Musik, der blæser håret tilbage
Portugisiske Gaerea leverer deres mest melodiske – og bedste – album til dato.
2. Submerged
3. Hellbound
4. Uncontrolled
5. Phoenix
6. Cyclone
7. LBRNTH
8. Nomad
9. Stardust
Det går stærkt for Gaerea. På bare otte år har de udgivet fire fuldlængdealbum og bevæget sig fra rå black metal til noget langt mere atmosfærisk, melodisk og … ja, tilgængeligt. Med ‘Loss’ kulminerer den udvikling i en plade, der både vil splitte puristerne og begejstre andre.
Fra mørke rødder til storslået lyd
Hvor tidlige udgivelser lænede sig op ad klassisk black metal, har Gaerea på ‘Loss’ nærmest kappet forbindelsen. Her er flere rene vokaler, klarere sangstrukturer og en produktion, der lader hvert lag ånde. Det er stadig intenst – men nu også storladent og følelsesladet på en måde, der rammer bredere.
Åbneren ‘Lumiere’ sætter tonen med det samme: på under tre minutter får vi tunge riffs, desperate growls, et himmelstræbende omkvæd og et breakdown, der føles som et knæk i nakken. Det er effektivt, næsten overvældende – og svært ikke at blive revet med af.
Singlen ‘Phoenix’ leverer et af de omkvæd, der nærmest tvinger sig ind i kroppen. Det er den slags nummer, man skråler med på, selv midt i en kaotisk circle pit. ‘Submerged’ viser bandets dynamiske spændvidde med sine skift mellem skrøbelige pianostykker og eksplosive udladninger.
Når følelserne får frit løb
Et af pladens tidlige højdepunkter er ‘Hellbound’, hvor det driver med drama. Guilherme Henriques vokal er gennemført desperat, som et sidste råb fra kanten af afgrunden, og netop den kompromisløse intensitet er stadig kernen i Gaereas lyd.
‘Uncontrolled’ demonstrerer bandets stærke sangskrivning: her balanceres det kaotiske og det melodiske med imponerende præcision. Men det er ‘Nomad’, der stjæler billedet. Et regulært mesterværk og en oplagt kandidat til årets metal-banger. Shoegaze, blastbeats og et gigantisk omkvæd smelter sammen i en lyd, der både er brutal og smuk.
Pladen slutter med ‘Stardust’, og her tager Gaerea deres måske mest kontroversielle skridt. Nummeret flirter åbenlyst med pop og sender klare signaler om, at bandet ikke længere føler sig bundet af black metal-traditionen. Det vil uden tvivl dele vandene – men det holder.
Kald det post-black, kald det melodisk black, kald det hvad du vil – det her er musik, der blæser håret tilbage.