Cinematisk metal for dit indre øje
An Abstract Illusion skruer ned for tyngden og op for de filmiske synthflairs – maksimalismen lever i fuldt flor i ‘The Sleeping City’!
No Dreams Beyond Empty Horizons
Like A Geyser Ever Erupting
Frost Flower
Emmett
Silverfields
The Sleeping City
Det må være meget fristende at køre den sikkert, når først man har fundet sin gyldne åre.
Det var i hvert fald, hvad der skete på ‘Woe’, der i 2022 gjorde underværker i de prog-metalliske kredse – en plade, der på én gang emmede af brutalitet og skønhed med masser af store armbevægelser i sangskrivningen, og en tydelig forkærlighed for den tungere ende af metalspektret. Det er dog så som så, hvor meget live-aktivitet det har fostret, udover da IOTUNN hev dem med til deres releaseshows rundt i Danmark tilbage i januar – så spørgsmålet har stået åbent, hvor meget de ville bygge videre på det, de definerede på ‘Woe’, og det får vi så endelig svaret på nu.
Alene ved sammenligning af de to pladecovers er det tydeligt, at der er et tonalt skift i spil. Mens ‘Woe’ var rodløs med sporadiske glimt af håb, er ‘The Sleeping City’ en langt mere drømmende affære, med momenter af vildskab. Vi er fortsat ude i en dybt følelsesladet form for progressiv metal, men denne gang med kaskader af neon-synthklange ala Tangerine Dream eller John Carpenter. Hvis In Vain var mere intime og fik sig en lille 70’er-koger på, om du vil. Fokuset er mere på atmosfære og følte progressioner, og mindre på hooks og metallisk tyngde. Et gennemgående træk i sangskrivningen, der ikke nødvendigvis afkræver mere teknisk musikforståelse fra lytteren, men om ikke andet giver musikken mere tid til at ånde, bygge op og folde sig ud, ikke mindst med Robert Stenvalls keys på førersædet.
Ikke, at de ikke alle fire får lejlighed til at folde sig ud – det gør de absolut – men skiftet fra de mere klassiske klavertoner på ‘Woe’ til de elektriske keys her tilføjer en betydeligt større spændvidde i lydbilledet, og på den måde er Stenvall absolut uomgængelig som en bærende faktor her på ‘The Sleeping City’.
Også vokalen fortjener ord med på vejen, for Christian Berglönn har tydeligvis gjort mere ud af at variere sit udtryk. Skrigene og vreden får stadig rum, men veksler mere jævnbyrdigt med de rene vokaler og korsekvenserne, mens Lukas Backeströms englesmukke skønsang i fx ‘Frost Flower’ er en fantastisk, supplerende kontrast til helheden, og sådan er der i høj grad kræset for detaljen pladen igennem. Som fx, når gæstevioliner og cello flettes afmålt ind, så det lige nøjagtig hæver barren hvor det giver mening, men heller ikke bliver for meget af det gode.
At fremhæve enkelte numre er næsten absurd, når de alle, med een undtagelse, bevæger sig på den gode side af otte minutter, og alle vil så meget, men ‘Blackmurmur’ er en fantastisk og modig åbner som en sammenfatning af pladens ambitiøse karakter. Den bevægende, organiske indføring. Den synthtunge orkestrering. Helt ned til de minimale kantslag på trommen syv minutter ind, før den metalliske wall of sound bryder igennem – detaljerigdom for alle pengene. ‘No Dreams Beyond Empty Horizons’ vinder også ved følte guitarharmonier på halvvejen og en nærmest Dave Gilmour’sk drømme-lead i outroen, mens ‘Like A Geyser Ever Erupting’ lidet overraskende, titlen taget in mente, er det mest ‘Woe’-beslægtede indslag i den tungere ende.
Det er dog på de to efterfølgende ‘Frost Flower’ og ‘Emmett’, at pladen når sine højeste peaks. Førstnævnte som et af Stenvalls stærkeste bidrag med masser af rumklang og variation i keysektionerne, før metallen for alvor brager igennem i den bombastiske outro, mens ‘Emmett’ bare er en af de der sange, der skal mærkes på egen krop – ingen ord yder den retfærdighed.
Uagtet, at ‘Silverfields’ virker lidt som parentesen af en overgang mellem pladens større epics, så er den nu stadig en lækker moodsetter, der undtagelsesvis for en stund tilnærmer sig det synthwavede felt, mens titelnummeret runder pladen af i mere grandios stil, med dynamikken i fuld flor, og på den måde indeholder samtlige sange her dele af alt det, vi kan forvente fra An Abstract Illusion anno 2025. Hvor ‘Woe’ adskilte sig mere fra sang til sang, så hænger alt sammen her, både i helhed og hver for sig, og det er, hvad der gør ‘The Sleeping City’ til så anderledes stærk en bedrift. De enkelte numre flyder ubesværet, samtidig med at de subtilt krydser hinanden. Det overordnede tempo føles mindre pakket og mere tålmodigt, og giver materialet mere rum til at ånde. Jeg har vel nok hørt pladen 15 gange efterhånden, og der dukker imponerende nok stadig nye facetter op hver gang – og tak for det!
Det er imponerende, hvor meget de har formået at proppe ind på en times spilletid, uden at det bliver et uforståeligt rod. Det er tydeligt, at feelet er prioriteret højere end det flashy denne gang, og på den måde er ‘The Sleeping City’ anderledes nok til at kunne udvide An Abstract Illusions fanbase yderligere, samtidig med at den bevarer det fundament, der høstede dem fans fra forgængeren. Nogen vil sikkert kalde pladen svulstig og prætentiøs, men jeg elsker dens maksimalistiske kant, og i denne postmoderne tidsalder, hvor minimalismen er høj i kurs, kan jeg kun bifalde dette trodsige, kunstneriske valg – især når man som An Abstract Illusion her lægger hele sit hjerte i det.