Årsliste 2024 - Jacobh Hansen
Genreanarkisten skamdyrkede Solbrud, Blood Incantation og Keygen Church som nogle af højdespringerne i 2024, mens festivaltraditionerne endnu engang bekræftede sit værd, både i ind- og udland.
2024 blev et intenst år med arbejdsbrillerne på. Danmarks største lufthavn er tilbage i topgear med lige så mange rejsende som før den der pandemi, så fuld fart på dagjobbet, ligesom i Devilution-regi, hvor tasterne blev presset nok til for undertegnede at munde ud i lidt over 100 artikler. Det er lidenskaben, der driver værket, og viljen til at holde fingeren på pulsen og dele det med jer læsere derude. Metalmiljøet kan nemt blive lige lovligt mættet med rygklapperi og forfald til has-beens, og her er det centralt, at vi som Danmarks største metalmedie ikke blot støtter hvor støttes bør, men også skiller fårene fra bukkene. Ingen er tjent med fake news, og selvom jeg til tider måske kan være en hård dommer, ikke mindst i.f.t. den danske scene, så må vi også være vores rolle ansvarlig og ikke uforbeholdent rose, bare p.g.a. personlige relationer eller lignende letkøbte points for opmærksomhed.
På det rent personlige plan var det en flerårig drøm, der kom i opfyldelse, da jeg i foråret drog til Djursland med min mor for at besøge den gård, hvor hun blev født i 1941, og som fungerede som samlingspunkt for min mors side af familien alle de knap 80 år min bedstemor boede på gården. Sidenhen har Aldershvile skiftet navn til Antfarm Studios, og det var derfor en glimrende måde at slå flere fluer med ét smæk at ikke blot få en god snak med en af landets vigtigste metalproducere Tue Madsen, men også at gense en gård, der har spillet så central en rolle for min familie. Også i min egen barndom, hvor flere sommerferier er blevet spenderet i Hyllested med at samle æg i baghaven, fråde husmandskost i stride strømme, dele masser af berigende stunder med altid livsglade Johanne og med mit opsøgende 90’er-soundtrack i discmannen på loftet.
Det personlige aside, så kan du læse nærmere om Tue Madsen og hans musikalske bedrifter i interviewet her.
Udover det har 2024 været endnu et stærkt år, hvor Roadburn overgik sig selv i skarpe, eksperimentielle skud i bøssen, også selvom jeg godt kunne savne kuratorer ligesom førhen til at danne mere af en rød snor imellem dele af bookingerne. Brutal Assault var ligeledes som altid en fornøjelse med virkelig stærke navne på plakaten og et herligt dansk følge til at hjælpe med at holde rusen kørende undervejs. Mange af hvem, jeg også ser på altid stilsikre Metal Magic Festival, der virker bedre kørende end den nogensinde har været før – en særlig tak bør gives ud til MMF-teamet for at holde flagskibet oppe for den tradition, og for også at være undtagelsen på det danske metalfestival-udbud, der mestrer at score helt anderledes, mere spændende bookinger end alle de andre!
Og således, lad mig kaste lyset videre mod omdrejningspunktet for denne artikel – at skille 2024's hot fra snot!
Årets danske album:
1. Solbrud: 'IIII' – En intet mindre end imponerende bedrift, der har vundet yderligere ind på mig, som året er gået. Et eksperiment, der gerne måtte have udviklet sig til meget mere end det, men sådan skulle skæbnen ikke blive – og der er nu også noget stærkt i at fange momentet og lukke karrieren på toppen, med integriteten i behold!
2. Alkymist: 'UnnDerr' – En mere kontant og groovy affære end forgængeren. Brølet skælver rallende fra dybet, fuzzen flænser sjælen til støv, min lykke er gjort!
3. Strychnos: 'Armageddon Patronage' – Dramaet og atmosfæren får en tand ekstra denne gang i forhold til den hæderkronede debut. En helt igennem solid toer, der bygger videre på den velkendte, sortnede dødspalet og viser, at de også har andre greb i ærmet.
4. Blazing Eternity: 'A Certain End of Everything' – Hvis ikke den overgår ’Times and Unknown Waters’, så er 'A Certain End of Everything' bestemt i samme liga og viser, at deres gotiske melankoli ingenlunde har mistet sin charme og stadig står skarpt i sangskrivningen, alle disse mange år senere.
5. Ædel Fetich: 'I Aftes i Tunnelen' – En rå introduktion til dette nye NV-foretagende, kompromisløst kaotisk, bøllet as fuck og med Skvats småoperatiske galskab i front – skraldeblack på den helt rigtige måde!
Årets internationale album:
1. Blood Incantation: 'Absolute Elsewhere' – Slap da helt af, for en kunstnerisk curveball af dimensioner! Som at høre Eloy og Tangerine Dream slå pjalterne sammen med Demilich og Morbid Angel, uden at kompromittere noget som helst.
I anmeldelsen efterlyste jeg flere musikalske payoffs, men på sigt er helheden rigeligt opslugende i sig selv – ’Absolute Elsewhere’ er en af de mest imponerende metaludgivelser i dette årti by far!
2. Bedsore: 'Dreaming the Strife for Love' – Kunsten at udgive en plade så tæt på jul, at ingen når at høre den i tide til årslisterne. Deres fejl, for ’Dreaming the Strife for Love’ er vel nærmest en art flamboyant dødsprog til dem, der måtte drages af, når der gås mere organisk grandiøst til værks. Skrig, sax og mellotronflader – altså, hvad mere vil du have?!?
3. DOOL: 'The Shape of Fluidity' – En plade og en sanger med så utroligt meget på hjerte. Stærke sange uden større omsvøb med pulsen, sårbarheden og de store omkvæd i centrum, og en af de mest solide rockudgivelser af den mere puristiske skole, jeg har hørt i flere år.
4. Opeth: 'The Last Will and Testament' – Svenskens delvise retur til stilen anno ’Watershed’, parret op med Newpeth. Et overvældende konceptalbum, der i stedet for tryghedens rammer bevæger sig endnu længere ud ad den progressive tangent end nogensinde før – som altid tak til Åkerfeldt for ikke at gå forudsigelighedens vej. Det er dét, vi elsker dig for!
5. Keygen Church: 'Nel Nome Del Codice' – Indiskutabelt den plade, jeg har hørt mest i år af to årsager – fordelen ved at udgive sin plade i starten af året, samt vigtigst af alt at bruge chiptune som platform til at komponere barok-inspireret musik med metallens underliggende intensitet, af alle ting i hele verden! Jeg har ved gud aldrig hørt noget som helst, der bare tilnærmelsesvis minder om denne plade – giv lige ’Nel Nome Del Codice’ et skud, mens vi venter på, at Victor Love får lejet den der katedral til at fremføre hele 8bit-orgelarsenalet i!
Boblere:
Mens Anciients er latterligt dygtige til at lyde som en hybrid af Oldpeth og Mastodon anno ’Crack the Skye’, bevæger Veilburner sig svimlende længere ud i absurdteaterets rablende ekstremiteter. Oranssi Pazuzu fornyr sig selv på herligste vis uden at give køb på deres særkende, mens deres ditto fabelagtige sideprojekt Haunted Plasma skruer op for motorik-beatet og det industrielle punch med Mat McNerney fra Hexvessel. Endelig er det også dejligt igen at høre Thy Catafalque i sit mere orientalske hjørne, uden nødvendigvis at forpligte sig til sine rødder i metallens verden som på de sidste par plader – Tamas Katai kan så meget mere end det!
Årets danske hit:
Alkymist: 'UnnDerr' – En ulmende banger af en 10minutters epic, der kommer vidt omkring i alt det, Alkymist gør bedst!
Årets internationale hit:
Haunted Plasma: 'Machines Like Us' – Motorik-beats, glissando-synths og hypno-metal i én skøn pærevælling!
Årets genfundne klassiker:
Danzig: '4' – En plade jeg har hørt så usandsynligt meget gennem årene, at jeg næsten kan aktivere den i baghovedet uden at sætte den på. Netop derfor har den været lidt på stand-by i nyere tid, men i år fik den dog ekstra kærlighed i en Metaldiktator, qua den rundede de 30 – og den er stadig lige magisk i sin særegne, eksperimentielle 90’er-ånd.
Årets koncerter:
1. Dødheimsgard: Brutal Assault, 10/8 2024 – En koncert jeg stadig kan genkalde, som var det i går. 50 minutters konstant gåsehud, med vægten på sidste års overlegne ‘Black Medium Current’, og med Vicotnik, der sender farverige støvbolde ud hvert andet øjeblik, bare fordi han kan.
Må det blive lige så magisk på Roadburn næste år!
2. Mr. Bungle: Copenhell, 20/6 2024 – ‘Go fuck yourself’, hvor var det dog bare fantastisk! En teenagedrøm, der kom i opfyldelse, præcis lige så skørt og uforudsigeligt som man kunne ønske sig – det gjorde faktisk intet, at ‘Disco Volante’ forventeligt blev forbigået, Patton & co. var i sit es!
Mr. Bungle (foto: Jacob Dinesen)
3. Opeth: Amager Bio, 26/6 2024 – “I’ve heard, Judas Priest are playing tonight - why aren’t you there?”
Svaret gav sig selv – en strålende appetizer med Åkerfeldt i vittig topform, inden vi fik det nye album at føle.
4. DOOL: Stengade, 15/10 2024 – På Roadburn fik de hovedscenen, men nærværet på Stengade fik numrene til at gå endnu stærkere under huden – og alle dem, der skulle have set Monster Magnet den aften, fik sig en gedigen overraskelse.
5. Cattle Decapitation: Pumpehuset, 26/3 2024 – “Flere gange under koncerten sender Ryan store spytklatter op i vejret, for et øjeblik senere at gribe dem med sin håndflade og smadre dem ud i sit ansigt, inden han vræler den næste kaskade af verbal galde over verdens tilstand ud, som var det med livet som indsats.”
Vi bukker, skraber og tager de harkere, der kommer!
Cattle Decapitation (foto: Jacob Dinesen)
Boblere:
På trods af den konstante regn var Mysticum et absolut, historisk højdepunkt for Metal Magic Festival på sin helt egen udsyrede måde. Hexenbrett kørte den også forunderligt hjem med dukker og hekserier på BETA senere på sommeren, mens udlandet bl.a. bød på et vidunderligt genhør med altid stærke Brutus på Brutal Assault, mens Roadburn for undertegnede peakede med White Ward, der kørte en ren black metallisk tour de force på trods af saxofonens fravær, og Die Wilde Jagds commsionshow, som legemliggjorde alt det, der gør Roadburn til noget helt særligt!
Årets danske navn:
Solbrud – ‘IIII’ viste det mest skelsættende, danske black metal-band gennem tiderne på deres absolut kreative peak – og at opleve hele pladen fra start til slut i DRs Koncerthus for fuld udblæsning med orgel, visuals, strygere og hele pivtøjet. En imponerende afrunding på karrieren, der viste dem spille på alle tangenter på falderebet – også selvom jeg stadig har lidt ondt af David Hernan, der aldrig selv nåede at bidrage musikalsk til nogen af deres udgivelser, men man kan jo ikke få det hele …
Årets internationale navn:
Blood Incantation – Som om de selvproklamerede, interstellare dødsmetallere ikke allerede havde skabt nok røre i andedammen med skiftet fra de første par plader over til den ambiente ‘Timewave Zero’-EP i ‘22, så er ‘Absolute Elsewhere’ alligevel next level på alle måder – og har du ikke allerede set 'All Gates Open'-dokumentaren om pladens tilblivelse, så kan den stærkt anbefales!
Årets nye danske navn:
Ædel Fetich – Ét band afgik abrupt ved døden, og Ædel Fetich tog over. Galt, overgearet og to the point, og hvilken forrygende debutkoncert på Ungeren i efteråret!
De skal nok blive spændende at følge, og at gense i januar til Nyredolks releaseshow på Pumpehuset!
Ædel Fetich (foto: Jacobh Hansen)
Årets nye internationale navn:
Doedsmaghird - Dødheimsgard bygger antagrammer og laver en auditiv brainstorm af en debutplade, der givetvis ikke matcher hovedbandets seneste bedrift – men mindre kan bestemt også gøre det!
Årets comeback:
Blazing Eternity – Mesnickow, Lybecker & co. genoptog fortidens stærke meritter. Personligt ser jeg sjældent nogen gevinst ved comebacks, men ‘A Certain End Of Everything’ er ikke desto mindre et blændende stærkt et af slagsen – og deres koncert på Metal Magic et par måneder senere tilføjede den passende melankolske prik over i’et for tvivlerne derude.
Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Black Sabbath: ‘Anno Domini’ – Selvom jeg ikke ophøjer den periode af Birmingham-legendernes karriere lige så meget som visse andre tenderer til at gøre, så har Tony Martin-årene bestemt også sine kvaliteter – og med remasters af tre af pladerne + remix af ‘Forbidden’, samt bøger med masser af billeder og historier fra dengang, er bokssættet en værdig opsamling på en Sabbath-æra, der hidtil har været uretfærdigt udskældt i det bredere billede.
Det overså jeg i 2023:
Takh – En belgisk kvartet jeg intet kendte til, før jeg begyndte at læse op på årets udgave af Roadburn. Primalt, meditativt og doomet, som en fjern kusine til Swans, hvor numrene bygger adstadigt op som inducerende indføring i deres dystre univers. En spændende debut, som også fængede strålende fra scenekanten på Roadburns intime Hall of Fame.
Årets optur:
At året sluttede af med den ene genrenedbrydende sværvægter efter den anden. Også sidste år så vi Malokarpatan og Dødheimsgard twiste konventionerne på blændende vis, milevidt fra de indlærte strukturer, der har det med at gennemsyre de såkaldte progressive miljøer. Fantastisk at se, at nogen tør konfrontere den vægtige safeplaying og samtidig gøre det så overbevisende, at det danner bølger i metalmiljøet.
Årets største skuffelse:
I forhold til, at Ukraine-situationen og Mellemøsten er endnu mere fucked nu, end den var på denne tid sidste år, så virker det unødvendigt pedantisk at hæfte sig ved, hvor sløjt DVNE var på Copenhell, når nu forhåbningerne var så høje – alt imens andre himlede op over en kiks, der burde være modtaget i samme modvind som Crüe året inden.
Den største skuffelse musikalsk set er dog absolut Solbruds opløsning. Netop som numre som ‘Når Solen Brydes’ og ‘Ædelråd’ anviste helt nye retninger for de danske black metal-legender blev ilden slukket, og et kapitel lukket for et band, hvis indflydelse på den danske black-scene er umulig at overse. Men måske en byrde blot er lagt på hylden, og d’herrer Hjorth, Dietz og Hernan kan udnytte erfaringerne som et springbræt til nye projekter i horisonten – vi har da lov at håbe!
Største ønske for 2025:
At scenen derude fortsætter med at nedbryde grænser og ikke forfalde til forstivnede dogmer. At der spilles mindre på gamle heste, og at flere også lærer at tage sig selv i at hænge fast i det, de opdagede da de var 15-25 år. Kig fremad, kom videre i stedet for bare at hægte dig til ungdommens idealer – der er alternativer, som højst sandsynligt er mindst lige så spændende, hvis bare du giver dem en reel chance.
Det glæder jeg mig mest til i 2025:
– Roadburns overflødighedshorn af sejhed, der indtil videre peaker for undertegnede med Oranssi Pazuzu, en Swans’k legeplads med Gira og Hahn, Black Curse, Dødheimsgard, Haunted Plasma, Violent Magic Orchestra og Altin Gün!
– Brutal Assault’ske fornøjeligheder med White Ward, Obituary, Ministry, Crypt Sermon, et større Bathory-brag med norsk godtfolk, endnu mere Oranssi Pazuzu og latterligt meget mere sejhed!
– Blood Incantation på Amager Bio, blot et par dage før der venter seks ugers soulsearching i Østen!
– Nåhja, og så nye toner fra Triptykon, Paradise Lost, King Diamond, Venamoris (Dave Lombardos darkwave-projekt med sin kone) og alskens andre fortræffeligheder, jeg sikkert/forhåbentlig ikke kender i skrivende stund!
Invester i fremtiden = lev et bedre liv i nutiden!