Dark Atmospheres Festival 2026 - Reportage

En ny spiller på det danske festivalkort har meldt sig på banen, og Dark Atmospheres Festival lagde stærkt fra land med dystre indslag og okkulte undertoner på tværs af noise, industrial og neofolk'ens mange afskygninger.

Hvor meget jeg end drager rundt til koncerter eller festivaler i Tjekkiet og Tyskland, Storbritannien og Sverige og hvad har vi, så er det alligevel umiskendeligt årevis siden, at jeg er draget til Kolding med musikalske oplevelser for øje. Vi snakker i hvert fald før min tid på Devilution, der startede i 2017, og det kan måske undre ikke mindst mig selv, set i lyset af, at jeg er født og opvokset i byen og da derfor også er sikret kost og logi ved mit mødrene ophav, om lejligheden måtte byde sig – men det er vitterligt utroligt sjældent, at jeg bemærker noget, der ser bare nogenlunde interessant nok ud til at rejse for, på de forskellige nye spillesteder, der er kommet til udover Godset, siden jeg flyttede fra byen for over 20 år siden.

Men regler er som bekendt til for at blive brudt – og da jeg i en tilfældig omgang doomscrolling i foråret faldt over en event med både In Slaughter Natives og Arcana på programmet, sendte det omgående tankerne tilbage til Cold Meat Industry-labelets storhedstid op til årtusindskiftet. Bookinger, som man sjældent falder over på nogen plakater overhovedet, og som derfor blændede særligt ved at være booket til en festival i Kolding af alle steder, og tilmed sammen med en anden gammel, musikalsk flamme i form af Of the Wand and the Moon, som der dog trods alt er betydeligt bedre odds for at kunne opleve, i det mindste når man som undertegnede bor i det københavnske. Men stadig. Der er en klar profil på tværs af programmet, hvor neofolk, industrial, noise og rituelle undertoner gennemsyrer det hele, og taget i betragtning hvor få arrangementer vi finder herhjemme, der dyrker disse genrer, er der derfor al god grund til at møde op her i dag, på EWII House til den første Dark Atmospheres Festival. 


Sacral Wound

Tunge, diskante lydbølger spiller indledningsvis over højttalerne, som vi træder ind i det gamle elværk, der i dag fungerer som et af Koldings centrale kulturhuse. En mindre sal med plads til 140 mand, hvor pumperne bag scenen og de rustne jernkæder i luftet afspejler stedets tidligere funktion, men også fungerer glimrende som kulisse for et arrangement af denne kaliber. Sacral Wound, det første indslag, åbner fredagen tre mand stærk i et dystert industrielt leje, mens manden bag lædermasken hæver sit kors og indtager mikrofonen, gemt bag så meget diskant, at ordene bliver uforståelige. Ordene “Impotent, castrated life fucker” er det nærmeste, vi kommer på at nedfælde udgydelserne på skrift. Uanset om den voldsomme udlægning så er hørt korrekt, så er der noget faretruende over det hele, som al lyden omkring ham er udvasket i dommedagstunge frekvenser. En heftig intro, omend hurtigt overstået på blot 20 minutter, inden Marcus Stiglegger (percussion/”lyde”) og Oliver Freund (guitar/vokal) beriger os med deres selvudnævnte apokalyptiske folk.

Mars kalder duoen sig, og det apokalyptiske element fornægter sig bestemt ikke. Der er en alvor, der gennemskærer det hele, i mimikken, i den kolde, minimalistiske tone, der adstadigt driver sættet frem. “So after two depressing songs, now another one!” Korte, repetitive numre, der borer sig under huden med mantra-agtige omkvæd og enkle arrangementer uden noget overladt til tilfældighederne. Som den sirlige jødeharpe, der indleder ‘Sacrifice III’, eller de nærmest shamanistiske 60er-folkvibes i den drømmende ‘The Iron Rose’ fra Stigleggers tidligere band :Golgatha:. 


Mars

For det mindre trænede øre er parallellerne lette at drage til dagens danske hovednavn, men der sniger sig alligevel mere psych og rituelle undertoner med i ligningen, når fx Stigleggers trommer får det mere marcherende antrit. Ikke mindst i den sensuelle ‘Song of the Wolf Queen’, som Stiglegger dedikerer til My love ovre i merchboden, og som saligt driver afsted med lette anslag på hans lille håndtromme henover den hviskende lyrik. En smuk kontrast, inden aftenen endnu engang skal tage en ganske anden drejning …

Det her med at have taget en hvid trøje på og mænge sig med en næsten lutter sortklædt og i øvrigt meget tysktalende masse giver mig throwback til Wave-Gotik-Treffen i Leipzig 2001, hvor mit daværende, mere hippie-tonede look usvigeligt skar mange i øjnene, men det er trods alt noget, selskabet bedre kan abstrahere fra her i dag. 

Ikke mindst, når musikken spiller, hvor Sophia ligeledes maner til komplet koncentration fra første sekund. Der er noget nærmest psykedelisk over ambiensen og de tungt bankende tribal drums fra start, hvor man dårligt bemærker, at der går 3-4 minutter, før vokalen indtræffer, omend det så blot er det sidste minuts tid. Alt eksekveres helt køligt, uden en fortrakt mine, særligt ikke fra Peter Bjärgö, der tro mod sin Cold Meat Industry-tee tager styringen på de harske soundscapes, imens den bedre halvdel Cecilias trommer og Stefan Erikssons messen og elektroniske flairs sætter hele deres univers skarpere i scene.

Sophia

En af de koncerter, der går lige i mellemgulvet med den pumpende fremdrift og den skærende grit, ikke mindst i den heftige lukker ‘Where Steel Meets the Flesh’, der banker massivt frem i hjertets takt og lukker definitivt ned for projektet efter 28 år, og ovenikøbet for første gang i Danmark. “Sophia is dead”, som det lyder på skærmene, tørt uden skyggen af bravour – en mere end værdig afsked med et af de store navne indenfor martial industrial-scenen!

Sidst, men absolut ikke mindst, har vi dog :Of the Wand and the Moon: i fuldt band-format. At se fem mand på scenen med mere gængs band-instrumentering virker nærmest helt “ordinært” på det her tidspunkt, men det rokker ikke ved, at de som vanligt er en solid formation med masser af stærke numre på CV’et. Selvom der nu er gået fem år, siden ‘Your Love Can’t Hold this Wreath of Sorrow’ kom ud, er det dog fortsat den, der præger meget af sættet, hvorfra især bassistens fremtrædende tone i den eminente ‘Let’s Take a Ride’, men også den ældre ‘Immer Vorwärts’ er meget bærende for bandet. ‘Twilight Halo’ sniger sig frem med underspillet melodica, og lidt rysteæg får vi tilmed også.

Der bliver i det hele taget kælet for detaljerne hele sættet igennem, hvor den afrundende ‘Barbs of Time’ nærmest fungerer som en teaser i et tilnærmelsesvis hårdrocket pace, lige på grænsen til en art forløsning, men så vidt kommer det trods alt aldrig i :OtWatM:. Det handler mere om at hvile i musikken, i ånden, i den dvalende neofolk smukt eksekveret under Kim Larsens vinger – og selvom det for undertegnede efterhånden er blevet til en del koncerter med ham siden årtusindskiftet, så er dette kvintetformat nu stadig en fornøjelse at opleve, når det spiller som her i aften.

Ambitionen om efterfølgende at søge videre mod den lokale spillehal/bar Arkaden i stedet for at blive til afterpartyen var måske lidt fejlslagen – ikke mindst i lyset af, at datoen tilfældigvis var lig med den nationale J-dag – men så kunne vi da i det mindste grine lidt af det og gemme kræfter til andendagen.

Mit logi var dog lige langt nok væk til, at jeg måtte sidde eftermiddags-forelæsningerne op, hvor godt de end matchede festivalens okkulte ånd, men jeg er til gengæld på pletten, da In Slaughter Natives åbner det industrielle bal. I mellemtiden har booker Søren Thomsen, som vi interviewede til vores Mød Bookeren-serie inden festivalen, sikret os et interview med Roger Karmanik, manden bag Cold Meat Industry, som vi så hastigt får hilst på og sat et møde op med umiddelbart efter Natives-sættet. 

… og hvilket oplagt interview at have forude, når netop to af de vigtigste navne på labelet står på programmet i aften. Allerførst med Jouni Havukainen og hans sidekick Vlad Purice til at folde In Slaughter Natives-repertoiret ud – og sikke en start på aftenen! 


In Slaughter Natives

På plade er Havukainen = In Slaughter Natives, men her overlader han al musikken til Vlad Purice, mens han selv varetager det rustne growl. Brutaliteten er helt intakt, som han står koldt og kynisk og tripper rundt på scenen, som for hvert et øjeblik enten at krænge sig bagover eller søge ud mod de forreste rækker, som han vrænger stemmen til sin mest kradst distortede ydeevne. Purice, der til gengæld mestrer en habil James Kent-energi (Perturbator) gemt bag sin læderjakke og lange lokker, og i øvrigt normalt spiller bas i det svenske black metal-band Valkyrja, veksler glimrende mellem de tunge bassekvenser og pumpende samples, så musikken bevarer sin kant – det er på den måde nemt at deciffrere, at det er en In Slaughter Natives-koncert vi befinder os til, med alle de symfoniske virkemidler vi kender I.S.N. for. 

En massiv opvisning med bassen rent i mellemgulvet, som trukket gennem rendestenen, og alt runger lige tilpas kradst og konfrontatorisk på sin egen stoiske måde. At vi så må nøjes med 45 minutter, det tager vi så med, når nu det interview med Karmanik venter, inden Vril Jäger går på som næste indslag.


Vril Jäger

Et foretagende, som ikke just har fået meget opmærksomhed herhjemme, men som er en duo bestående af Kim Larsen på trommer og “lyde”, med Thomas Bøjden (Die Weisse Rose) på vokal, begge i hvide anorakker gemt bag hver deres sorte masker. Apokalypsen kalder, og den ildevarslende tone afspejles tydeligt i Bøjdens brede fagter og kommanderende tone. “We arrived the vortex” lyder det, som intensiteten tager til, og selvom hvirvelvinden trods alt ikke helt opsluger os, så er der i hvert fald noget omtåget over deres kulsorte noise – ikke mindst, da vi når til den afrundende sekvens, hvor et par ekstra hænder assisterer på elektroniske blæseinstrumenter, der lyder som om de drager os dybt ind til orkanens øje. Det er alvor, det her.
Hvad end man måtte smide af prædikater efter Vril Jäger, så kan det i hvert fald mærkes. Og det kunne usvigeligt ikke være mere sigende at booke sådan et navn til en event, der har døbt sig selv Dark Atmospheres Festival.

 

Endelig har vi Arcana til at runde festivalen af på mere højstemt vis. Genkender du et par af ansigterne, så tager du ikke fejl, eftersom Cecilia og Peter Bjärgö begge ligeledes er/var bærende kræfter i Sophia, omend Arcana både musikalsk og historisk går længere tilbage og viser dem i lidt andre roller, med Cecilia på kor og Peter på nøgleharpe. Selvom Dead Can Dance ingenlunde har levet forgæves her, så er der dog noget anderledes betagende over deres fusion af darkwave, ambient og neoklassicisme.

Da jeg i sin tid købte ‘The Last Embrace’ (2000), blev det en plade jeg brugte i årevis til fordybelse og meditation, og det rører mig derfor stadig dybt, da de hiver ‘Hymn of Absolute Deceit’ frem til lejligheden i aften. Men det er dog en grundtone, der med modifikationer kendetegner hele deres karriere, og således også det nye udspil ‘Magna Silentia’, som de retter fokusset på i dag. 

Med fire mand på scenen, så må jeg dog nødvendigvis hæfte mig ved, hvor begrænset deres indflydelse reelt er på det, vi hører. Backingtracket er meget bærende, og det er først efter et medlem af publikum mellem numrene råber lidet subtilt “It sounds like shit!”, at lydmanden sikrer mere volumen på alle fire. Det ændrer dog stadig ikke helt nok ved udgangspunktet, for backingtracket gør desværre de fleste af deres bestræbelser ret nemme at overse, og det slår nødvendvis skår i glæden. 

Ikke, at der ikke også er momenter, hvor det romantiske skær tager ved, og intentionen om at runde weekenden af i et mere harmonisk drømmende gear vinder på mig, som fx da en koklokke-intro og en jangly country-vibe underbygges af mere af deres engle-smukke skønsang. Arcana er noget helt for sig, og det kan da også stadig mærkes i de smukke arrangementer, uagtet de udfordringer der ellers måtte være. Man kunne også anfægte, hvor lidt de ældre dele af kataloget fylder i sættet, når nu de ikke har spillet på denne side af Øresund siden 2003, men det kan jeg så trods alt bedre se igennem fingre med i det større billede.


Arcana

Selvom Arcana ikke helt ender som den finale, jeg havde håbet på, så rokker det dog ikke ved, at det er en smuk platform, Søren Thomsen og resten af Nightmare Culture-foreningen har sat op. Profilen er klar, afsættet spiller, og weekenden bød på flere overraskelser og et par sikre vindere. Og selvom det er lidt synd, at en snes sidste øjebliks sygemeldinger giver illusionen af, at der ikke er tættere på udsolgt end tilfældet er, så er Dark Atmospheres Festival usvigeligt en succes, de kan bryste sig af, med mange gæster fra både ind- og ud-land til at underbygge, hvor eksklusive navne de har samlet til lejligheden.

En ny udgave til næste år er desuden allerede i støbeskeen, så Dark Atmospheres Festival 2027 er hermed skrevet bag øret!