Nikolaj (trommer), som jeg stadig ser som en af mine gode venner. Jacob Krogholt (guitar) arbejdede på Target i en årrække, og han er også stadig en del af min tætte vennekreds. Så en reunion ville være ret nem, haha…

METALMILJØET FØR OG NU

Er der en historie, som du tænker tilbage på med et "vi var sgu nogle crazy motherfuckers" og et smørret smil på læben?

- Vi har aldrig været nogle seriøst "crazy motherfuckers". Selvfølgelig lavede vi ting, der er latterlige at kigge tilbage på - og her kommer alle klicheerne fra sex, drugs & rock’n’roll ind i billedet. De mest langt ude ting bør jeg nok holde for mig selv af respekt for de øvrige bandmedlemmer og min egen familie! For sjove anekdoter, så tjek vores dagbog ud fra en sjov Tysklands turné vi havde (part 1 + part 2).

Hvordan var det at være en del af metalmiljøet dengang?

- Med de rette kanaler og midler, var det faktisk nemmere at få opmærksomhed dengang. Konkurrencen var ikke nær så stor som i dag, hvor man kan optage en sang i Garage Band og smide den på nettet dagen efter.  Når det så er sagt, så var det selvfølgelig hårdt arbejde at sende breve rundt (ja, dem med frimærker på!) til hundredvis af adresser over hele verden. Dialog foregik enten via fax, føromtalte old school-breve og selvfølgelig telefon.

Har I stadig hver især med musik at gøre?

- Der er ingen af os, der valgte at stoppe med musikken og vi er alle fortsat en del af miljøet. Allan og Kaspar spiller i The Kandidate samt i Parasight med Nikolaj. Nikolaj og Kaspar spiller som tidligere nævnt i Thorium med mig. Jacob spiller i Rising og Bjørst.

- Nå ja, Kaspar er også en del af punkbandet Hitchcocks og Nikolaj spiller i et hardcore band jeg har glemt hvad hedder (sorry, Niko). Jeg har desuden i et års tid været en del af et nyt band, I forhåbentligt kommer til at høre mere til i den nærmeste fremtid.

Er du stadig et rigtigt ”metal-head”?

- Både og. Jeg er helt klart en del af metal scenen, går til metal koncerter og hænger ud med folk fra scenen, men jeg får mindst lige så meget og måske endda mere ud af andre musikgenrer og -miljøer. En metalkoncert er som min hjemby Næstved. Det er meget fedt at komme hjem at besøge mine forældre, men efter en dags tid vil jeg meget gerne væk igen. En hel Wacken Open Air festival ville jeg nok se mere som en udfordring end en fornøjelse i dag.

- Lige meget hvor meget jeg elsker metalmiljøet, og de folk der er involveret i det, har det altid været snævert og indspist, og derfor er det oftest en befrielse at møde folk fra andre musikalske baggrunde, se andre muligheder, se andre måder at spille live på osv. Noget vores musikalske profil på Target anno 2010 bevidner, ikke sandt?


Jo, det må man sige: Target har bredt sine vinger ud over meget mere end metal. Men lad os nu alligevel slutte i metallen og Withering Surface – se eller gense bandets video til sangen ’Gears’:




Læs også:
Introduktion til ”Hvor blev de af?”-artiklerne
...og om de andre interviewede bands i artikelserien:

Detest, Beyond Serenity, Frozen Sun, Cyanotic, Autumn Leaves, Geronimo, Infernal Torment, Sacrificial, Timeless Hall, Maceration, Blazing Eternity, Unleashed Power, Grope, Gigandhi, Morbid Vision, Urkraft og Stomped.