Tilbage i topform
Populær
Amorphis viser med deres 11. studiealbum, at den let svage forgænger blot var en enlig svale, for 'Circle' kommer med ny lyd og enkelte nye sangskrivningstricks.
De finske mestre i storladen melankoli, Amorphis, skuffede denne anmelder lidt med det lidt for polerede udspil 'The Beginning of Times', som album nummer 10 fra finnerne hed. Måske et svært jubilæumsalbum, der hæmmede den kreative udfoldelse, for det virkede som et alt for "sikkert" træk.
Det er ikke, fordi 'Circle' nu bryder så vanvittigt meget med den lyd, som bandet har etableret efter det meget vigtige skift i frontmand, der betød, at growlet blev re-introduceret i musikken på fornem vis af Tomi Joutsen, der samtidig har en fin melodisk røst. På 'Circle' ser man nye sider af Tomi. Den melodiske vokal er stort set uændret, men i growlet er kommet en variant til det herlige dybe growl, da der nu også benyttes en stil, som har en snert af hysteri og skrigerig over sig. Og det bidrager fedt til variationen på albummet.
Amorphis har lokket Peter Tägtgren ud af sit studie og taget ham med til det finske Petrax Studio for at producere 'Circle'. Om det er ham, æren skal tilfalde for en lidt mere dunkel og mørk lyd, skal være usagt, men i hvert fald så lægger 'Circle' tungere ud, end Amorphis har lydt i rigtig, rigtig mange år. Sangen 'Shades of Gray' har stadig et fint melodisk omkvæd, men der er guitarpassager, der så tunge, at man skal helt tilbage til de første to album for at finde tilsvarende. Det er fedt!
Andre steder trækker bandet stadig meget på den stil, som er blevet perfektioneret siden 'Eclipse', men der findes nogle folk-rockende tilbageblik til album som 'Tuonela' og 'Far From the Sun' og i bandets nuværende line-up og med den seje produktion, så er det et aldeles fornuftigt træk.
Et par steder overrasker bandet med deres sangskrivning. 'Narrowpath' har et frygteligt sigte mod folkemusik, som ikke har finske rødder og lyder således som et tåbeligt forsøg på at skrive musik til en ny Robin Hood- eller Braveheart-film. Men når selve tema-delen i den sang forsvinder, og det bliver en mere regulær sang, så gemmer der sig faktisk et par fede metalriffs i den. Mest overraskende er 'Nightbird's Song', hvor guitarerne virkelig får fuld skrue og sine steder lyder som et glemt outtake fra Moonspells legendariske 'Wolfheart'. Det får Amorphis til at lyde ondt, autentisk og vedkommende trods sammenligningen med det portugisiske band.
Og som det måske står skrevet mellem linjerne, så er det sangskrivningen, som hiver Amorphis så triumferende i land. For selvom de forfalder flere steder til sikre kort, som fansene har elsket det igennem adskillige år, så virker dette album bare lige det mere fokuseret, og fyldet er skåret væk. Sangene kan adskilles fra hinanden, og selvom 'The Wanderer' måske er lidt tynd metallisk set, så har bandet også på dette nummer ramt en melodisk nerve, som får det til at holde, og så bliver nummeret pludselig bare et let poppet alternativ til albummets mere hårde sange.
Amorphis er stadig meget melodisk og storladent. Men i produktionen lurer noget mørkt og hemmelighedsfuldt - med Peter Tägtgren på holdet har bandet udsat pensionens indtræden på ubestemt tid. Der er liv og musisk glæde at høre i Amorphis, og det giver nyt liv til de kort, som bandet har spillet så sikkert i mange år. Cirklen er fuldendt og så alligevel ikke - den lægger nemlig op til meget mere.