WOA'13: Et sats der faldt igennem
Populær
En unplugged start dræbte stemningen og gjorde, at koncerten var alt for længe om at nå sit fulde potentiale.
Rusty Moon
Sign From The North
Shades Of Gray
Nightbird’s Song
Silver Bride
Narrow Path
The Castaway
Hopeless Days
House Of Sleep
My Kantele
Koncerten med Amorphis fredag aften - eller lørdag nat, hvis vi skal være præcise - blev skudt i gang med saxofon og akustisk guitar. Skudt i gang er nok noget af en overdrivelse, da det var en af de roligste begyndelser på festivalen: Et akustisk mini-sæt i et tempo, der virkelig ikke klæder Wackens Party Stage kl. 00.30. Publikum syntes også noget forbavset, selvom dette twist var offentliggjort på forhånd. En hel del valgte at gå, da en time og et kvarter med noget, der mest mindede om finsk-inspireret folkemusik, hellere skal opleves på Wackinger-scenen. Sikkert til megen ærgrelse, da det endte med kun at være den første halve time, der var unplugged.
Dog var det meget forståeligt, at dele af publikum udvandrede, da numrene hverken var genkendelige eller særlig godt udført. Forsanger Tomi Joutsen gik roligt frem og tilbage på scenen i samme tempo som musikken, og det var meget svært at værdsætte noget, der sikkert var et forsøg på kreativitet, men som bare ikke virkede særlig kreativt. Især efter aftenen før at have hørt Rammsteins akustiske fortolkning af ‘Mein Herz Brennt’, der om noget viste, at unplugged-versioner også kan sparke røv.
Efter tre numre blev kasseguitar og korsang så skiftet ud med distortion og ildkanoner, og vi, der havde valgt at blive, fik det, vi var kommet for. Endelig sluttede lydbilledet tæt, så man var fri for at høre brudstykker af ASP fra Black Stage, uden at skulle stå helt oppe i højre side af scenen for at undgå det. Dog tog det lidt tid at komme i stemning efter første omgang gabemusik, og det var først, da ‘Silver Bride’ kom, med et omkvæd, der får alle til at synge med, at publikum blev helt tændt.
Det var første gang, jeg sår Amorphis live, og overraskende mødte forsanger Tomi Joutsen ikke helt mine forventninger. Hans clean vokals intensitet var slet ikke til at mærke i samme grad som på pladerne, og det gjorde, at han faldt lidt i baggrunden i de passager. Growlmæssigt var han dog helt med og rykkede på fænomenal vis med de folkagtige elementer, der endelig kom til deres ret. Jeg vil vove at sige, at Amorphis’ styrke ligger i, at de krydrer deres melodeath med andre elementer, frem for at stå som et rent folk metal-band.
Og det var helt tydeligt i sidste nummer, ‘My Kantele’, hvor saxofonen var tilbage igen og gav en helt forrygende afslutning - i total kontrast til starten. Ser man på koncerten som to individuelle shows, står anden del meget stærkt. Dog uden veje op for den første del.