HDDT '15: Frynser og flot, klassisk tråd

Populær
HDDT '15: Frynser og flot, klassisk tråd

Amerikanske Castle startede en længere turné i Europa ved at lukke førstedagen på Heavy Days in Doomtown med en omgang solidt spillet heavy metal.  

Kunstner
Spillested
Dato
30-04-2015
Trackliste
Descent Of Man
Temple Of The Lost
Corpse Candles
Be My Ghost
A Killing Pace
Powersigns
Total Betrayal
Blacklands
Dying Breed
Evil Ways
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Castle fra San Francisco var netop landet i Europa og kickstartede en længere række af koncerter ved at lukke den udsolgte førstedag på HDDT. Hvis man tager 80’er-trademarks som det vildt episke og det perverst kitschede og smeder det sammen med små momenter af det mere 90’er-stonerrockende, har man egentlig en ganske sigende idé om den form for forholdsvis upbeat, øldrikkende partyrock, Castle praktiserer. Til trods for at der egentlig også er ret mange passager hos Castle, der befinder sig i de mere seriøse og dystre ender af rockmusikkens spektre, var de et af de ”lettere” bands fra festivalplakaten at rocke igennem til i år, og de gjorde sig derfor godt på åbningsaftenen.

Medrivende koncertånd

I front for Castle finder vi Elizabeth Blackwell, der på en på én gang påtaget og herlig vis står som en af de mere episke frontfigurer ved koncerterne på HDDT i år. Det episke ved Blackwell skyldes ikke (udelukkende) hendes skønhed på en scene, som i øvrigt kun forstærkes af en ligeledes episk, sexet garderobe, men skyldes i højere grad den tilgang, hun griber sin rolle som frontfigur an med. Blackwell har ambitioner, på rockmusikkens vegne, forstås, og hvor var det skønt at se en frontkvinde, der greb Loppens intime rammer an, nærmest som var det en stadionkoncert.

Hvis du spørger Castle, er de tydeligvis et band, der nægter at lade sig indskrænke – de er et band, der så at sige tror på rockmusikken! – hvilket der selvfølgelig er mange bands, der vil sige om sig selv. Det er dog ikke alle bands, der også formår at gøre denne antibegrænsende attitude til en medrivende del af sin koncertånd, hvilket dog netop var det, Blackwell formåede. At Blackwell så ikke er nogen stor sanger er selvfølgelig en anden snak, og det var ofte på vokalen, man manglede det sidste for at blive revet helt med.

At blive taget fat i nakken

De nosser, Castles frontsanger ikke har, opvejes imidlertid til dels af bandets guitarist og medsanger, Mat Davis. Med Voivod-t-shirten på indtog han venstre side af scenen med en karismatisk vilje og ikke mindst en pokkers sejdrevet spillestil, der var med til at tage fat i nakken på én på den der herlige medrivende måde. De riffs, Davis spiller, er muligvis ikke helt så æggende eller overraskende, som man ellers kunne havde håbet på, når nu det er afdøde Piggy, der synes at være idolet.

Det manglende innovative element gør dog mindre en aften som denne, hvor det lige så meget handler om at omfavne de festivaldage, der er i vente, og hvor den herlige stemning netop var derefter denne aften – på scenen såvel som omkring scenen. På dette klokkeslæt på denne scene på denne aften passede Davis’ blanding af Josh Homme-riffs med en snert af noget endnu mere 70’er-agtigt ind som et absolut godkendt peak på festivalens førsteaften.