Hvor blev Beyond Serenity af?

De husede Danmarks, i en overgang, måske mest kendte metal-stemme, da forsanger Carsten Holm også var radiovært på Heavyland på P3. Læs om hvad der blev af Beyond Serenity.

Fra Frederikssund kom Beyond Serenity, og da NRGmagazine satte Thomas Maaetoft (trommer) og Carsten Holm (vokal) sammen til at fortælle om tiden, da bandet eksisterede, kom der gang i minderne. Resultatet er dette længere interview, hvor udsagn fra Thomas fremgår med et ”T” og fra Carsten med et ”C”.


Hvordan blev bandet dannet?
Johnny (guitar) og Thomas (trommer) var klassekammerater og begyndte at spille sammen i folkeskolen i 1989/1990. Interessen, ambitionerne og venskabet var 100% styret af heavy metal. Senere mødte de Martin, som sagde, at han skrev tekster. Da bandet jo ingen sanger havde, blev Martin ”tvunget” til at spille bas i stedet for. Siden mødte de Carsten igennem et radiointerview, og det første rigtige band blev født i 1991. I 1994 joinede Morten, som gik i samme klasse som Johnny og Thomas, på guitar. I 1996 kom Anders Duus til på bassen i stedet for Martin.


Hvor mange udgivelser nåede I?
To demobånd og to EP'er (på cd), samt et track ’Mind Of Despair’ på “Fuck You We're From Denmark vol.2”.

- Behind The Silence (demo 1992)

- Promo '94 (demo 1994)

- Bursting Into Leaf (EP, 1996)

- Anno 1997 (EP, 1997)


VENSKABER DER RÆKKER UDOVER MUSIKKEN

Hvad var den største oplevelse med Beyond Serenity?
T: Sikkert at være på DK-tour med det svenske band Freak Kitchen i 1997. Eller en lille DK-tour i 1996 med Furious Trauma, hvor vi bl.a. overnattede fem mand i en brun Ford Taunus på Ålborg havn. Rock n' roll! Men ellers at have spillet på mange af de klassiske spillesteder; Barbue, Rytmeposten, Musikcaféen i Århus, Backfisch, 1000Fryd, Rock Amar, Bornholms Musikhus, Stengade 30 m.fl.

C: Derudover har det jo bare været en fed oplevelse at kunne få verdens bedste venskaber, som rækker langt længere end det, vi umiddelbart var samlet om, nemlig musikken.


Hvorfor gik bandet i opløsning?
C: I første omgang var det mig, der trak stikket - jeg havde gang i mange andre ting med musik i radioen, og jeg syntes, at jeg manglede lysten og tiden til selv at stå og sige ”mæææh” i mikrofonen.

T: Og efter 7 år uden at få det store bid i musikbranchen, fes lysten generelt bare ud. Vi havde måske haft vores tid, og vi kunne heller ikke blive helt enige om det genremæssige ståsted længere.

Hvis I selv skal sige det – hvor tæt var I på at ’breake’ i udland såvel som hjemland?
T: Ikke særlig tæt, men vi spillede mange jobs i årene 1995-1997 i hele landet og lavede også vores to EP'er i disse år. Men der skete aldrig det store. Vi spillede ingen koncerter i udlandet, men sendte en del EP'er rundt til andre lande, dog uden held.

C: Vi hyggede os jo i det store hele med at lave det, vi lavede, og syntes det var virkelig fedt at spille koncerterne. Men jeg tror også, at det skinnede igennem, at vi ikke selv var klar over, hvor vi ville hen i musikken - og det er svært som publikum at have med at gøre. Udlandet har aldrig været på tale...


MÅ MAN FLØJTE I HEAVY METAL?

I deltog som nævnt på F.Y.W.F.D-kompilationen: blev der set ”skævt” til, at I ikke var så brutale som flere af de andre bands?
C: Joo… ’Må man fløjte i heavy metal?’ var et spørgsmål, der blev stillet i en anmeldelse af vores nummer. Det siger måske meget godt, at vi gjorde noget, der var anderledes - ikke nødvendigvis godt - men anderledes end mange af de øvrige bands. Og selvom vi aldrig gav eller fik et entydigt svar på, om det var OK at fløjte, så gjorde vi det i hvert fald i det ene nummer.

T: Der var ingen tvivl om, at vi skilte os ud på brutalitets-fronten. Egentlig havde vi ikke tænkt meget over, at vi var mindre brutale end mange andre bands i den danske undergrund på det tidspunkt. Men vores inspirationer gjorde nok, at vi ikke var mere brutale end vi var. Og man kan godt sige vi skabte en afveksling fra den stil, der typisk herskede på det tidspunkt. Det mener vi kun var godt.

Ser I eks-bandmedlemmer stadig hinanden?
T: Ja. Vi mødes hvert år, den sidste fredag i november til julemiddag og druk i København. Derudover har vi mødtes til diverse bandmedlemmers bryllupper, hvor vi også har spillet et par Beyond Serenity-numre. Men nu bor vi forskellige steder i landet, så vi ses ikke så ofte, desværre.

C: Vi har ikke kontakt til nogle af de medlemmer, som i små perioder var med i bandet, men os der udgjorde kernen har det stadig rigtig fedt sammen. Vi prøvede for et par år siden med en ’reunion’. Det blev til 2-3 øvere, uden Thomas på trommer - og det var så den ’prut’!

DEN BRUNE, ’MOTHERFUCKER’ TAUNUS

Er der en historie, som I tænker tilbage på med et ”vi var sgu nogle crazy motherfuckers” med et smørret smil på læben?
T: Ja, det skulle da lige være den førnævnte Ford Taunus, som var vores "tour-bus". Det er et tydeligt bevis på et ludfattigt dansk metal-band i 90'erne. Men på mange måder var vi nok nogle pæne flinke drenge, der passede vores arbejde og skole dengang. Mange øl, ingen stoffer, og super meget heavy metal! Vi elskede bare musikken og det at komme ud at spille. Nogen gange var det måske ikke så meget for koncerten, men mere det sjov man kunne få ud af en weekend, når man skulle en tur til Odense eller Ålborg for at spille. Gode minder!

C: Der er naturligvis blevet opbygget en stemning, atmosfære og et sprog mellem os, som genopstår lige præcis 3 sekunder efter, at vi er samlet igen. Det tror jeg, at alle nære venskabskredse kender - det får smørrede smil på læben, når vi nævner ”Stella Hertz”, ”Efter otte”, ”Chaos With Finn”, men det er alt sammen internt, og er vist kun sjovt, når det bliver holdt internt. Jeg tror dog, at Johnny og Carsser, som ejede og kørte Taunus’en, stadig render rundt og tror, at de er nogle ”crazy motherfuckers”.

Har I stadig med musik at gøre?
T: Jeg er den eneste, der stadig spiller aktivt i dag. Det er i rock-kopibandet Papa Gnu, hvor jeg spiller trommer. Men Morten har solgt guitaren, Johnny og Duus tager instrumentet frem fra skabet en gang imellem og Carsten bruger nok mest sin stemme i sit job. Og Martin døde i øvrigt i november 1999 af en hjertesygdom.

C: Jeg har været så heldig at kunne lave en hel del radio igennem årene omkring musik og haft den store ære at være vært på Danish Metal Awards igennem fire sæsoner. Nu bliver en del af min energi lagt i etableringen af det nye metalprogram Sort Søndag på DR Rock, og selvom jeg kun i perioder har kigget ind i heavy metal verdenen, så er det fedt at høre mange af de nye virkelig cool navne, og opleve at flere af de ’gamle’ navne fra 80’erne og 90’erne stadig kører stærkt på.

T: Ja, den gamle kærlighed til heavy metal går aldrig helt væk. Selvom håret er kortere, kan den samme følelse under huden stadig mærkes, når Megadeth, Iron Maiden, Metallica, Ozzy, D:A:D, Testament, Overkill, G N' R eller andre klenodier brager ud af højtaleren. Sidst jeg mødte Carsten var fx til en Volbeat-koncert i Århus.


BÅND, BLADE OG FANKLUB

Hvordan var det at være en del af metalmiljøet dengang?
T: Det var spændende og rigtig sjovt. Der var gang i den og mange om buddet. Det var dengang, man havde demobånd og ikke mp3'er, websites eller MySpace profiler. Så det krævede et stort arbejde at få sin musik ud til folk. Vi mindes også at bruge vildt mange penge på indspilningsstudier. I dag kan man jo sidde hjemme eller i øvelokalet og selv lave en glimrende indspilning, nærmest gratis. Det kunne vi godt have brugt dengang.
Vi brugte megen tid på at putte breve og bånd i konvolutter og holde jævnlig kontakt med andre bands om koncerter, eller med blade om artikler og notitser. Ja, og så havde vi jo, som nogle af de få, en officiel fanklub. Tror nok vi kom op på 50-60 medlemmer.

C: Hver lille klumme, prut eller opråb som man kunne komme med i et blad betød rigtig meget - selv i de mindste magasiner, som måske kun blev omdelt i Holbæk og omegn. Vi prøvede også at få nogle alliancer mellem os og nogle andre bands op at stå - oprindeligt en god idé, som i bund og grund gik ud på at slå sig sammen med nogle fede bands, lave nogle små pakker og lave koncerter sammen i hele landet. Så kunne man komme i fælles flok, udvikle venskaber, musikken og via den vej ’hype’ hinanden. Vi fik aldrig selv fulgt op på det, og det gik i vasken, men jeg husker da samtaler og breve med Mercenary om idéen, og Furious Trauma tog os med rundt på en lille turne.

Er I stadig rigtige ”metal-heads”?
C: Jeg vil ikke rigtig betegne mig som et ”metal-head” længere - slet ikke når jeg ser det engagement og hjerteblod, som mange af drengene og pigerne lægger i scenen, kulturen og miljøet i dag. Det er imponerende, og jeg tænker tit tilbage på dengang, hvor mit liv KUN drejede sig om heavy metal. Jeg har ikke rigtig dyrket kernen af metal i lang tid, men kærligheden til metalscenen, er den eneste gamle kærlighed, som aldrig ruster - og jeg er stolt over at kunne repræsentere metal-livet i DR og have været repræsentant for metalscenen i forbindelse med Danish Metal Awards.

Jeg købte engang Forbidden’s ”Twisted Into Form” i en butik i London, som hed ”Metal-Head”. Fed biks - fed plade - fedt band!

T: He he... men nej, jeg tror ikke at der er nogen af os der er metal-heads i den gamle, klassiske forstand med langt hår og rygmærker mere. Nu er det kort hår og cardigan. Men de seneste 3-4 koncerter, jeg var til, var Judas Priest, Megadeth, Volbeat og Iron Maiden. Anders og Morten lufter også deres parykker og rockskanker til koncerter med Rammstein, Volbeat og DAD (som jo nærmest er så ROCK i sin tradition, at det er det rene heavy metal), så det gamle metalhoved er der stadig, dog under huden.


Beyond Serenity på myspace og på Encyclopaedia Metallum

Læs også:
Introduktion til ”Hvor blev de af?”-artiklerne
...og om de andre interviewede bands i artikelserien:
Detest, Frozen Sun, Cyanotic, Autumn Leaves, Geronimo, Infernal Torment, Withering Surface, Sacrificial, Timeless Hall, Maceration, Blazing Eternity, Unleashed Power, Grope, Gigandhi, Morbid Vision, Urkraft og Stomped.