Top 5 - Korrekturlæseren på Roadburn

Korrekturlæseren skal på Roadburn for første gang. Godt nok kun én dag, og godt nok skal han på arbejde, men alligevel. Læs her, hvad han glæder sig til at opleve.

Jeg har af en eller anden grund aldrig været på Roadburn, og jeg forstår det ikke. Eller, jo, jeg forstår det godt. Jeg er egentlig en oplagt gæst, min smag er lige til Roadburn. Men i gamle dage havde jeg aldrig rigtig råd, og de senere år, hvor jeg har haft råd, har jeg ikke rigtig været fristet af programmet, fordi der har været lidt for mange bands, jeg har set tidligere. Med et forholdsvist stort koncertudbud har jeg foretrukket at blive hjemme og se bandene tættere på hjemstavnen, som den halvdovne hund, jeg er.

Men i år skal det være anderledes. I år er jeg nemlig blevet shanghajet til at sælge merchandise for Of the Wand and the Moon på deres miniturné til Tyskland og Holland. Shanghajet refererer, som Devilutions altid dannede læsere ved, til ældre sømandsslang, hvor det tidligere var almindeligt at skaffe mandskab til skibe ved at tvinge berusede sømænd om bord på et skib på langfart. Det må være cirka det samme, der gør sig gældende her. Det er fint nok; man får udlevet en turnédrøm uden at behøve at lære at spille et instrument, og turnéen er ikke så lang, at man får kuller og begynder at kede sig. Ja, hvis ikke det var for selskabet, kunne det såmænd sikkert blive helt sjovt ...

Of the Wand and the Moon spiller på Roadburn fredag d. 15. april. Og når man nu er der, hvad vil så være mere naturligt end at skulke fra merchandiseboden (bare Of the Wand and the Moon ikke læser med her) og få set nogle bands. Noget skal ventetiden jo gå med.

1. Of the Wand and the Moon
Ja, det er jeg jo ligesom tvunget til. Jeg må efterhånden have set forsanger Kim Larsen stå og svede på en scene med sit røde havenisseskæg henved 20-25 gange. Men det er altid sjovere i udlandet af en eller anden grund. Modsat herhjemme kender man ikke halvdelen af de tilstedeværende blandt publikum, og der er mere stemning. Det er efter min mening også et af de bedste danske bands nogensinde (nej, jeg bliver ikke betalt for at skrive det, men det burde jeg blive), og det kommer tit især til udtryk i udlandet, hvor man ligesom bedre kan få en helt frisk koncertoplevelse. Og så har nogen jo maget det sådan, at den egentlige førsteprioritet, det japanske kultband G.I.S.M., spiller samtidig med Of the Wand and the Moon

2. Diamanda Galás
Det bliver en korrekturlæser og merchandisesælger, der rigtig får travlt med at vække bandet tidligt fredag morgen i håb om at nå at se avantgardefurien Diamanda Galás udspy sit ur-hyl fredag eftermiddag kl. 15.50. Det er selvfølgelig urealistisk at nå det. Vi skal vist køre fra Berlin om morgenen. Fat chance. Men til gengæld er min plan at stresse hele bandet og især chaufføren helt vildt for at nå det. Når man sidder i et lukket rum, som en tourbus jo er, så er det ens forbandede pligt at være så irriterende som overhovedet muligt.

3. Misþyrming / Úlfsmessa
Roadburn har altid noget specielt på programmet. I år er det Úlfsmessa-konceptet med det fremragende islandske black metal-band Misþyrming som artist in residence. Her skal Misþyrming efter sigende spille hele deres black metalliske nyklassiker 'Söngvar elds og óreiðu', om hvilket Devilution tidligere har skrevet: "Hvis ikke det var et debutalbum, ville det bære et eller andet bands karrierehøjdepunkt. Det får fodfæstet til at svinde under lytteren". Det går selvfølgelig ned klokken 00.30-02.00, og vi skal tidligt op næste morgen. Men så kan bandet jo få fornøjelsen af min blide snorken i bussen dagen efter. Desværre er det samtidig med doom metal-bandet The Skull med tidligere medlemmer af Trouble, et af verdens bedste doom-bands, men chancen for at se sidstnævnte er nok større end for at se Misþyrming.

4. Repulsion
Repulsion er jo sådan nogle legender, som alle snakker om hele tiden, eller i hvert fald snakker nogen om dem noget af tiden. Jeg missede dem sidst i København. Nu er planen, at de skal ses.

5. Pentagram
De amerikanske doomkonger er flittige gæster på dansk grund. Men Roadburn er vel nærmest sådan en slags hjemmebane for dem, hvorfor det giver god mening at se dem her. Planen er i hvert fald at forsøge; de spiller nemlig kun en halv time efter, at Of the Wand and the Moon går af, og på en anden scene.

Uanset hvad, så går de fleste planer sikkert alligevel i vasken. Sene ankomster, mystiske ventetider, købende fans (der vil have mig til at passe mit arbejde med at sælge ting), rødskæggede bandlederes fikse idéer om arbejdsmoral. Hvorfor kom man dog med på den galej, når man bare vil drikke bajere og høre rockmusik? Sådan er turnélivet sikkert: Lange ture i bil, ingen sjov, dårlig nattesøvn og spildte muligheder ...