I en liga for sig
Populær
Polske Mgła levede op til hypen tirsdag på Loppen med en opvisning i knivskarp minimalistisk black metal med store melodier.
At Mgła har fået et nyt og stort publikum med den formidable 'Exercises in Futility' fra 2015, var tydeligt tirsdag aften på Loppen. Der var godt fyldt op. Imponerende, når man tænker på, hvor dybt nede i undergrunden, de var før gennembruddet. Og imponerende, når man tænker på bandets forholdsvis simple virkemidler med forholdsvis rå og minimalistiske riff og en traditionel tilgang til genren. Mgła er ikke genrefornyere. Men de forvalter genren med en kvalitet, der er sjælden; som om de har fundet ind i selve kernen af black metal og med en usædvanligt begavet fornemmelse for, hvordan man med enkle, effektive virkemidler skriver store sange.
Sekunda-Watain
Før hovednavnet var der dog to supportbands. Græske Acrimonious missede jeg, man skal jo også arbejde, men jeg ankom lidt før svenske Valkyrja. Navnet antyder vikinge- eller folkemetal, men det er det nu langt fra. Pudsigt at de ellers så genrestilbevidste svenskere med corpsepaint og læder kan gå så meget fejl af æstetikken i valg af bandnavn.
Valkyrja gør sig nemlig - som andre bands på deres pladeselskab World Terror Committee - i en Watain-inspireret black metal med tydelige hooks og melodier. Og netop smagen af et lidt rigeligt glat sekunda-Watain var svær at få ud af munden, når man så deres koncert. Bandets sange blev bedre, som koncerten skred frem, selvom de rockede styker stank fælt af forsøg på at tækkes publikum. Men det var, som om sangene ikke hang sammen. Der var en del fede, langsommere passager midt i al tremolopickingen, men det var netop passager; sangene virkede lidt tilfældigt sammensatte, formede sig ikke til enheder, og den lumre varme kæmpede med middelmådigheden om at fylde mest. På de forreste rækker lod det dog til, at mere dedikerede fans nød koncerten. For mig er det snarere en gåde, hvordan noget så standardiseret kan samle over 37.000 fans (i skrivende stund) på Facebook.
Tranceskabende melodier
Da Mgła indtog scenen fire mand høj (bandet er normalt en duo, men udvides live) iført læderjakker, hættetrøjer og sorte (netstrømpe?)masker havde indtaget scenen. Der må have været umenneskeligt varmt på den scene. Det er vel i sig selv en bedrift. Det var koncerten også musikalsk set. I hvert fald var det fra første anslag klart, at polakkerne var i en helt anden liga end opvarmningsbandet. Og det viste de i alle de cirka 50 minutter, koncerten varede.
Vi fik især materiale fra 'Exercises in Futility', men der blev også spillet sange fra 'Mdłości', 'Groza' og 'With Hearts Towards None' (sangene er ubetitlede og bærer albummets titel samt et nummer). Meget af det fascinerende ved bandet ligger i de store melodier, der bærer numrene. De trådte tydeligt frem i lydbilledet, der til gengæld var lige vel lavt. Det er nok også de store melodier, der har katapulteret dem ud af undergrunden, for tilgangen til genren er som sagt forholdsvis traditionel og har et minimalistisk udtryk, hvor den oprindelige kulde i genren - et virkemiddel, mange nyere bands glemmer - er tydlig. Melodierne appellerer bredere og nok også til fans af post-black metal. Men selvom også Mgłas sange når brusende klimakser, er sangene kortere, mere skarptskårne og er stadig black metal helt ind til benet. Og tak for det.
Og den indædte black havde da også en tranceskabende effekt, en evne til at transformere tid og sted. I hvert fald føltes de 50 minutter som langt mere. Det behøver ikke være nogen kompliment, men er det i dette tilfælde. Særligt den majestætiske afslutter, 'Exercises in Futility VI' var en stor oplevelse. Når koncerten alligevel ikke ender helt i top, er det, fordi koncerten alligevel ikke hele vejen igennem ramte de højder, bandet leverer på plade; der manglede lidt af en den merværdi, en koncert nogle gange tilfører materialet, når den rette stemning er til stede. Men det skal ikke skygge for, at den var et af årets hidtidige højdepunkter, og at det var en koncert langt over gennemsnittet.