HDDT'14: Styrker og svagheder

Populær
HDDT'14: Styrker og svagheder

Eagle Twin er en eksplosiv bombe af en duo, der under deres HDDT-koncert torsdag aften dog manglede de rigtig gode sange til at holde deres sludge-doom kørende.

Kunstner
Spillested
Dato
01-05-2014
Genre
Karakter
2

Eagle Twin er et to-mands band fra Salt Lake City, Utah, som under den tredje udgave af Heavy Days in Doom Town havde fået æren af at lukke festivalens warm up-aften, der i år fandt sted på Christianias fineste, Loppen. Sidste gang, bandet bragte deres interessante bud på tung doom-sludge mikset med ultrabeskidt guitar-drevet "blues" til Danmark, var i 2010, hvor de på en sidenhen semi-famøs aften i Lille Vega varmede op for mægtige Sunn O))). Så vidt det vides var årets besøg på HDDT duoens første besøg i Danmark siden da, og med et imponerende opvarmningssæt i erindringen var det et af de navne, man virkelig så frem til i år.

Forventningerne efter et gensyn med den overraskende næve, der i 2010 tog én med mellemsvært storm, blev dog aldrig indfriet. Desværre understregede koncerten torsdag aften i højere grad, hvorfor man aldrig blev rigtig motiveret til at dykke ned i bandets debutalbum, 'The Unkindness of Crows' (2009) - som man dengang ellers købte efter koncerten i Lille Vega - om end den gav motivation til på ny at gå ud også at skaffe sig bandets seneste, andet studiealbum, 'The Feather Tipped The Serpent's Scale' (2012). Ligesom det gør sig gældende for debutpladen bestod aftenens koncert på HDDT af en masse energiske, frembrusende småelementer, der på uforløsende vis dog aldrig fandt sammen som ét hele.

Hårdtslående

Det er ellers ikke, fordi det i live-regi er svært at holde af Eagle Twin. Det er uhyre nemt. Med trommesættet rykket langt frem ude på den ene flanke af scenen er blot synet af guitarist Gentry Densley og trommeslager Tyler Smith som at opleve en respektindgydende og selvsikker fællesfront af en duo, der åbenlyst sætter en ære i at se sit publikum direkte i øjnene. Faktisk syntes netop nærhed at have været en vigtigere brik i bandets live-optræden på HDDT. Det gælder ikke mindst for Smith, der hele koncerten igennem slog så forbandet hårdt på sine tønder, at det halve havde været nok for de fleste.

Det er det imidlertid ikke for Eagle Twin, der á la Southern Lord-kompagnonerne Sunn O))) ved, at metalmusik også bør handle om noget så simpelt, men for mange langt fra elementært, som en pissehøj volumen. Når trommesættet samtidig placeres således, at det befinder sig netop kun få meter fra de forreste publikummer rundt om Loppens fantastiske lave scene, da bliver det soniske ikke ligefrem mindre øretæveindbydende.

Nysgerrig musikalitet

Ellers er der ikke mange ligheder mellem Sunn O))) og Eagle Twin, hvis overhovedet nogen. Skal man perspektivere til bands, der kunne tænkes at have haft indflydelse på Eagle Twin, må der i stedet drages paralleller til henholdsvis Melvins' abrupte semi-matematiske ondskabsfuldhed, til Neurosis og specielt Scott Kellys dybere vokal samt til Yobs vekselvirkning mellem et nøje fokus på lirende guitarspil samt deres forkærlighed for at krydre det guitar-lirende med en omgang langsom, klassisk doom.

Også rent musikalsk er Eagle Twin således en legende, nysgerrig fællesfront, der tilmed kan tillade sig at grovdyrke nysgerrigheden, tillade sig at strække behovet for at dyrke forskellige musikalsk stier ud og tage nysgerrigheden dét skridt længere af den simple grund, at de to musikere kender hinanden til sokkeholderne. Det er således meget tydeligt, at Eagle Twin ikke er et band, der er dukket op fra den ene dag til den anden. Det er deres forståelse for hinanden et tydeligt bevis på. Densley og Smith har da også en fælleshistorie, der går ti år tilbage, hvis ikke endnu længere. Deres fortid sammen inkluderer blandt andet den nu hedengangne power-trio, Furious Fire, og det er netop det jam-lystfulde element fra dette band, der på godt og ondt også kendetegnede Eagle Twins HDDT-koncert på Loppen.

Når den koncentrerede mængde bider én i røven

Eagle Twin er glade for længere instrumentale passager, ligesom de er glade for at pifte disse passager op med interessante og anderledes toner fra guitaren, der under koncerten havde en så vekselvirkende¨rolle, at instrumentet ofte kom til at lyde som en bas. Men til trods for det instrumentale fokus, kom man hurtigt til at savne overraskelser i selskab med Eagle Twin. Man savnede at blive hevet rundt i manegen, så at sige.

Sættet flød sammen og det, der i begyndelsen virkede legende og på forfriskende vis differentierede sig fra sine metal-subgenrer, udviklede sig under den sidste halvdel af koncerten til det nærmest stillestående. Man småkedede sig. Man savnede elementer, der formåede at skille sig ud i den koncentrede mængde volumen. Bevares, volumen gjorde stadig indtryk, og det samme gjorde de to musikeres selvsikre spillestil, men man higede efter sange, der kunne få én med på også et andet plan. Musikalsk set var det strammere end stramt, men stramme riffs og ditto trommespil svøbt ind i høj volumen er ikke nok, når det er bedre og mere klassiske sange, der indimellem er brug for. Det lyder sandsynligvis tåbeligt reaktionært at forlange det klassiske af et sludge-interesseret doom-band. Det er dog netop, fordi bandet også dyrker det æggende og det nærmest progressive i sit musikalske univers, at der dukker et behov efter mere op i én. De lufter suveræne intentioner, der ikke forløses. Det blev heller aldrig rigtigt forløsende på Loppen.