Tyske Necros Christos fik aldrig fat i den okkulte stemning, de har på deres album og virkede amputerede, kedelige og ligegyldige på Kill-Town.
Necrowretch leverede torsdagens mest solide indslag med rå attitude, overlegent samspil og en zombie på overarbejde.
Night Profound gav en ægte søndagskoncert med deres semiakustiske doom folk, som de aldrig helt formåede at få draget folk ind i.
De amerikanske stonerdoom-veteraner sørgede for riffene og lod aldrig festen fuzze ud.
Japanske Guevnna druknede i støj, vaginal behåring og en manglende guitarist, men overvandt sig selv og lyden med energisk optræden.
De canadiske bong-metallere overgav sig aldrig, da de lukkede fredagen indhyllet i dagens største røgsky.
Italienske undergrundslegender leverede en solid koncert, der bar præg af den excentriske frontmands vidunderligt derangerede udskejelser.
Bas- og trommeduoen Bell Witch havde fået bedre plads til al deres lyd end forrige år, og deres kosmiske doom var en smuk afslutning på HDDT.
De finske bølledoomere levede i hvert fald op til deres navn ved at være hætteklædte og lidt irriterende. Det er så også det bedste, der er at sige om dem.
Abysmal Grief tog med deres særlige horror metal publikum med på en rejse til mørket i det hinside, hvor alt gik op i en højere enhed.
Mantar var 100% parate til at vælte Dødsmaskinen, hvilket de også gjorde i den første halve time. Men i længden sev energien ud af den tysk/tyrkiske duo.
Sludge-rødderne i europadebuterende canadiske Hoopsnake gav en af de mest forudsigelige, men også øredøvende og herlige koncerter på sidstedagen af den sidste Heavy Days in Doom Town.
En halv flaske Jack Daniel's, smøger og underholdende anekdoter. King Dude gav den gas på scenen, men musik var der ikke så meget af fra den stangvisne solomusiker.
Gode riffs med kongepondus resulterede på paradoksalt vis i en noget anonym koncert med Acid King.
Tidlig fredag aften leverede Acid Witch en koncert, der var lige så fattig på god musik, som den var rig på påtaget undergrundsdedikation og langtrukne ligegyldigheder.
Amerikanske Castle startede en længere turné i Europa ved at lukke førstedagen på Heavy Days in Doomtown med en omgang solidt spillet heavy metal.
Svenske veteraner bragte et anderledes progressivt take på doom metal med sig og leverede torsdag under åbningsaftenen en af festivalens klart bedre koncerter.
Tyske Mirror of Deception har været i gang knap 25 år, men er stadig relativt ukendte. Efter lørdagens præstation forstår man det egentlig godt.
Profetus leverede stillestående funeral doom sent lørdag i Dødsmaskinen. Fire slow motion-sange på en time. Men der manglede bund i lyden, og det var umuligt at leve sig ind i den stillestående seance midt i midnatsbrandertsummende Dødsmaskinen.
Den kvindelige italienske kvintet fumlede sig frem til ægte horror med fejl, der fik det hele til at fremstå mere urovækkende.