Bollerockens efterladenskaber
Populær
Billy Idol bliver ved at udgive plader. Heldigvis ikke synderlig tit, men med 80'er-darlingens optræden på Copenhell til sommer ser vi os nødsagede til at forholde os til det. Det havde været bedre foruden.
2. 77
3. Too Much Fun
4. John Wayne
5. Wildside
6. People I Love
7. Gimme the Weight
8. I'm Your Hero
9. Still Dancing
Er det relevant at forholde sig til Billy Idol i 2025? Har det nogensinde været det?
Svaret på det første er rent kunstnerisk set et rungende nej, mens det sidste svæver en smule i vinden. Selv om historien ynder at tegne et billede af Idol som en rebelsk punkmusiker, der opnåede stjernestatus som solokunstner, er han vel i højere grad en posterboy for alt det, punken ville have ønsket, den ikke blev til. Johnny Rottens talent for selviscenesættelse og Nikki Sixx' vindende attitude samlet i én herlig eksistens, der af MTV blev båret frem som en rebel, men som reelt vel bare var en god gang 80'er-bollerock med tough guy-attituder.
Selv om alt, der måske/måske ikke var fedt ved Billy Idol, er funderet før 1990, har manden alligevel fundet det nødvendigt at udgive et nyt album i 2025. At han udgiver en plade hver ottende-tiende år er sikkert mest en undskyldning for igen at tage på tour og kradse skillinger ind på, at en stadig mere svindende og aldrende fanbase synger med på 'White Wedding' og 'Rebel Yell', men siden førnævnte bringer Billy Idol øverst på plakaten på årets Copenhell har vi, ikke 100% med vores gode vilje, set os nødsaget til at forholde os til englænderens nye materiale. Og hvem ved? Måske er det ikke så skidt?
Jo, det er.
Først de gode nyheder
Hvis du, kære læser, vil redde dig selv for at se de værste detaljer af trafikuheldet, så kan du nøjes med at lytte til 'John Wayne' og 'I'm Your Hero'; de to numre på pladen, der har mindst sandsynlighed for at give dig enten kvalme eller grineanfald. Det kræver dog, at du indledningsvis evner at abstrahere fra pladens lyriske univers, der enten beskriver Billy Idol som den undskyldende bedstefar, der godt ved han kunne have opført sig bedre, eller alternativt tager skeen i den anden hånd og beskriver rebellen, der trods sine knap 70 år da godt stadig kan ”have some fun”. Begge dele fungerer lige skidt, og anbefalingen herfra er at holde afstand.
Vælger du dog at sidde advarslerne og teksterne overhørig, fungerer duetten med Alison Mosshart på 'John Wayne' faktisk nogenlunde, hvilket i høj grad er Mossharts fortjeneste. Selv om The Kills-sangeren ved Gud ikke er nogen GG Allin fremstår hun mere punk, end Billy Idol nogensinde har gjort, og hendes røgede, sårede barbums-vokal gør faktisk nummeret helt hæderligt. Det samme er 'I'm Your Hero', hvor Idol ganske vist står alene, men til gengæld gør meget for ikke at lyde som Billy Idol. Nogen ville kalde det en Tom Waits-pastiche, men lad os bare tilskrive nummeret Billy Idol selv for trods alt at have noget positivt at rapportere.
Hent en spand, punktér en trommehinde
For resten af 'Dream Into It' er en ørkenvandring. Titelnummeret er en langgaber, der ikke helt er stille nok til at være ballade og ikke helt guitardrevet nok til at være rock, men i stedet sovser rundt i et indie-territorium, hvor det er så frygtelig kedeligt og kønsløst, at man skynder sig videre af frygt for at blive smittet med noget stads.
”Videre” betyder i dette tilfælde '77', hvor Idol skal være ung med de unge. ”De unge” er i dette tilfælde den 40-årige skaterpopper Avril Lavigne, og det faktum, at canadieren faktisk fremstår med mere kant end Idol, siger nok mere om sidstnævnte end førstnævnte.
Har du ikke allerede ramt kvalmegrænsen skulle den være rimelig sikker halvvejs gennem pladen på 'Wildside', hvor 69-årige Idol og 66-årige Joan Jett synger om at være ”ridin' in the fast lane, baby” og ”I still got a wild side and sometimes it comes out”. Det er tåkrummende at lytte til, hvilket det dog også havde været, hvis en 40 år yngre musiker havde sunget det.
Læg dertil, at 'Dream Into It' også musikalsk er lidt af en langgaber. Store keyboards får ofte lov at overtrumfe de guitarer, man trods alt havde håbet ville spille ind, og umiddelbart får man ikke indtrykket af, at Idols vanlige kollaboratør, guitaristen Steve Stevens, har gidet engagere sig synderligt i dette projekt. Resultatet er, at det meste lyder som noget, Jørgen De Mylius i 00'erne til Eurovision-finalen ville kategorisere som ”fed rock”. Skulle man være i tvivl er det ikke noget at stræbe efter.
'Dream Into It' er lyrisk og musikalsk sødsuppe uden hverken dybde eller, i mangel af bedre, en skamløs popskabelon, der ville gøre, at numrene bare blev siddende i hovedet på én og irriterede. Det er forglemmeligt. At Idols stemme synes rusten og får rigeligt rumklang hist og her for at kompensere, er vel forventeligt. Der er så mange komponenter på pladen, der er dårligere, at vi ser gennem fingre med det. Men 'Dream Into It' er ikke rock. Det er ikke punk. Der er intet rebelsk over det, og det er ikke din kostbare tid værd. Hvorvidt Idol er det engang til sommer er nok mere end tvivlsomt.