HDDT'14: Sympatisk og langtrukkent
Populær
På topprofessionel vis lukkede Windhand Heavy Days in Doom Town med en omgang melodiøs doom, der var så langtrukken og ufarlig, at koncerten virkede tung i røven.
Som det vel mere eller mindre gælder for alle musikgenrer, er der også inden for metallen, herunder doom metallen, fra tid til anden bands, der har potentiale til at grave sig op og ud af undergrundsrøgen, og som på sin vis formår at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Windhand synes at være sådan et band. På samme tid som doomgenren (og undergrundsmetal i det hele taget) peaker mere, end den har gjort i længere tid, trådte Windhand ind på musikscenen i 2011 med en selvbetitlet debut, inden de så sidste år smed opfølgeren 'Soma' på gaden. Specielt 'Soma' bruser over af ørerhængende numre bestående af det ene indlevelsesrige riffs efter det andet, og ved sin udgivelse imponerede pladen da også så mange doomhoveder, at den sidste år var at finde på topplaceringer hos flere sites og magasiner over årets bedste udgivelser i 2013.
Og selvom man langt fra er enig, forstår man godt, hvorfor at 'Soma' vakte så meget positiv opmærksomhed, som det nu engang var tilfældet. Bliver stærke riffs svøbt ind i en så dominerende hinde af tung, atmosfærisk melankoli, som den dystre fernis, der på mange måder karakteriserer 'Soma', så skal der ikke så forbandet meget øre til hos lytteren for at blive slamsluget ind i det musikalske univers, der præsenterer sig for én.
Electric Wizard-light
Det er kombinationen af luftguitar-venlige riffs blandet med denne emotionelle, dystre seriøsitet, der får Windhands melodier til let at bide sig fast. Desværre bider de sig ofte for let fast. Den er desværre sikker hver gang: Sæt Windhand på anlægget, og ganske hurtigt vil man savne en musikalsk fornemmelse af noget andet og mere, hvilket sandsynligvis skyldes bandets totale mangel på originalitet. Windhand er en light-udgave af Electric Wizard, og at de mangler deres eget udtryk til at tage doom-stikket hjem, blev man for alvor klar over, da 'Soma' kom på gaden. Til trods for pladens tydelige fornemmelse for sangstruktur og riffs virkede udtrykket bare lige det for letkøbt.
Ens skeptiske anelser om Windhands mangler som band er taget til med tiden og er desuden blevet verificeret de par gange, bandet er blevet set live. Man kan muligvis ikke rigtig bebrejde bandet, at de i november sidste år mildest talt ikke virkede imponerede over at spille foran 30 kolde mennesker på en kold søndag på kolde KB18, eller at forsanger Dorthia Cottrell leverede det meste af dét show med ryggen vendt mod publikum.
Dengang syntes bandet ikke synderligt interesserede i at levere en god koncert og kom egentlig til at stille sig an som halv-prætentiøse på den ufede måde. Det indtryk står heldigvis i kontrast til det billede, man fik af bandet under HDDT-koncerten i weekenden, hvor Windhand søndag aften på Main Stage var det sidste navn på plakaten. Her var spillelysten og sympatien ikke til at misse hos kvintetten fra Virginia, USA, men til trods for en smittende professionalisme på scenen gik man nu stadigvæk fra koncerten med en komplet uforløst fornemmelse. Koncerten, der skulle have været et sikkert doomknald til at lukke og slukke festen med, blev ensidig og langtrukken.
På kanten af selvparodi
Der er næppe noget bedre, end hvis et doomband sætter sig for også at komme ud over genrens til tider navlepillende tendens til støj, lave, langsomme toner og feedback for i stedet at koncentrere sig om ligeledes at spille sange med en anderledes klassisk struktur. Nedtunede spader og frenetisk støj holder max., men når det blandes med stramme sange, holder det ofte i endnu højere grad. På papiret er det derfor også et suverænt ærinde, Windhand er ude i, da de netop hylder den gode, koncentrerede sangskrivning, Problemet er - og det gik endnu en gang op for én under koncerten søndag aften - at de riffs, som Windhand skriver, såvel i tempo som tone er noget nær så doom-perfekte, at de egentlig balancerer på grænsen mellem det slemt generiske og det nærmest selvparodierende. De er for sikre. De tager aldrig røven på én. Leveringen af dem er desuden ikke stram nok, til at det bliver farligt, som det eksempelvis er tilfældet med riffs á la Jus Oborn og hans Electric Wizard.
Windhand placerer sig mellem to stole: Mellem den gode sangskrivning og doomgenrens klassiske kendetegn. Resulatet bliver jævnt banalt, nærmest en smule kedelig samt ikke mindst forfærdeligt lang i spyttet. Sådan gik det også til bandets ellers sympatiske koncert under HDDT.