10 hurtige – Lars Bidstrup-Johansson

Frelser udgav sidste år en af bedste black metal-plader i dansk musikhistorie. I dag kan de opleves på Slag-Town Slays, hvor de spiller numre fra fortiden i Serpents Lair. Mød den dæmoniske frontmand Lars!

I 2015 udgav Serpents Lair den sublime ‘Circumambulating the Stillborn’, der skrev sig ind i årets historie som en af de bedste, danske udgivelser. Serpents Lairs sorte triumf fik desværre ikke den opmærksomhed, pladen havde fortjent, og selv forsvandt bandet ud i mørket.

Ti år senere blussede ilden kraftigt op igen. I næsten samme konstellation er Serpents Lair blevet til Frelser, og med debutpladen ‘Afgrundsprofeti’, der udkom i april 2025, serverede trioen en af de bedste black metal-udgivelser i dansk musikhistorie.

Snyd ikke dig selv for at opleve Frelser på årets Metal Magic Festival og Næstved Metalfest. Eller i dag på Slag-Town Slays, hvor Frelser giver et helt særligt show med Serpents Lair på sætlisten. I anledningen har Frelsers dæmoniske frontmand Lars Bidstrup-Johansson delt ud af sit forhold til musikken.

Hvad er dit første minde med Heavy Metal?
Det første minde der står helt soleklart er, fra da jeg var 8-9 år gammel og var ude at lave havearbejde for min blinde – nu afdøde – farbror. Når jeg gik derude om foråret og sommeren, lod han terrassedøren stå åben, så jeg kunne høre den musik, han lyttede til. Han var en musikglad hippie og havde investeret i et kæmpe dyrt anlæg, så han kunne sidde og leve sig ind i musikken ledsaget af en joint og en kop te. Stuen var fyldt med fire store reoler, der bugnede med LP’er og CD’er.

Han hørte normalt blues og gammel rock, men en gang imellem slog det ham at smække noget tråd på. Jeg havde bare ikke rigtig lyttet efter før, men den ene forårsdag slog det klik. Det var ‘Rust in Peace’ med Megadeth. Siden da fandt jeg plader med Black Sabbath, Metallica og The Offspring – der dog ikke er metal – som jeg plagede om at få sat på.

Hvem er dine favoritbands gennem tiderne?
Vi bliver nok nødt til at afgrænse ”gennem tiderne” til de sidste 15-20 år, ellers bliver listen sgu for lang. Hvis de skal nævnes i rækkefølge efter, hvor længe de har været blandt mine favoritter, så er det: Death, Darkthrone, Katatonia, Gorguts og Deathspell Omega.

Death:
Det var det første band, jeg for alvor blev engageret i, fordi jeg kunne mærke, at både musikken og lyrikken kom fra én, der havde noget på hjerte. Samtidig var det det vildeste guitar-, bas- og trommespil, jeg nogensinde havde hørt. Den første metalsang, jeg lærte at spille på guitar med solo og det hele, var også ‘Crystal Mountain’. Death fik mig virkelig op på dupperne. Chuck skrev musik, jeg dengang selv ønskede, jeg kunne skrive, og han tændte virkelig noget i mig i forhold til at spille metal i den hårdere ende.

Darkthrone:
Man skal huske, at jeg snart er 40 år og kommer fra udkantsbyer på Vestsjælland, hvor al teknologi dengang var mindst 10 år bagud. Så man skulle fysisk ud i butikkerne for at finde musik. I Darkthrones tilfælde var det TP Musik – som ikke findes længere – i butikscentret i Slagelse. Dengang shoppede man først med øjnene, hvis man ikke kendte bandet, og dernæst med ørerne. Man kunne få lov at høre lidt af skiven på den CD- eller LP-afspiller, de havde stående, men ikke hele albummet. Så typisk valgte man en skive, der så sej ud, lyttede til et nummer eller to, og hvis det lød fedt, købte man den og krydsede fingre for, at resten ikke var lort.

Det gjorde jeg så ikke med Darkthrone. Jeg så coveret på ‘Transilvanian Hunger’ og tænkte, at det så ondt ud, og tog det med hjem sammen med Niles ‘Annihilation of the Wicked’. Da jeg kom hjem og smækkede Nile på, var jeg fuldstændig blæst bagover, og de er stadig et band, jeg holder meget af. Så satte jeg Darkthrone på lige bagefter, og det første, jeg tænkte, var: ”Pis... det var vist en nitte, det dér.” Men så skete der et eller andet. Der var noget, der trak i mig, og til sidst blev den plade spillet meget oftere end Nile. Det var især ‘Natasja in Eternal Sleep’, der åbnede Darkthrone for mig. I dag er jeg mest optaget af den mere skæve blackmetal, eks. Ved Buens Ende, Deathspell Omega, Martröd, Svartidaudi, Gorrch og Misotheist. Men Darkthrone er stadig en favorit, uanset om det er deres dødsmetal, heavy, crust eller black metal.

Katatonia:
Det første album, jeg hørte med Katatonia, var ‘The Great Cold Distance’. Jeg syntes, det var poppet og pjevset, og det hang mig langt ud ad halsen. Så opdagede jeg alt det gamle og gav dem en chance til. Nu er jeg også vild med ‘The Great Cold Distance’ og med det faktum, at de rykkede ved min smag, så jeg blev mere åben over for blødere metal. Det er det tænksomme og melankolske ved dem, der fænger mig. Alt efter ‘The Great Cold Distance’ har dog ikke sagt mig helt så meget.

Gorguts:
Det begyndte med deres to første skiver, som er nogenlunde straight forward dødsmetal, præcis sådan som jeg kunne lide det, i bedste 90’er-stil. Så fik jeg fat i ‘Obscura’ og ‘From Wisdom to Hate’, og det ændrede alting. Hvordan fanden fik de de lyde ud af deres spader? Det var et kæmpe mysterium for mig og tvang mig virkelig til at lytte på en anden måde. Første gang, jeg hørte ‘Obscura’, var jeg en blanding af forvirret, chokeret og næsten vred. Jeg tænkte: Hvorfor fanden skulle de nu ødelægge noget, der virkede? De to første plader var jo geniale. Men som så ofte før var der noget, der trak i mig og lokkede mig til at sætte den på igen og igen og udholde den tonale tortur, indtil jeg til sidst begyndte at se mønstrene og genialiteten i det. ‘From Wisdom to Hate’ var nærmest let at gå til i sammenligning. Gorguts har den dag i dag ikke lavet en eneste plade, jeg ikke kan lide.

Deathspell Omega:
Det er det første band, der har lavet en plade, jeg var nervøs for at sætte på de første mange gennemlytninger. Det var ‘Fas – Ite, Maledicti, in Ignem Aeternum’. Titlen betyder noget i retning af: ”Guddommelig lov – gå, du forbandede, ind i evig ild.” Numrene er sat sammen på en måde, hvor du bliver revet rundt, og som ny lytter er du slet ikke forberedt på de soniske angreb, du bliver udsat for. På samme måde som Gorguts åbnede de en ny verden for mig, fordi kompositionerne og guitarspillet var så anderledes. Samtidig var jeg lige begyndt på filosofistudiet dengang, og Deathspell Omegas lyrik er spækket med guf for folk med smag for dyster filosofi. De har heller ikke lavet én eneste dårlig skive. Den nye er lidt mehh, men den er ikke dårlig.

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Hasjarl fra Deathspell Omega. Jeg gad godt vide, hvad fanden der inspirerede ham, og hvor han er stødt på al den fede litteratur, han skriver ud fra.

Hvad er dine fem yndlingsplader?
Puha. Den er for svær. Hvad med, at jeg i stedet siger mine fem yndlings-black metal-skiver?

Mayhem – ‘De Mysteriis Dom Sathanas’. Ja, hvad fanden havde du regnet med?

Shining – ‘IV: The Eerie Cold’. Fed, sort selvmordsrock, også selv om Kvarforth er en fucking bøv. Det er inderlig harm-black metal – harm på alt og sig selv.

Deathspell Omega – hele deres trilogi. Det er måske lidt snyd, da det i grunden er tre albums, men for mig er det ét sammenhængende værk fra ‘Si Monvmentvm Reqvires’ og ‘Circvmspice’ til ‘Paracletus’. De kan ikke skilles fra hinanden, og det er ganske enkelt noget af det mest intelligente, skæve og skumle black metal, der findes.

Dissection – ‘The Past Is Alive’. For mig peakede Dissection med deres demoer, og ‘The Past Is Alive’ er en opsamling af dem. Der er noget råt og ægte over de sange og over det tidspunkt, hvor black og dødsmetal endnu ikke helt var vokset fra hinanden.

Misotheist – ‘Misotheist’. Nyere norsk black metal, der ved, hvordan man væver en ægte, okkult atmosfære. Alle deres skiver er ren kvalitet, men debuten har en særlig plads hos mig. Især 'Beast and Soil' gik rent ind.

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Ved Buens Ende på Metal Magic 2019. Det var magisk. Bevares, jeg havde også et mix af medikamenter og alkohol i blodet, som bidrog til magien, men de spillede fuldstændig vanvittigt godt, og det lød endnu bedre end på skiven. Det var noget, jeg aldrig havde troet, jeg skulle opleve, fordi bandet havde været dødt i årtier. Typisk Metal Magic at hive sådan en kanin op af hatten.

Hvilken platform bruger du til at opdage ny musik?
Primært YouTube, Bandcamp og fysiske koncerter.

Hvilket band er din guilty pleasure?
Jeg har kun pleasures. Skam er for svæklinge. Jeg synes, meget forskellig musik er fedt – jeg kan eks. virkelig godt lide Joy Division, gammel Depeche Mode og Boy Harsher.

Hvilke fordomme er du blevet mødt af som heavy-fan?
De sidste 4-5 år har man ikke kunnet se det på mig, så dér er jeg ikke blevet mødt af nogen. Men før i tiden var det især, at jeg måtte være satanist. Det syntes jeg egentlig ikke var noget problem. Jeg var mere træt af alle de slatne Slayer-fans, der troede, vi automatisk var venner, bare fordi jeg havde en bandshirt på, og af alle weekendmetallerne, der altid spurgte, om jeg skulle på Copenhell. Det er jeg glad for at slippe for. Vi er ikke venner, bare fordi vi begge hører tråd.

Hvilke gode oplevelser har du haft i metalmiljøet?
Masser. Folk er generelt imødekommende, hjælpsomme og åbne. Men jeg føler ikke en dybere relation til folk, bare fordi vi eks. begge kan lide tråd. Det hjælper naturligvis, hvis det er sej tråd som Gorguts o.s.v., men det er ikke nok i sig selv. Den del af metalfællesskabet, der opbygges gennem bajere, fællessang og moshpits, orker jeg ikke. Dog med undtagelse af Metal Magic. Det er næsten de samme røvhuller, der møder op hvert år, men det er mine slags røvhuller. Det er det eneste sted, du kommer til at se mig te mig som en standard metal-bøv.

Hvorfor er du heavy-fan?
Af flere årsager, men særligt, fordi den kunstform evner at kommunikere og omsætte de følelser, jeg oplever, til lyd. Men også, fordi det er lyden af modstand og oprør – også mod sig selv. Det ræsonnerer med et eller andet i mig. Det er musik, der favner bredt, lige fra det primale til det intellektuelle, med intensitet og volumen som fællesnævner.