Stadig i bevægelse, stadig bevægende
Med et 35-årsjubilæum i ærmet blev der gravet dybt i godteposen, og Voivod viste sig endnu en gang som en uudtømmelig enhed af overskud og spilleglæde på en alt for tyndt befolket søndag aften.
2. Ravenous Medicine
3. Obsolete Beings
4. Technocratic Manipulators
5. Into My Hypercube
6. Iconspiracy
7. The Prow
8. Order of the Blackguards
9. Fall
10. Always Moving
11. The Lost Machine
12. Voivod
---------
13. Overreaction
Voivod er en svært vanedannende størrelse. Har man set dem én gang, så vil man have mere.
Af samme årsag blev en ferie i Irland bevidst koordineret i god tid, så flyet ville lande kl. 19:45 i tide til at bevidne denne fejring af ikke blot den dugfriske 'The Wake', som vi for nylig udnævnte til deres bedste album de sidste 25 år, men også deres 35 års eksistens, som lagde op til at grave ned i glemte skatte fra det store bagkatalog.
Bio-Cancer havde fået æren af at supporte, men førnævnte flyvning gjorde det umuligt at nå at lægge ører til deres thrashede tilbøjeligheder. Spioner i krogene gjorde os dog bekendt med, at det ikke just var mindeværdigt, og så kan man jo vælge at tro på det eller lade være. Som bekendt skal man egentlig ikke udtale sig om noget, man ikke har prøvet, og således springer vi lystigt videre til hovedretten.
Lystigt var nemlig lige præcis, hvad det blev, efter bassisten Rocky førte an med det punkede riff til titelnummeret fra deres sidste ep 'Post Society'. Guitaristen Chewy sprang rundt med håret flyvende til alle sider og befamlede gribebrættet som en regulær humørbombe, mens Snake var i sit vanligt legesyge hjørne med teatralske gestikuleringer og en tilsvarende skizofren vokal. Vi blev derefter ført tilbage til 1987 med 'Ravenous Medicine', der stadig blev leveret med samme skævt proggede thrash-nerve, mens Away drev maskineriet med sin helt egen, nærmest maskinelt punkede energi, der kun blev yderligere forstærket af 'Obsolete Beings', første single fra 'The Wake'.
Sådan blev vi løbende kastet frem og tilbage igennem en karriere, dog uden at tage højde for den mellemliggende periode fra 1995 og 20 år frem, men her er der også længere mellem snapsene, så det bebrejder vi dem ikke for. Tværtimod fortjener den aktuelle inkarnation af Voivod en solid cadeau for at kaste os igennem et bagkatalog fra 1984 til 2018 og stadig kunne bibeholde en rød tråd hele vejen igennem. 'The Wake' er af flere blevet omtalt som en slags 'Nothingface' (albummet fra 1989) part 2, og skal man endelig fæstne sig ved denne tese, så var det i hvert fald ikke svært at se parallellerne mellem den kryptiske fanfavorit 'Into My Hypercube' og den nye skæring 'Iconspiracy', der blev spillet i forlængelse af hinanden, og som begge lægger sig solidt i den mere progressive ende af deres karriere.
En af Voivods stærkeste forcer er dog den spilleglæde og det nærvær, de udviser gang på gang på scenen, og heller ikke her var denne aften i stueetagen af Pumpehuset på nogen måde en undtagelse fra reglen. Alle medlemmerne tog sig tid til at introducere sig selv, hvor Away blev hyldet med et regulært kor, der var en fødselar værdig. Snake nynnede 'Rocky'-temaet for deres relativt nye bassist, mens Chewy hyldede Snakes evigt finurlige væsen og høje energiniveau på trods af hans alder (54 år) med den rammende betragtning, at lige præcis Snakes alder kun bør tælles i rum-år, hvor han jo fortsat er en ung sjæl, hvilket Snake selv behørigt bekræftede ved at gakke rundt med en klud over hovedet.
Selvom humøret var højt, bør det bemærkes, at en tilskuer foran fik flere svinere af Snake i starten af koncerten for at have sat sig på scenekanten og facebooke. Manden pådrog sig sidenhen opmærksomhed ved at stille sig op på scenen og hylde bandet, som om han havde lært lektien, men en halv times tid senere blev han smidt ud af Pumpehuset af Chewy for at have gramset på en tilfældig kvinde mod hendes vilje. Gennemgående dårlig stil blev tacklet med god stil, og så kunne koncerten ellers fortsætte uden flere unødige afbrydelser.
Aftenen var solidt krydret med både velkendte slagere og deep cuts, afbalanceret i både den psychede ('Fall'), progressive ('Into My Hypercube'), thrashede ('Overreaction') og punkede ('Voivod') ende af Voivod-spektret, og Snake var som altid frisk for en kæk bemærkning som ”the next song is a punk/thrash/psychedelic-kinda song. It's a Voivod song, goddammit!” Hvor svært det end kan være at komme ind i deres semi-syrede sci-fi-tilgang til metallens verden, så var denne koncert endnu en solid bekræftelse af, at det hele ikke skal tages så seriøst, som det kan lyde på plade. Da vi fx fik introduceret næste sang som en dansesang, spillede Chewy brudstykker af 'I Was Made For Loving You' (Kiss), 'Seek & Destroy' (Metallica) og 'Rebel Yell' (Billy Idol) for at trodse det prætentiøse filter for en stund, inden de slog over i den ganske vist mere catchy 'The Prow'. Snakes grimasser mindede mest af alt som en trodsig femårig knejt, der skider godt og grundigt på normerne, og der er absolut heller ikke nogen, der lyder som Voivod eller leverer en thrash-koncert med samme skæve charme, overskud og spilleglæde, som de gør. I hvert fald ikke på en aften som denne, hvor Voivod stadig lyder lige så gale og geniale, som de gjorde for 30 år siden. Vi takker og bukker for mange års tro tjeneste og tæller allerede ned til næste gang.