HDDT ‘15: Kosmisk baldrethed

Populær
HDDT ‘15: Kosmisk baldrethed

Bas- og trommeduoen Bell Witch havde fået bedre plads til al deres lyd end forrige år, og deres kosmiske doom var en smuk afslutning på HDDT.

Kunstner
Spillested
Dato
03-05-2015
Genre
Karakter
4

Da Bell Witch spillede på HDDT i 2013, var det sin sag at kæmpe sig langt nok ind i Dødsmaskinen til at høre bare lidt af det, så det gav rigtig god mening at invitere dem tilbage og lade dem få plads til at folde sig ud på.

Og selvom de kun er to, så fyldte de salen helt ud med deres monumentale, kosmiske doom. Det var noget nær hele universet, der trængte sig ind i salen over midnat, og efter en lidt formelt tung indledning, begyndte de at lade nuancerne indfinde sig. Det betød først og fremmest, at der var flere lange passager, der var noget nær stille, i hvert fald i forhold til hvor massivt resten var, og at bassisten fik lejlighed til at brillere med sin særegne måde at spille på sin seksstrengede bas. Det foregår det meste af tiden med tapping, og der opstår nogle intrikate melodifigurer i hans spil, uden at der går djent i den eller noget. Det er bare en måde at få meget mere ud af det ene instrument, og det lyder ret forunderligt i en doomsammenhæng.

For selvom Bell Witch også er alt muligt andet, så er de først og fremmest vanvittigt tunge, bare ikke på en primitivt buldrende måde. Om er en oplagt reference, også i trommespillet, og når de giver sig selv tid, opstår der særegent hypnotiske passager. På et tidspunkt kommer jeg til at stå og tænke på Pink Floyd, og det gør mig helt glad. Min sidemand, Tommy, kommer til gengæld til at kede sig, men det gør han på den anden side altid, når bands er progressive uden at være lige præcis den form for prog, han holder af. Han er ret sort/hvid på det punkt.

Uden at forfalde til ren loud/quiet/loud tager Bell Witch stadig afsæt i den formel, og de skiftes til at synge: Trommeslageren growler dybt og sugende under de tunge passager, mens bassisten synger rent under de hymniske passager, og det er så led en kliché, at det i sig selv er imponerende, at det ikke kommer til at føles som en sådan, når man hører dem. Der er stadig noget at hive ud af formen, og Bell Witch er et virkelig stærkt bud på nogen, der kan gøre det.

Efter et langt mellemspil, hvor det hele har hængt og ringet rundt i salen, slutter Bell Witch af efter bare 40 minutter, og det er egentlig slet ikke nok til at yde deres musik den fulde retfærdighed, men efter fire dages festival er man alligevel ret mættet og taknemmelig for at blive sluppet ud. Det er sådan det hele ender: Med tunghed. Med baldrethed. Med kosmisk indsigt.