HDDT'14: Polsk røg

HDDT'14: Polsk røg

Polske Dopelord fyrede den fede med publikum, men sangene manglede en hårdtslående næve, for at man kunne leve sig helt ind i det.

Kunstner
Spillested
Dato
03-05-2014
Genre
Trackliste
1. Ufo
2. Addicted to Black Magick
3. Ghost Cargo From the Bong
4. Acid Trippin'
5. Faraon
6. Pass the Bong
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Tidligere i år udgav det polske doomband Dopelord debutpladen 'Magick Rites', der på mange måder er en rockplade, som egentlig ikke er specielt god, men som det alligevel er svært ikke at holde ret meget af. I sin blanding mellem Orange Goblin, Weedeater og en light-udgave af Electric Wizard er der så meget klassisk doomskrald på de seks sange, der udgør albummet, at man gerne trækker let på skuldrene af dem og deres sumpede, generiske puls samt af pladens virkningsfulde ikke-produktion. Ligesom det gør sig gældende for de sange, Dopelord skriver, er pladens produktion nedbarberet samt tilbagelænet i en sådan grad, at det nærmer sig det dovne, og det er i høj grad denne ganske lurvede indstilling, som det kan være svært ikke at leve sig charmerende ind i, når man hører pladen.

Overraskelsesmomenter og musikalske højdepunkter synes ikke at være noget, Dopelord interesserer sig meget for, men så længe bandet spiller deres genregeneriske riffs med så meget DIY-goodwill, som det her er tilfældet, ja, så tilføjer man gerne endnu et navn til listen over bands, der lyder som noget, man har hørt igen og igen, men som dog stadigvæk formår at rive én med ind i deres velkendte riffunivers.

Ind i doom-hulen

Og det var lige præcis det, man havde sat næsen op efter på årets HDDT, hvor Dopelord var programsat lørdag eftermiddag på festivalens mindste og i øvrigt fantastiske scene, Dødsmaskinen: En omgang klassisk doom metal til at sætte gang i ens brugte festivalkrop på tredjedagen. Er der dét, der netop bør kunne sætte gang i éns plagede hoved og stive lemmer, så er det endnu en rockkoncert på Dødsmaskinen, der ligger placeret i et lokale, som syntes kun at være i overskud af intimitet og hygge.

Dødsmaskinen befinder sig i et lille lokale, der kan minde om en blanding af Roadburns Stage01 og Aalborgs 1000Fryd med scenen placeret bagerst i et smalt og aflangt lokale. I den ene ende af lokalet, modsat scenen og nær indgangen, er der placeret borde af massivt træ, som publikum står på og ofte rocker igennem fra under koncerterne, ligesom også bardisken og forhøjningerne langs væggene er pakket med mennesker under koncerter. Det er spillestedets huleagtige stemning, der ofte gør koncerter på Dødsmaskinen til noget helt særligt.

Monotoni og fællesjoint

Til trods for at ens forventninger til koncerten med Dopelord egentlig ikke rakte meget længere end til en beskeden forhåbning om at få spillet en smule luftguitar og måske få hævet en anerkendende næve i takt til et af bandets mange riffs, så blev de forventninger aldrig indfriet. Bandet spillede med herligt påvirket indlevelse, men det ditto påvirkede stagnerende doom-tempo, der ellers virker interessant sumpet på pladen, formåede aldrig at løfte sig fra det jævnt ordinære i live-regi, og for denne skribent skulle der mere til end fællesjoint og en time med ensartede riffs for at vække doom-dyret i én denne tidlige lørdag.

Det er ellers ikke, fordi riffet ikke sidder lige i skabet på 'Ghost Cargo From the Bong', og det er ikke, fordi den nyere skæring 'Acid Trippin'', hentet fra bandet spritnye andet album 'Black Art Riff Worship and Weed Cult', ikke er et af de mere lystige bud på et Black Sabbath-nummer i selvstændig forklædning. Men når end ikke riffs, der sidder i skabet, og ånden fra Black Sabbath kan få én suget ind i den musikalske røg, så ved man, der mangler noget.