Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

WOA'15: Guide til lørdag

Populær
Updated
WOA'15: Guide til lørdag
WOA'15: Guide til lørdag

Lørdag på Wacken er et orgie af bands. Det bliver svært at nå det hele. Judas Priest, Obitiuary, Bloodbath, Cannibal Corpse, Cradle Of Filth, Sabaton osv. Pyha!

Spillested
Dato
01-08-2015
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Lørdag er der, hvor vi vågner mere trætte end godt er, men samtidig også her, hvor arrangørerne sætter de helt store trumfer ind for at sikre sig, at der også næste år er udsolgt. Bevares, Wacken Open Air har gennem mange år sørget for at opbygge et sådant renomme, at det næppe er det, der frygter allermest, eftersom de har haft udsolgt til næste års festival nærmest inden de store scener er pillet ned de seneste år. Rekorder sættes hvert år og det bliver efterhånden svært at sætte flere rekorder, medmindre de overrasker ved at sætte billetterne til 2016 til salg inden de afvikler 2015, for så kan det da være, at de slår deres egne, helt vanvittige rekorder i, hvor hurtigt man kan melde udsolgt til en musikfestival.

I år kan vi roligt konkludere, at Wacken Open Air også har gjort sig umage for at servicere de mange forskellige fans, der vil være når 70.000 mennesker samles. Der er dem, der vil høre black metal, dødsmetal, vikinge/folk-metal, thrash, traditionel heavy metal og alt derimellem. Med hovednavne som Judas Priest lørdag aften tilgodeser man i hvert fald flere segmenter, der ente får set deres favoritband for 17. gang eller for dem, der lige akkurat når at få en tur på græsmarken med Rob Halford og co. inden de stopper. 

Der er dog meget andet end bare Judas Priest lørdag. Vi laver her nogle nedslag i lørdagens tætpakkede program og giver dig nogle tips til, hvad der kunne være interessant at bruge en times tid foran scenen med.

BREAKDOWN OF SANITY - Headbanger Stage, kl. 12.00 

Mens metalcore-kongerne i Parkway Drive slås om tændstikkerne, for at kunne brænde deres egen trone ned med den ynkelige førstesingle 'Vice Grip' fra den kommende udgivelse som optændingsblok, ser det ud til at der i fremtiden er god plads på scenen til nye arvtagere. Breakdown Of Sanity opstod netop da Parkway Drive udgav mesterværket 'Horizons' i 2007 og har på få år trukket en enorm fanskare, præcis som forgængerne gjorde det. Opskriften er lige så simpel som bandnavnet og deres seneste album 'Perception' er beviset for at Breakdown Of Sanity er i besiddelse af de virkemidler der skal til, for at mætte deres kernelyttere. Breakdowns, riffs og aggressivitet sidder lige hvor det skal og bandet er allerede booket til at rive Loppen rundt d. 1. oktober. Derfor er der så meget desto mere mulig grund til at bese varen i god tid, når de alligevel gæster Wacken.

For: De der betegner sig selv som trve og savner noget nyt at bitche over, samt nysgerrige hard- og metalcorelyttere med hang til Parkway Drive, Architects og Emmure 

Pensum:'The Last Sunset', 'Mirrors', 'Perception'

AMORPHIS - Black Stage, kl. 14.30

Fordi: Amorphis fejrer deres store gennembrudsplade 'Tales From A Thousand Lakes', der sidste år fejrede 20-års jubilæum, hvilket vi dengang skrev en metaldiktator om. Amorphis gav en koncert på Wacken i 2013, som vores anmelder ikke var specielt begejstret for, hvorfor Amorphis nu har mulighed for genoprejsning med deres bedste materiale i baghånden. Mon ikke det går bedre for finnerne denne gang? Det håber vi. Der findes ikke så mange officielle musikvideoer fra den plade, de har tænkt sig at spille fra start til slut, så vi har linket til en sang, de højst sandsynligt ikke spiller. Variation er godt.

For: fans af Insomnium, Paradise Lost, Omnium Gatherum, Before The Dawn

Pensum: 'Tales From A Thousand Lakes', 'The Beginning Of Times', 'Circle'



SKINDRED - Party Stage, kl. 14.30 

Fordi: Selvom Wacken med deres små skæve scener med rette har ry for at hive nogle virkelig (virkelig) sære kaniner op af hatten, er Skindred alligevel et act, der er svært at matche. Rock, electronica, reggae, hiphop, rapmetal? Kassen kan publikum selv placere dem i om overhovedet muligt, men at koncerten er en potentiel festpeaker er ikke til diskussion og deres placering på Wackens Party Stage er nok passende, for Skindred er kendt for at være et liveband helt i særklasse. I musikken har Skindred, på skizofren vis, hentet inspiration i alt fra Slipknot over Ini Kamoze til Rage Against The Machine. Lyder det skørt? Det bliver det helt sikkert.

For: Folk der vifter med hænderne, mens de hopper op og ned og drikker øl på samme tid.

Pensum: 'Roots Rock Riot', 'Union Black', 'Kill The Power'



CANNIBAL CORPSE - Party Stage, kl. 20.30

Fordi: Som vi skrev i guiden til Copenhell i sommers, hvor Cannibal Corpse gav et habilt show, er kannibalerne fra Buffalo utvivlsomt det største navn nogensinde indenfor dødsmetal. De har gæstet Danmark et utal af gange gennem årene, hvorfor det virker usandsynligt, at en fan af genren ikke som minimum har stiftet bekendtskab med bandet én gang til koncert. Derfor ved alle også, at der er garanti for en koncert, hvor energien fra forsanger George "Corpsegrinder" Fisher vil være i top, han vil håbe publikums forgæves forsøg på at følge med ham i disciplinen at lufte hår i samme tempo og brøle ubekvemme ord mod selvsamme. Summa summarum: Cannibal Corpse smadrer kranier med hammer hver gang, de spiller. Det sker også på Wacken. Og et tysk publikum, der først fik lov at lytte til netop de store klassikere i midten af 00'erne vil utvivlsomt tørste efter disse og labbe dem grådigt i sig på samme måde, som et lig vil æde sine egne på Cannibal Corpses smagfulde pladecovers. Vi ses til festen!

For: fans af dødsmetal!

Pensum: 'Eaten Back To Life', 'Tomb Of The Mutilated', 'The Bleeding', 'Torture', 'A Skeletal Domain'



JUDAS PRIEST - True Metal Stage, kl. 22.15

Fordi: Ligesom med Cannibal Corpse er portvagt for dødsmetal er Judas Priest essensen af klassisk heavy metal og har utvivlsomt inspireret flere unge mennesker til at spille musik end der har været bands på Wacken Open Air gennem tiden.  Rob Halford og co. har flere gange truet med, at nu er det slut. Epitaph-turnéen var én af disse. Det betød, at vi skrev fine nekrologer over dem da vi anmeldte dem på den turné på både Copenhell i 2011 samt Wacken i 2011. Men nu har de skreget ulven kommer så mange gange, at vi ikke længere tror på det. Judas Priest kan ikke lade være. Det har de selv indrømmet. Bevares, legendariske K.K. Downing trak stikket i sin rolle som guitarist i bandet under netop Epitah-turnéen, men resten af slænget fortsatte og har siden udgivet den anmelderroste 'Redeemer Of Souls', der udkom sidste år. Så nu er vi på den igen og Judas Priest er hovednavn på Wacken Open Air 2015, hvor vi igen får muligheden for at tage en tur på ypperstepræstens læderindbundne motorcykel og køre for fuld skrald og nitter ind i natten. Det kan potentielt blive et brag af en fest. For da de gæstede Sweden Rock tidligere på sommeren gav de en koncert, hvor vores anmelder bl.a. skrev dette, der meget godt opsummerer, hvorfor det vil være en god ide at troppe op lørdag aften:

"Det bliver simpelthen ikke mere heavy metal end Judas Priest."

For: fans af heavy metal

Pensum: 'Killing Machine', 'British Steel', 'Painkiller', 'Redeemer Of Souls'



OBITUARY - W:E:T Stage, kl. 23.30

Fordi: Da Obituary senest gæstede Danmark tilbage sidste år blev de nærmest blæst væk af vinden til Copenhell. Det var før deres seneste plade 'Inked In Blood' havde set dagens lys og alligevel spillede de numre derfra til de danske fans. Nu får Obituary så muligheden for at spille under teltdug, hvilket betyder, at uanset vejrlig, så bliver det en tør og barsk omgang med dødsmetalbandet fra Florida. Blev du ikke blæst nok omkuld på Copenhell eller nåede du slet ikke at få dem med sidste år, så er her muligheden for forhåbentlig at gøre det endnu bedre.

For: fans af Morbid Angel, Death, Deicide, Cannibal Corpse

Pensum: 'Slowly We Rot, 'Cause Of Death', 'Inked In Blood'



CRADLE OF FILTH - Black Stage, kl. 00.15

Fordi: Cradle Of Filth har pustet liv i krybben ved at smide nogle af de tidligere medlemmer på porten og erstatte dem med nye musikere, der skal vugges i Dani Filths beskidte univers. Det mener vores anmelder i hvert fald efter at have lyttet til deres dugfriske 'Hammer Of The Witches', der udkom her i juli måned. Vi talte med Dani forud for udgivelsen af pladen og her siger han til os, at han skam har tænkt sig at fortsætte og fyre den, for han gør det, han allerhelst vil. Spille musik. Så forvent et veloplagt band i Cradle Of Filth, hvor forsangeren er, som vi kender ham, manisk og skrigende, mens musikerne omkring ham højst sandsynligt rigtig gerne vil imponere såvel forsanger og fans om, at de har en berettigelse i den snavsede krybbe.

For: Dimmu Borgir, Graveworm, Old Man's Child, Anoeraxia Nervosa

Pensum: 'The Principle Of Evil Made Flesh', 'Midian, 'Nymphetamine', 'Godspeed On The Devil's Thunder', 'Hammer Of The Witches'



BLOOD RED THRONE - Headbanger Stage, kl. 00.25 

Fordi: End ikke så få prominente navne dukker frem af disen når jagten går ind på tidligere Blood Red Thronesmedlemmers musikalske gøren og laden: Enslaved, Goatlord, Emperor, Decrepit Birth, Mayhem, og ikke mindst Satyricon, som både Død (Daniel Olaisen) og Tchort (Terje Vik Schei) spillede i, da de sideløbende dannede Blood Red Throne i 1998. Musikalsk er der ingen sammenligning og Blood Red Throne har haft en selvstændig karriere centreret om brutal teknisk dødsmetal, der taknemmeligt først leveres på den mørke side af midnat. 

For: Fans af Cannibal Corpse, Deicide og Suffocation

Pensum: 'Altered Genesis', 'Souls Of Damnation', 'Blood Red Throne'



SHINING - W:E:T Stage, kl. 01.20

Fordi: Shining er en meget underlig størrelse. De er fra Sverige og spiller noget depressiv musik, hvor den berygtede forsanger Niklas Kvarforth bærer publikum gennem hans fortvivlede og mørke sind, der live har betydet, at han både har skåret i sig selv, spyttet sine bandmedlemmer i munden og andre mere eller mindre uheldige episoder. Havde det ikke været fordi, det var gravalvorligt, så kunne man trække på smilebåndet. Men med Shining og Kvarforth er det den ægte vare. Her er ingen maling i ansigtet eller anden teatralsk virkemiddel til at puste det kunstneriske udtryk op til mere end det er. Shining er alvor. Kvarforth krænger sjælen ud og publikum får på Wacken muligheden for at slutte festivalen af med en misantropisk midnatsmesse med et af Sveriges mest kontroversielle bands og personligheder.

For: fans af Watain, Skitliv, Svart, Forgotten Tomb, Taake

Pensum: 'I: Within Deep Dark Chambers, 'III: Angst, självdestruktivitetens emissarie', 'IX: Everyone, Everything, Everywhere, Ends' og 'Redefining Darkness'.



Festen starter dog ikke først lørdag aften klokken 20.30 når Cannibal Corpse går på. Den sparkes jo allerede i gang 11.30 når Victims Of Madness går på W:E:T Stage. Senere kommer der musik fra Sverige i form af Sabaton, mens canadiske Kataklysm er dem, der skal vække Party Stage.

Og så har vi ikke nævnt dødsmetalsbands som Bloodbath, Morgoth og Cryptopsy. Specielt Bloodbath har her en revanche til gode, da de forsømte os på Copenhell i juni måned. For ikke at nævne thrashbandet Exumer, der på hjemmebane nok skal sørge for, at der bliver en fest på W:E:T Stage kl. 21.40.

Har man ikke fået nok af denne opremsning er der også navne som Danko Jones og Biohazard. Hvor meget kan du klare? Hvor mange bands forventer du at se og hvor mange frygter du at glippe p.g.a. uterlig adfærd med Wacken-bodernes iskolde og villige fadølsanlæg?