Lyden af doomscrolling
Sabaton medbragte udklædte hypemen, skolekomedie, syntetiske bongotrommer, en borg, ild, sværd og folkefest tirsdag i Royal Arena. Det var virkelig alt for meget.
The Last Stand
Hordes of Khan
I, Emperor
Crossing the Rubicon
Carolus Rex
The Red Baron
Stormtroopers
Drum Solo
A Tiger Among Dragons
Christmas Truce
Soldier of Heaven
The Attack of the Dead Men
Night Witches
Primo Victoria
Steel Commanders
The Art of War
To Hell and Back
Masters of the World
Men man må give Sabaton, at de ikke går ret meget op i jantelov og den slags. Sådan beskriver de deres Legendary Tour på deres hjemmeside:
We’ve put together a show unlike anything you’ve experienced. Throw traditional thinking out of the window and prepare yourself for more Sabaton than ever!
[...]
But wait… there’s a twist. We’re doing something we’ve never done before! [...] we’re planning to make history with the Legendary Orchestra! Along with that and other surprises, you’ll be in for an unprecedented experience, so trust us when we say you’re going to want to be there!
Sådan er Sabatons etos. Alt er altid større end nogensinde før, alt er svulstigt og storladent. Det kan minde om en film fra Marvel Cinematic Universe: På den ene side er det, der sker lige nu, det største nogensinde. Men på samme tid er det, vi har i vente, ENDNU STØRRE. Det er en æstetik, der taler i caps lock, og som får selv den mest svulstige musical til at tage sig underspillet ud, som får Meat Loaf til at fremstå som en ydmyg singer/songwriter på et intimt sted. Alle virkemidler overdrives til det groteske.
En forestilling, man aldrig har set mage til
Tag nu for eksempel optakten: Før Sabaton går på scenen, skal vi for eksempel igennem et bizart skolekomedieoptrin på et podium i midten hvor tre hypemen klædt ud som henholdsvis Napoleon Bonaparte, Genghis Khan og Julius Cæsar roser både sig selv, en række af historiens store blodsudgydere og især Sabaton, mens de skændes om, hvis imperium der var størst og bedst til at slå folk ihjel.
Der går et kvarter med det, hvilket er 7-8 minutter for langt, før de afbrydes af tempelridderudklædte Sabaton-medlemmer og en ældre herre, der deklamerer, at historien er for alle, ikke bare kejsere ... Om den slags er sjovt, afhænger nok af ens sans for humor. Men at det har en slags tangentiel relation til historien, og at det er en forestilling, jeg med sikkerhed aldrig har set mage til, det kan ikke nægtes. 
Flødeskumsbuffet
Men det er også noget, der virker: Smartphones, der optager optrinnet, lyser i Det Ny Teaters Royal Arenas mørke. Der grines behørigt ad hypemændenes, i mine ører, lidt flade vittigheder. Og da Sabaton endelig dukker op og sætter i gang med 'Templars', er publikum på på en måde, jeg ikke før kan huske at have set i Royal Arena. Det kan godt være, jeg sidder her og synes, at Sabaton er som en buffet kun med flødeskum, men størstedelen af publikum vælter altså rundt i den flødeskumsbuffet med åben mund og guffer i sig.
Og hvis man skal være venlig, viser det også svenskernes trang til at underholde for enhver pris. Scenen er bygget op som en borg, og i løbet af koncerten render et væld af statister rundt og fyrer kanoner af, mens Sabaton skifter kostumer mellem numrene, alt efter hvilken historisk krig sangen nu behandler. Det er et velovervejet træk, for ellers kunne man let få den tanke, at det var det samme nummer i forskellige tempi hele tiden. Er der en parallel til, at Brodén også beholder de samme camouflagebukser på koncerten igennem? At uanset hvilken historisk periode Sabaton fantaserer om, så fornemmer man den samme camouflagebuks inde bag det hele?
De mange kostumeskift trækker naturligvis lidt af intensiteten ud af koncerten, især når Napoleon og Julius Cæsar får en tur på scenen igen. Cæsar genbruger endda lidt af sin tidligere monolog. Selvom man overgør alt til det grotesker, skal man jo heller ikke gøre for meget ud af det.
Fede riffs backingtracks
At kalde Sabaton power metal svarer lidt til at kalde deres brug af historien for "dyb" eller "interessant". Der er musicalstorladne korarrangementer, der er vokal, der er metalliske trommer, der driver numrene frem. Er der metalriffs gemt et sted derinde? Det er svært at høre for trommerne, korene og de backingtracks, der fylder lydbilledet og lyder mistænkeligt meget hen ad edm. Sangstrukturerne er forsimplede i så høj grad, at de seneste mange års Accept-plader til sammenligning fremstår som progressiv metal. Der er ingen pauser, ingen opbygning, det hele føles som et stort omkvæd eller en bro på vej til et omkvæd. Men når Sabaton tænder for synth-backingtracket, tænder de også op under publikum.
Doomscrollende professionalisme
Man forstår godt, at Sabaton er blevet store: Sangskrivningen er virkelig velegnet til korte klip på de sociale medier, for vi er hele tiden ved en form for klimaks. Der leder op til det næste klimaks. Helt uden udvikling. Det føles som at doomscrolle reels på sociale medier: Det er umådeligt tomt, men det virker. Der er syntetiske bongotrommer på 'A Tiger Among Dragons', der er sværd, kanoner, ild og julesange. Selv i en udpræget teatralsk genre som power metal er det alt, alt for meget. Sabaton har taget alt det værste ved genren, destilleret det og fjernet det fede ved genren. Naturligvis er de giga i 2025.
Det hele er selvfølgelig hyperprofessionelt. Det er det nødt til at være, når man har så meget fyrværkeri med på scenen. Sanger Joakim Brodén er en dygtig indpisker, og gruppens nøje indstuderede simulakrum af humor og selvironi virker overbevisende på den store scene, ligesom deres forsikringer om glæden ved at være i Danmark virker oprigtige nok. Når man ikke ændrer i sætlisten, kan man altid variere sin stage banter. Og Brodén har da ret, da han siger, at det er en imponerende fest, især på en tirsdag.
Skønne, spildte kræfter
Da jeg et par timer tidligere ankom i Royal Arena, kunne jeg ikke lade være med at sende medlemmerne af opvarmningsorkestret The Legendary Orchestra en medlidende tanke. Tænk at have uddannet sig til klassisk musiker, blevet pacet frem af overambitiøse forældre, have fået tæsk over fingrene med en lineal for at spille forkert, sjældent deltage i socialt liv eller ungdomsgilder for i stedet at øve sig, terpe skalaer og få myoser og infiltrationer i skuldrene, lære om den klassiske musiks skønhed – og så ende med at spille for Sabaton. Og spille Sabaton-covers.
Den tanke melder sig igen i en ny form på vej ud: Alt det fyrværkeri. Al den staffage. Alt det udstyr. Al den professionalisme. Man øver sig, man lægger kræfter i det. Der er kontrollører, sikkerhedsfolk, ølsælgere på arbejde. Toiletter skal rengøres, salen skal rengøres. Metroen skal køre. Uden for Royal Arena er der hotdogsælgere, der spiller de samme Sabaton-numre som inde i salen for fulde gardiner. Alt det arbejde. For hvad? For Sabaton. Der i en verden med MAGA, Marvel Cinematic Universe, AI-genereret slop, NSBM, moderne fodbold, Five Finger Death Punch og Paw Patrol er lykkedes med at kreere et af verdens mest frastødende kulturprodukter. Og et af de mest effektive. Mens jeg skriver dette, har jeg mindst tre Sabaton-sange på hjernen.