Ugens monsterdrøn

Ugens monsterdrøn
Fordums tiders kvalitet vækkes igen til live af et meget oplagt Cradle of Filth. Det er historien om den skøre franske adelsmand Gilles de Rais (1404-1440), der sammen med Elisabeth Bathory nogle århundereder senere, bliver betragtet som forbillede for vor tids seriemordere, som Cradle of Filth, prøver at sætte lyd på.

Og de gæve englændere har da også ramt langt bedre ned i kassen med stemninger og obskuriteter end på forgængeren ”Thornography” fra 2006. Således lægges der fint ud med en symfonisk intro inden ”Shat out of Hell” sætter tempoet op i en sang krydret med skæve toner.

Den efterfølgende ”The Death of Love” er ved at smide begejstringen på gulvet igen. For det er snarere en afdæmpet gothic-love-song, der i kraft Sarah Jezebel Devas vokal og den mørke ditto fra Dani lyder som en anelse mere dyster version af Lacuna Coil. På sin vis en udmærket sang, men det skiller sig negativt ud i den her samling.

Heldigvis kommer baskeren ”The 13th Caesar” i hælene fulgt af et stemningsmættet intermezzo inden ligeledes favorable ”Tragic Kingdom”, hvis eneste lighed med No Doubt er, at der ingen tvivl længere er om, at Cradle of Filth har fundet sig selv igen.

Lyden er en ren genganger i forhold til Thornography, men de dystre toner, det generelt højere tempo, mægtige kor som på ”Honey and Sulphur” (tænk Therion) og en historiefortæller, der indleder flere af sangene, gør bare det hele meget mere interessant.

Danis stemme har været stærkere og mere skræmmende, så det infernalsk høje skrig isnede ned af ryggen, men han reddes af et stykke dedikeret arbejde i selskab med velskrevne sange.

Man skal ikke spå om andre mennesker, men herfra gættes alligevel på, at ”Godspeed on the Devil's Thunder” genvinder afhoppere blandt fanskaren.

Titel
Godspeed on the Devil's Thunder
Distributør
Karakter
4