Den sært inciterende dommedag

Den sært inciterende dommedag

Kreativiteten står i fuldt flor på Voivods nye opus. Teksterne er et skævt take på menneskehedens forfald, mens den musikalske palet er mere ambitiøs og vidtfavnende, end vi har hørt fra Voivod længe.

Kunstner
Titel
The Wake
Dato
21-09-2018
Trackliste
1. Obsolete Beings
2. The End of Dormancy
3. Orb Confusion
4. Inconspiracy
5. Spherical Perspective
6. Event Horizon
7. Always Moving
8. Sonic Mycelium
Forfatter
Karakter
5

Konceptalbums er ofte en problematisk størrelse. Dels fordi temaerne har det med at være fortærskede, dels fordi det kræver meget af bandet at holde lytteren engageret i det gennemgående narrativ, og endelig fordi temaet i sig selv, mere ofte end ikke, har det med at tvinge bands ud på terræn, hvor de ikke kan bunde.

Voivods nye koncept, 'The Wake', er den store fortælling om de onde kræfter under havet. Den store trussel mod menneskeheden, om du vil. Eftersom denne tematik unægtelig lægger sig solidt i den fortærskede ende (hører jeg nogen sige 'War of the Worlds'?) kunne man nemt frygte det værste.

Ikke fordi, der er noget overraskende i deres drejning mod det mere progressivt storladne. Chewy, der overtog afdøde Piggys plads på den seksstrengede på den foregående 'Target Earth', er den dominerende sangskriver, og hans evne til både at holde liv i og videreudvikle Voivods velkendte fusion af thrash og prog bar allerede frugt på 2016s 'Post Society'-ep.

Derfor er det ingen overraskelse i sig selv, at der er skruet op for de sci-fi-proggede tendenser, men måske snarere at resultatet af det er så solidt, som det er. En væsentlig årsag er produktionen, som med cinematiske kvaliteter og bløde overgange mellem numrene giver albummet et helhedsfeel, hvor numrene både har deres særskilte charme og et homogent lydbillede, der kæder historien sammen, præcis som der forventes af en konceptplade.

Førstesinglen 'Obsolete Beings' lægger ud i det velkendte Voivod-leje med Aways trommer, der tæsker militant afsted henover Snakes både inciterende og hidsige vokal, inden den runder af med tung psykedelika og fører os over i 'The End of Dormancy'. En 8-minutters kavalkade af dystopiske proportioner, der udover Chewys overgearede solo, spor af Residents-minimalisme og Snakes udmelding om, at "no god has ever saved anyone" også illustrerer et af 'The Wake's førnævnte, stærkeste træk – produktionen.

Sekvenser flyver ind og ud af billedet, der hver for sig highlighter alle medlemmernes bidrag til helheden og tilføjer den twistede dynamik, der er svært elskelig ved Voivod. 'Orb Confusion' vender tilbage til det thrashede leje og runder af med Snakes uimodståeligt fjollede ”na-na-na-na”-rants, inden et af de stærkeste cuts, i form af opfølger-singlen 'Iconspiracy', velsagtens kunne være definitionen på "hypno-thrash", hvis sådan en genre fandtes. Halvvejs inde tilføjer inklusionen af strygere endnu et cinematisk lag til pladen, mens Snake messer henover Aways minimalistiske trommer, inden Chewy eksploderer ud i endnu et kakofonisk solo-indslag.

Det er imponerende nemt at gennemgå alle numrene for hver deres finurlige twists. Ikke blot fordi Chewy virkelig har vist sig værdig sangskrivningsarvtager, men også fordi Voivod anno 2018 lugter langt væk af at være et band, der kender hinanden til ned fingerspidserne og forstår at skabe en dynamik, som ikke er hørt så vel eksekveret fra dem siden de tidlige 90'ere. Ok, Rocky gør sig ganske vist ikke helt så bemærket på bassen, som man kunne have ønsket, og han er trods alt også den nyeste tilføjelse til firkløveret, men Snake, Away og Chewy har alle deres stjernespækkede stunder, og så kan vi næsten ikke kræve mere.



Aren't you afraid, knowing this world will never be the same?
Now it's too late, and we are to blame!

'Event Horizon' fortsætter i det hypno-thrashede mode, hvor Aways skizofrene temposkift nærmest lyder som en trommeslager på det halve af hans alder, og efter den lidt mere afdæmpede 'Always Moving' rundes der af med den 12 minutter lange 'Sonic Mycelium', der både samler brudstykker af 'The Wake's andre numre og bygger dem op til et beundringsværdigt væld af crescendoer, inden strygerne får de skærende, sidste toner med på rejsen.

Og således samledes trådene af et band, der ganske vist har holdt et solidt niveau igennem årene, men her på 'The Wake', 35 år inde i karrieren, virker som en enhed, der – med tilføjelserne af Chewy og Rocky – for alvor har genfundet den nerve og dynamik, der tidligere har karakteriseret Voivod. Knap så aggressivt som i deres unge dage, men sangskrivningen og alle de små eksperimenter undervejs gør det til et af de albums, man ikke havde turdet drømme om at høre igen fra deres side. Det er, i sandhed, way beyond.