Ruinbyer og forladte slagmarker
Patosladet, elegisk og utroligt gennemført: Die Weisses Roses andet album – 17 år efter debuten – er et usædvanligt gennemarbejdet og ambitiøst martial/industrial-neofolk album.
The Length of Your Body
Youth, Beauty, Death
The Evenings
The Impossible Love
Sleep Lübeck Sleep
Ur Eternal Summer
Lifeflowers And Liferunes
Runaway Horses
Perfumed Malevolence
Ukranian Sun
(We All Are) February 24th
Sytten år. Så lang tid er der gået, siden det danske martial industrial/neofolk-projekt Die Weisse Rose udgav deres første studiealbum. Det er lang tiden uden et nyt album, men på forunderlig vis har projektet – anført af Thomas Bøjden, der er eneste faste medlem – alligevel ikke ligget stille i mellemtiden, hvor det er blevet til hele tre livealbum og en række koncerter i ind- og udland gennem årene. Det er sådan noget, der kun virker muligt i en mikroscene som neofolk-genren, hvor der er få bands, efterhånden få udgivelser og relativt få koncerter, men som af samme grund har et kultagtigt præg.
Skønhedsstræbende patos
I den scene er patos ikke ligefrem et skældsord, som det er i så mange andre. Det er en musik, der ofte stræber efter skønheden, og hvor musikerne ofte positionerer sig som en art romantiske genier, der på klassisk romantisk vis kan skue ind i ideernes verden og bibringe os andre dødelige en særlig indsigt. Der er med andre ord et vist potentiale for ufrivillig komik i de mange tilfælde, hvor ambitionerne rækker noget højere end evnerne.
Men Die Weisse Roses debutalbum, ’A Martyrium of White Roses’ (2009), var en af de sidste reelt gode udgivelser på en scene, der er stagneret af en lang række grunde (sjovt nok står lige så danske Of the Wand and the Moon for noget af det bedste fra scenen, selvom de musikalsk set har bevæget sig væk fra den). Den havde faktisk noget at have sin patos i.
Fra kollagekunst til klaver og violin
Det samme har album nummer to, ikke helt mundret betitlet ’The Evenings and Other Songs About Sex, Violence and Nihilism’. Hvor debuten havde en vis kollagekarakter med samples fra klassisk musik, med dramatiske marchtrommer og martialsk percussion og et generelt mere voldsomt udtryk, er opfølgeren mere konsekvent afdæmpet i tonen. Den største musikalske forandring er dels, at der er meget lidt percussion sammenlignet med debuten, dels at Aloma Ruiz Boadas (Current 93) violin og Cornelius Waldners (Sagittarius) piano udfylder det meste af lydbilledet. Bøjdens meget veludviklede sans for samples og filmiske kollager giver sig stadig til kende, men de er ikke på samme måde i centrum.
Ruiner i sort/hvid
Violinen og pianoet giver et tydeligt, elegisk præg. Det når sine steder en næsten overvældende skønhed, som i begyndelsen af titelnummeret ’The Evenings’, hvor violinen stræber mod himlen, mens Bøjden besværgende fremsiger linjer som ”In this bone white winter/ That hold no martyrs of our blood/We are chasing ghosts/From open wounds/ From open graves/ This year a row of coffins”. Bøjdens vokal reciterer snarere end synger, som en ensom mand, der går rundt i ruinerne efter et stort imperium. Det er en filmisk form for musik, og filmen er helt klar i sort/hvid og med meget lange indstillinger.
Der er en stemning af byer lagt i ruiner, forladte slagmarker og udbombede katedraler; det er langt fra den guitarorienterede lejrbåls-neofolk, der dominerer genren, og der er et helt andet ambitionsniveau. Som sagt skal man indstille sig på alvorstung patos, men er man indstillet på det, er der meget at hente. Og det er også en patos, der synes berettiget på albummet.
Ukrainsk engagement
Bøjden har givet en lang række koncerter i Ukraine – blandt andet var de i efteråret 2022 et af de første vestlige bands til at give koncert i landet (en støttekoncert med Moineau og Rome) efter Ruslands overfald på Ukraine i foråret samme år. Det engagement (der var til stede fra begyndelsen og uden slinger i valsen) synes at løbe som en stemningsmæssig rød tråd pladen igennem, mest udtalt mod pladens afslutning på instrumentalnummeret ’Ukranian [sic.] Sun’ og afslutningsnummeret ’(We All Are) February 24th’, der henviser til datoen for Ruslands invasion af Ukraine. Teksten føles som et hudløst vidnesbyrd. Her er violinen væk, pianoet er minimalistisk, og samples af krigens gru dukker op igen. Musikalsk er det et flot klimaks på albummet.
Skal man kritisere albummet, er det temmelig ensartet i tonen hele vejen igennem – der er ikke de store temposkift eller den helt store variation at hente, og af til sniger monotonien sig ind midtvejs. Men det forekommer også absolut tilsigtet, og det skal ikke skygge for, at albummet som helhed er usædvanligt gennemført og -arbejdet. Det giver en meget helstøbt lytteoplevelse. Det betyder også, at albummet først og fremmest er et album til særlige lejligheder. Det vælger jeg at se som en kunstnerisk styrke. Albummet vil være en stærk kandidat til min personlige årsliste.