Et skridt væk fra overdrevet
Mere ambition, mere kontrol og mindre kaos. ‘Coronach’ vil mere end før, men McBain mister noget af sin rå charme. Heldigvis er højdepunkterne stadig skarpe.
Kinchyle (Goatkraft and Granite)
The Art of Resurrection
Baobhan Sith (Waltz of the Damned)
Blakk Satanik Fvkkstorm
Sculptors Cave
Mortercheyn
Coronach
Hellripper har aldrig været et projekt, der stod og manglede retning. Tværtimod. Siden debuten har James McBain kørt sin enmands-krig i et rasende tempo, og med ‘Coronach’, det fjerde album i rækken, er spørgsmålet ikke så meget, hvad han vil, men snarere hvor meget han vil på én gang.
Bandcamp-frasen om at være “mere eventyrlysten end tidligere” lugter da også lidt af promo-afdelingens overarbejde, men der er nu alligevel noget om snakken: ‘Coronach’ er en plade, der tydeligvis vil mere end bare flå ansigtet af lytteren på 44 minutter.
Hvor ‘Warlocks Grim & Withered Hags’ var en nærmest ublu kærlighedserklæring til 80'ernes helte, leveret med en fandenivoldsk energi, der konstant balancerede på kanten af overdrevet, er der denne gang skruet op for ambitionerne. Mere kontrol. Mere professionelt, om man vil. Og ja, måske også en smule mindre farligt.
Det betyder ikke, at åbningen ikke sidder lige i skabet. ‘Hunderprest’ flænser ud af højttalerne med sortnet speed og et strejf af Necrophobics kulde, mens ‘Kinchyle (Goatkraft and Granite)’ følger trop med riffs i metermål og et hook, der bider sig fast med det samme. Her er vi hjemme. Her har vi Hellripper, når det er bedst: hurtigt, beskidt og uimodståeligt.
Men derefter begynder pladen også at vise sprækker.
‘Baobhan Sith (Waltz of the Damned)’ er et godt eksempel på ambitioner, der løber lidt af sporet. Seks minutter, der vil det hele, men ender ud som en forceret rodebutik uden den nødvendige retning. Omvendt rammer titelnummeret plet: episk uden at blive tungt, varieret uden at miste fokus. Twin leads, temposkift og en melodisk sans, der løfter nummeret markant – og i sidste ende også vinder tabt terræn på falderebet.
I den mere velkendte Hellripper-stil er resultatet også lettere ujævnt. ‘The Art of Resurrection’ og ‘Mortercheyn’ føles ganske enkelt som uinspireret fyld – ikke katastrofalt dårlige, men bare plads, der kunne være udnyttet meget bedre. Den slags numre, der glider ind og ud uden at efterlade mærker. Det er især frustrerende, fordi McBain tydeligvis stadig kan skrive rendyrkede bangers, som fx når ‘Sculptor’s Cave’ og ‘Blakk Satanik Fvkkstorm’ går i flæsket på lytteren med præcis den overgearede energi, man savner de andre steder.
Sidstnævnte fortjener i øvrigt et nik for sit lille temposkift i omkvædet – et simpelt, men effektivt greb, der giver nummeret karakter midt i kaosset.
Blandt de nye virkemidler finder vi desuden bl.a. klaverintroer (‘The Art of Resurrection’), en svulstig rocklead (slutningen af ‘Baobhan Sith’), og det skotske touch af en sækkepibe som en smule nationalromantisk pynt i pladens sidste minut. Det klæder i glimt, men føles også som billige points, der ikke altid bliver fulgt helt til dørs. Resultatet bliver en plade, der vil udvikle sig, men ikke helt tør give slip, og måske er det i virkeligheden kernen. At ‘Coronach’ mangler den der uforudsigelige gnist, der gjorde forgængeren så forbandet charmerende. Alt føles mere gennemtænkt – og dermed også mindre over the top.
Det lyder givetvis hårdere, end det er, for ‘Coronach’ er stadig en solid udgivelse med flere stærke højdepunkter og rigeligt med riffs til at retfærdiggøre sin eksistens. Når speederen er i bund, er det bare ikke altid med samme ubønhørlige saft og kraft som på forgængeren – og når McBain går mere modigt til værks, er det ikke altid, at intentionerne bærer frugt. Ambitioner er der nok af, men udførelsen halter indimellem. Når det virker, er det dog stadig det Hellripper, vi kender og elsker.
Og live? Der skal det nye materiale nu nok vise tænder uanset hvad om et par uger i Pumpehuset!