Hvor blev Urkraft af?

Hvis du har det bedst med at leve i troen om, at medlemmerne af Cannibal Corpse er brutale i alt hvad de gør, så bør du måske ikke læse videre her om, hvad der blev af Urkraft.

Vi fangede over mail en travl Thomas P., som flere måske også kender som guitarist i SuperCharger, til en snak om Urkraft, som smed håndklædet i ringen for nogle få år siden efter mange år i manegen.

Fortæl lidt om hvordan og hvornår bandet blev startet?

- Det er sgu længe siden efterhånden. Det var Mikael (trommer) og jeg, der startede Urkraft i '95, så'n officielt set. Vi havde godt nok planlagt det hele allerede tilbage i '93, men kom ikke rigtigt i gang og kunne ikke finde flere medlemmer nede i Svendborg.

- Det gjorde vi så alligevel i '95, hvor Tander kom med på bas, og vi havde et par forskellige guitarister, herunder Rasmus Mørch, inden vi rev jordhulepælene op og flyttede til hovedstaden. Dog lidt forskudt af hinanden, så det blev først i 2000, at vi startede op igen efter små 2 års pause. Birk fandt vi så i København, og det er vel primært der, at Urkraft blev formet som det senere endte.

- Jeppe Eg var først lidt med som "hygge-tjans" på klaveret, men blev fast medlem på debuten og henover vores andet album på Earache. Vi endte som firkløver igen på det sidste åndedrag af en plade i 2009. Mikael og jeg sad 13 år efter i juledagene i Svendborg og endte bandet på samme måde, som vi startede det: med metal på anlægget og en kold bajer i skødet.       

Hvor mange udgivelser har I lagt navn til?

- Måtte lige finde hjælp på nettet:
’Verden Vil Bedrages’ (demo, 1996), ’Demo’ (2000), ’Demo’ (2001), ’Ver I’ (demo, 2002), ’Ver II’ (demo, 2002), ’Primordial Promo’ (demo, 2003. Første med engelske tekster),  ’Eternal Cosmic Slaughter’ (debut album, Cartel Media 2004),  ’The Inhuman Aberration’ (album, Earache Records 2006) og til sidst  ’A Scornful Death’ (album, www.urkraft.dk, 2008/2009).


EN FED, HÅRD TOUR

Hvad har været den største oplevelse med bandet?

- Det må blive en personlig udmelding, men tror næsten alle i bandet er enige om, at touren med Cannibal Corpse i 2007 er temmelig mindeværdig. 15 lande på 19 dage i autocamper og så meget metal hver dag og nat, at man kunne tage livet af sine børnebørn ved at fortælle historier om det. Tror helt sikkert, at det næsten var nok i sig selv, at selveste Cannibal Corpse havde inviteret os med på turné, og det var 3 virkelig fede uger.

- Vi kørte lidt over 16.000 km. Jeg mener,  den længste afstand mellem to spillesteder var ca. 1200 km, som vi lige måtte nuppe om natten efter koncert og så direkte til lydprøve. Vi burde nok hjemmefra have sagt, at det jo er totalt urealistisk at køre så mange kilometer på så få dage og samtidigt levere knaldhårde koncerter hver aften – men det siger man jo ikke, haha. Og det bedste af det hele var, at kun Birk og jeg kunne køre bilen, så den var lidt hård at komme igennem. Er stadig træt den dag i dag efter den tour.

- Men hold kæft, hvor var det fedt! Har dog aldrig før eller siden været så ædru på en turné!

Hvorfor gik I i opløsning?

- Af mange forskellige årsager. For det første ventede vi megalænge på Earache efter ’T.I.A.’-pladen og bad dem til sidst om at lade os gå. Det gav ingen mening, og det viste sig lidt at være et rigtigt lorte-foretagende derovre ”in the U.K”. Men det kunne man jo have sagt sig selv, når alle mulige store bands enten dagligt svinede dem offentligt til eller sagsøgte røven ud af bukserne på dem! Men det var fedt at udgive et album på et af de selskaber, der nok har betydet mest for metalmusikken nogensinde - bare for at kunne sige at man har været der, solgt sin selvrespekt og nu er en del af en historisk ”roster”…

- For det andet var vi begyndt at spille mindre og mindre live og prioritere andre ting højere. Jeg tror nu egentligt at lysten til at spille sammen og lave musikken stadig godt kunne holde sammen på bandet den dag i dag, men vi havde samtidig lige været igennem 3 kontraktforhandlinger med forskellige selskaber om det tredje album, ’A Scornful Death’, der efterfølgende kom til at leve pænt op til sin titel. (Mikael havde sgu nok planlagt det med teksterne).

- For det tredje så var der bare andre ting, der trak. Jeg havde spillet i SuperCharger i næsten et år og Birk ville ud at rejse noget mere, og så kom det bare naturligt for os. Vi fik prøvet en masse ting, og fik tømt ærmerne for billige riffs, og så er det helt tilpas at slutte af igen.

Hvor tæt har I været på at "breake" på hjemmefronten (og/eller i udlandet), hvis du selv skal sige det?

- Ikke specielt tæt hvis jeg selv skal sige det. Det kræver, at man turnerer hele tiden på alle mulige møgsteder, og det var aldrig helt noget for Urkraft. Der var ingen tvivl om, at vi godt gad køre det så lagt som muligt, men der var altid andre prioriteringer, der spillede ind. 


VERDEN VILLE VÆRE BEDRE, HVIS ALLE RÅBTE MERE

I dag kender vi dig som guitarist i Supercharger - men savner du at være frontmand og råbe og skrige?

- Ja, det gør jeg faktisk. Jeg savner i hvert fald at spille metal og ”råwe”, men primært tror jeg, at jeg savner stemningen ved en metalkoncert og intensiteten i musik og udtryk. Alle mennesker burde stille sig op og råbe lungerne ud i en time om dagen, så er jeg sikker på, at verden ville have en meget sundere indstilling og være lidt mere afslappet.

Hvilken Urkraft-udgivelse betyder mest for dig i dag - og hvorfor lige den?

- De 3 albums er temmelig forskellige, så for at lyde kedelig ubeslutsom synes jeg, der er fede ting i alle sammen. Men ’A Scornful Death’ er vist det, jeg oftest lytter til. Vi slappede meget mere af i sangskrivningen på det tidspunkt og har stort set produceret hele pladen selv – med lidt hjælp fra Tue Madsen, selvfølgelig. Og så synes jeg, at vi genfandt eller genopfandt Urkraft på de numre. Man kan stadig downloade den gratis på urkraft.dk, og jeg synes sgu, den holder. Der er både nogle hårde tovtrækkere og en masse højrehånds-show-off.

- Pladen, synes jeg, har en meget mørkere stemning over sig og bærer på mange flere detaljer i musikken end de 2 foregående. Og så fattede jeg endeligt på den plade, at jeg skal holde mig i den dybe vokal og til det, jeg var bedst til dengang.    

Ser du stadig nogle af de andre fra bandet?

- Ja, alle sammen - ved lejlighed. Desværre ikke nok, men vi mødes indimellem og drikker sprut og hører metal og er tilbage i folden.


UNO OG… CANNIBAL CORPSE?!

Er der en historie, som du tænker tilbage på med et ”vi har sgu været nogle crazy motherfuckers” og et smørret smil på læben?

- Nej, ikke lige med Urkraft. Desværre må jeg vel skuffe på denne konto. Vi var altid temmelig afslappede og koncentrerede os om musikken og om at spille. Vi har uden tvivl hentet nogle branderter hjem, men der var meget lidt rock ’n’ roll over Urkraft. Vi spillede jo hård metal og hyggede os med det. Vi havde dog en ”thing” for at spille UNO altid og til vores overraskelse, viste det sig, at Cannibal Corpse kørte lige så meget UNO-maniske turneringer, som vi selv gjorde, så den nævnte turné var en fed blanding af hårde death metal-koncerter og UNO-snakke og -spil på tværs af bandene.

- Det fede ved UNO er, at det jo handler om at vinde, men endnu federe er det, at man i UNO har mulighed for at være et hoverende dumt svin, når man vinder og har tilladelse til at hænge folk ud og køre hårdt på dem, der taber! Jeg tror bare jeg stopper her med UNO-snakken, haha!

Internettet begyndte for alvor at tage fat i årene omkring, I blev dannet. Var I gode til at benytte www til at budskabet om jer ud fra start eller foregik jeres selvpromovering på anden vis?

- Hahaha… der blev min alder lige topsynlig. Post Danmark havde i hvert fald nok at se til dengang med demo-breve og kontrakter og aftaler med spillesteder. Det foregik pr. brev i postkassen og så vente på svar i x antal dage. Det værste var hvis ens adresse – som i virkeligheden var mine forældres – var nået frem til magasiner eller lignende.

- Især sydlandske magasiner eller selskaber havde det med at sende breve, der var proppet med flyers med forskellige edderkop-spindelvævs-bandlogoer, som væltede ud, når man modtog det. Det var vel bare megaslow spam, men ikke desto mindre lige så irriterende. Kan faktisk ikke engang huske, hvornår vi fik en hjemmeside, men tror ikke det var før 2001 eller lignende. Jeg aner ikke hvad jeg skulle gøre i dag uden mails og Facebook. Jeg har helt glemt hvordan de røde postkasser virker.

- Men jeg tror trods snail-mail-tiden, at vi var lige så effektive med promotion, som senere på mail og nettet. Vi sendte i hvert fald lige så meget ud og fik sat gang i koncerter med andre bands og diverse aftaler. Man havde vel et andet niveau af tålmodighed dengang på det punkt. I dag bliver jeg hidsig, hvis folk ikke har svaret 5 minutter efter den mail, jeg lige har sendt, hvis jeg godt ved at de har læst den, fordi jeg har sat rapport om læst mail på den! Efterfølgende var det jo fedt, da Myspace dukkede op og alle mulighederne med Hotmail, hehe.  

Har nogle af jer stadig med musik at gøre?

- Jeg har som sagt SuperCharger kørende for fuld knallert og jeg tror også, at Tander stadig spiller i The Beginning of the End of the World. Mikael har haft en periode i Saturnus på tønderne, hvor han dog er stoppet igen, og Birk har haft et projekt kørende med Kræn fra Sacrificial/Iniquity, jeg ikke er helt sikker på eksisterer mere.   

Er du stadig et rigtigt ”metal-head”?

- Ja, bestemt. Jeg går nok ikke lige så meget til koncerter mere, og jeg hører nok mere Bruce Springsteen end Cannibal Corpse, men er man først nede i skidtet en gang, er man det jo for altid.

Læs også:
Introduktion til ”Hvor blev de af?”-artiklerne
...og om de andre interviewede bands i artikelserien:
Detest, Beyond Serenity, Frozen Sun, Cyanotic, Autumn Leaves, Geronimo, Infernal Torment, Withering Surface, Sacrificial, Timeless Hall, Maceration, Blazing Eternity, Unleashed Power, Grope, Gigandhi, Morbid Vision og Stomped.

Tjek Urkraft ud i videon til 'Too Strong for the Strongest Lord' herunder: