Det var en mørk og stormfuld aften...
Stengade slog en mørk fredag i januar dørene op for det sorte selskab, hvor variationer over temaet "sort" blev udfoldet - fra det generiske til det (næsten) geniale.
Imellem to influenzaer lykkedes det at komme lidt ud i verden for at se tre gange black metal på Stengade en kold og mørk fredag aften. Med en udsolgt koncert var festen høj allerede ved ankomst – lige i rette tid til Svækling, der udgav deres debut i 2024, men i øvrigt ikke har rørt meget på sig på livesiden. Det fik de chancen for at rette op denne aften, hvor en fyldt sal må have været noget nær drømmen.
Hvor der er vilje er der vej
Første nummer var en god gammeldags omgang voksenskældud, der hidsigt skrigende langede ud efter alle i publikum. Det blev også temaet for koncerten, der dog også levnede plads til mindre hidsige stykker i ny og næ. Desværre blev oplevelsen en lille smule generisk og en smule kedelig med en underlig bismag af, at det var noget, de legede. 
Lyden var også helt off – eller måske var det med vilje, men det virkelig første gang i mange mange år, jeg har hørt nogen lave nekrolyd live. Det gjorde ikke noget godt for muligheden for at høre de gemte guldkorn. Helhedsindtrykket var derfor desværre noget mat, temmelig generisk og ikke særlig spændende. Svækling har viljen og energien – nu mangler vi bare, at de finder deres helt egen lyd.
Frelser er videre med stafetten
Næste band på plakaten var at finde på mangen en skribents årsliste, og deres debut, ‘Afgrundsprofeti’, løb af med anmelderens hjerte allerede i april måned, hvor han resolut kårede den årets danske udgivelse. Det er selvfølgelig Frelser, vi taler om. Og Frelser leger ikke. Frelser lever black metallen med hud og hår. Bandet er opstået som en Fugl Føniks på asken fra Serpents Lair, og viste fra første tone en nerve, som godt kan være lidt svær at finde i underskoven af dansk black metal, hvor meget lyder … ret ens. 
Og her må jeg fremhæve vokalen leveret af LJ, der i den grad gav det lille ekstra til numrene, og jeg tog mig selv i at spekulere på, om ikke det i virkeligheden er vokalen, der får Frelser til at rejse sig fra mængden og gøre Frelsers lyd så unik. For skåret ind til benet, så har Frelser ikke opfundet nogen dybe tallerkener. De står på skuldrene af giganter, hvor man måske tydeligst anede skyggen af Mayhems tidlige udgivelser. Men de gør det fremragende og de gør det på deres egen måde. 
Hidsigt, bøllet, lige-på-og-hårdt og som at stikke hele hovedet ind i et hvepsebo. Der var smæk på, og gulvet gyngede under fødderne på glade black metal fans, der fik lejlighed til at lufte håret og tage et par blå mærker med hjem til samlingen.
Selvironisk patos og oprør
Og knapt havde vi fået pusten, før aftenens hovedattraktion, Ædel Fetich, indtog den lave scene på Stengade. Opstået ud af Stikkersvin, men uden at miste det legende af syne – og med afstand aftenens bedste band. Det er ofte, at man tager sig selv i som anmelder at synes, at bands er sat på i forkert rækkefølge, eller hvor det er helt tydeligt, at supporten er vokset hovednavnet over hovedet i perioden mellem booking og koncert. Men denne aften var rækkefølgen helt perfekt. Ædel Fetich ryddede bordet, og der var tætpakket i Stengades lavloftede sal.
At bandet valgte aftenen til at uropføre en endnu ikke udgivet plade, lagde ikke en dæmper på løjerne, der med vanlig selvironisk patos og svulstig vokal blev dirigeret stilsikkert af frontmand og vokalist, Skvat, der dog undervejs fik en hjælpende hånd af Jakob Miehe fra Solens Folk - komplet med blomsterkrans i håret. 
Ædel Fetich er svær at proppe ned i én bestemt kasse. Det har mange ansigter, og udtrykket skifter mellem black metal, punk og noget, der med lidt god vilje kan kaldes heavy metal i et forrygende tempo, der ikke lod nogen eller noget stoppe op for at få pusten. De graver dybt i punken og black metallen, men for den opmærksomme lytter graves der mindst ligeså dybt i 1970’ernes rock og heavy metal, om end referencerne var bedre skjult. 
Og præcis som dengang, hvor 68’ernes oprør stadig var friskt, har Ædel Fetich absolut heller ikke tænkt sig at leve op til forestillingerne om, hvordan de skal lyde eller se ud. Der gakkes ud i alle retninger, men det følger en tråd, som tager lytteren godt med rundt uden at efterlade nogen forvirrede. Publikum var selvsagt aldeles mørbankede, da Ædel Fetich afsluttede uropførelsen af deres selvbetitlede plade, der udkommer d. 20. februar.
Svækling: 2/5
Frelser: 3/5
Ædel Fetich 4/5